Det er, som om journalisten Alberte Clement Meldal hele tiden er aktuel med vilde, eksperimenterende radioprojekter i øjeblikket. Lige nu ligger der fem korte og stramt klippede afsnit af en dramatiseret radiodokumentar fra Clement på DR’s hjemmeside, som er intet mindre end fremragende.
Podcast-serien ’Supermodel’ starter med, at Clement får en bekymrende melding fra sin læge. Hun brækker ud af det blå en knogle og får i en alder af kun 40 år konstateret gammelkonesygdommen knogleskørhed. Det sender hende på en tidsrejse tilbage til dengang, hvor hun som 15-årig vandt en international modelkonkurrence, gik ud af gymnasiet og ville være supermodel i Milano.








