Astrid Kruse Jensen må hente os ved skovleddet, for ellers finder vi hende aldrig.
Hun kommer kørende i en stor, sort stationcar, og leddet, der normalt er låst, er åbent lige i dag, fordi et hold skovhuggere er ankommet til hendes del af skoven ved Skarresø tæt på Jyderup. En maskine, der både kan kløve, afbarke og save træet af i faste mål, holder parkeret i kanten af den mudrede skovvej, mens en mand i orange klatresikring er på vej op i et højt træ.
Bilen skrider lidt ud, men fotografen holder farten for ikke at køre fast. Skoven lukker sig om os. Terrænet er kuperet, og vi er omgivet af grønt, grønt, grønt løv. Og så, efter et par minutter, kører vi op på et blødt græstæppe og triller ind foran et stort, pudset hus, der ligner en mellemting mellem et kloster og en lille herregård. ’Skovhaven’ hedder det, og det er kunstnerens atelier. Hendes helle.
Enhver, der har stået foran et af hendes værker, er ikke i tvivl om, at naturen spiller en hovedrolle for Astrid Kruse Jensen. Med sit kamera fremmaner hun drømmeagtige, melankolske og dragende verdener med mørke skovsøer og disede skove. Billeder med farlighed, poesi og mystik. Men hvor kunstneren tidligere iscenesatte naturen stramt med tekniske virkemidler, byder hun nu naturen og dens luner velkommen i sine motiver. Fordi hun ønsker det, giver sig hen til det.
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
