Da Nikolaj Nørlund voksede op under den kolde krig, var Tyskland delt i øst og vest, og spændingen var stor, da DDR i 1974 deltog i VM i fodbold i Vesttyskland – og oven i købet slog værtsnationen i en kamp, der dog ikke fik nogen betydning for turneringen.
I sit barndomshjem i Fredensborg oplevede Nikolaj Nørlund vesttyskernes sejr, som han stadig husker. Han var lige fyldt 9 år, og den kølige relation mellem på den ene side Nato-medlemmerne og den anden side landene i Warszawapagten var ikke sjældent samtaleemne mellem forældrene, Jette Hjejle og Niels Nørlund, redaktør på Berlingske Tidende.
»Mine forældre havde været med i modstandskampen under Anden Verdenskrig, og det var jo netop ikke kun Danmark, de satte livet på spil for, men hele Europa. De var meget unge under krigen og fik mig ret sent – i 65. At de deltog i modstandskampen, betød, at krigen og det delte Europa og hele baggrunden for det delte Europa fyldte meget i mit barndomshjem«, siger Nikolaj Nørlund, der selvfølgelig ikke forstod sammenhængene som barn.
Lotte Svendsen: Vi kan ikke adskille følelser fra politik og skal ikke acceptere hele tiden at få tal i hovedetI første omgang var det begreberne, der satte sig fast:
»’Den kolde krig’ var et af dem. ’Jerntæppet’ var et andet. Det gav nogle meget vilde billeder i hovedet, da jeg var otte år og ikke anede, hvad der egentlig skete. Østeuropa var abstrakt for mig. Meget senere, i anden halvdel af 1980’erne, var jeg faktisk i Moskva på et tidspunkt for at besøge min bror, som dengang arbejdede derovre. Vi kørte gennem Leningrad, og folk prøvede at købe mine cowboybukser. Det var ret vildt«.
I 1989 faldt Berlinmuren, to år senere skiftede Leningrad navn til Sankt Petersborg, og med et forenet Tyskland og en opløst østblok så verdens fremtid et øjeblik lysere ud.
Alligevel siger Nikolaj Nørlund i dag, at han er mere ængstelig for krig nu, end han var under den kolde krig:
»Dengang var der en balance i det, og stormagterne levede op til de roller, de spillede. Nu synes jeg, det er mere utilregneligt, hvad der foregår. I dag tror jeg ikke, det er så urealistisk, at USA og Nordkorea går i krig. Nogle siger, at en krig ikke er i nogen af parternes interesse. Men de her typer er jo totalt utilregnelige, så det er sådan set ikke et argument«, siger han.
»Men hvis det sker, håber jeg, at Frankrig og Tyskland står sammen. Og at vi står sammen i Europa. Det er for mig at se den eneste vej«.
Vores europæiske kærlighed
For tiden stiller Politiken spørgsmålet: Hvorhen, centrum-venstre? Europa og visioner for Europas fremtid interesserer Nikolaj Nørlund så meget, at han gerne vil interviewes om det.
I hans sangskrivning spores ingen konkrete politiske tilhørsforhold, men stemninger og tanker om politik høres flere steder.
»Vi sejler under fremmed flag, på en rute, som for længst sku være lukket af«, sang Nikolaj Nørlund i ’Under fremmed flag’ på sit album ’Tid og sted’, der udkom i 2007. Den sang blev skrevet under en anden regering, men han spiller den stadig ved alle sine koncerter. Den er blevet en af hans mest populære sange.
Det er også en af de sange, hvor han mest tydeligt blander politik og følelser.
Det gør han også flere steder på sit nye album ’Skamskudte fugle’, især i sangen ’Vores europæiske kærlighed’. Her synger han:
»Du spør om jeg får/ skrevet alting ned/ skrevet alting ned/ i al sin enkelhed. Her på bjerget er der fred / på bjerget er der tid/ til vores europæiske kærlighed/ når vi vågner op i en fremmed by og regnen slår hidsigt ned mod ruden/ når du prøver at synge på et fremmed sprog forelsker jeg mig på stedet«.
Sangeren Katinka Bjerregaard: At gå i krig for en idé er ikke særlig in i min generationDet er en sang om kærlighed og også en sang om at omfavne det, der er anderledes og virker fremmed. På en måde er det en overskrift for hele Nørlunds nye værk og også det forrige, ’Villa’ fra 2016. Begge udgivelser har han indspillet med symfoniorkesteret Copenhagen Phil. Traditionelt har symfoniorkestret spillet klassisk musik, som har rødder i Europa. På en måde har den klassiske musik været Europas folkemusik, og Nikolaj Nørlund tænker også på de to album som særligt europæiske:
»Det har ikke været sådan, jeg har tænkt, at nu skal jeg lave noget europæisk musik. Men jeg havde en trang til at skrive en sang om ’vores europæiske kærlighed’, der et eller andet sted hænger sammen med ’Sidste turist i Europa’ fra efterkrigstiden, og som jeg fortolkede sidste år. Ligesom den sang bringer ’Vores europæiske kærlighed’ Europa ind i musikken som et begreb og en setting. Og det behøver ikke at være mere end det«.
Nørlund tilføjer, at det ikke er hans projekt at »lave en brugsanvisning på EU’s fremtid i en sang på fem minutter«. For ham er det nok at skabe en ramme om noget, som er europæisk tænkt:
»Når man ændrer på rammen, ændrer på forståelsen af, hvor vi er, og hvem vi er. Man skifter en lille smule point of view. Sangene handler stadig om mennesker og følelser og om det, der opstår imellem os. Men settingen er en en smule anderledes, og når man hører ’Vores europæiske kærlighed’, kan man spørge sig selv: Er det en kærlighedssang, der foregår i Europa? Eller er det en kærlighedssang om Europa? Jeg behøver ikke fortælle mere, end jeg gør i sangen. Jeg behøver ikke at komme med svar. Det er nok, at jeg spørger«.
Hvad synes du om at blive spændt for Politikens centrum-venstre-vogn?
»Når jeg tænker på visionerne for Europa, er det vigtigt for mig, at man skal være moderne, empatisk, præcis og modig i sin tankegang. Hvor det skal komme fra, ved jeg ikke. Men centrum-venstre er da et meget godt bud, synes jeg«, svarer Nørlund, der nu alligevel har stor tillid til Angela Merkel, selv om hun politisk befinder sig til højre for centrum-venstre:
»Et eller andet sted bliver jeg stolt, når Angela Merkel tager ansvar for flygtningesituationen i Europa og siger: »Wir schaffen das. Et så modigt og tydeligt lederskab som hendes er svært at få øje på ret mange andre steder«.
Nørlund mener, at det er nødvendigt at forfølge det europæiske samarbejde:
»EU er ikke perfekt. Der er en masse tosser, men sådan er det i fællesskaber. Der er folk, man er uenig med, og de diskussioner må man så tage. Men skal omfavne Europa og knuselske det, sådan som verden ser ud i dag. Vi har ikke andre valg«.
Tænker du på dig selv som europæer?
»Ja, det gør jeg virkelig. Jeg føler mig som københavner, som dansker og i høj grad også som europæer. Og hvad vil det så sige at vedkende sig et geografisk område eller en kulturel historie? Jeg ved det ikke rigtig, ud over at det for mig også er noget, man kan mærke. Som et resultat af alt, man har set, lært, tænkt og følt«.
50 år frem
Nørlund tror ikke på, at løsningen er at betone danskhed og fravælge EU:
»Samarbejdet i EU er svært, men ingen har lovet, at det skal være nemt. Og så må vi finde løsninger på det, der er svært. Agere solidarisk og kollektivt. Hvis alle havde båret deres del af byrden, ville tyskerne og svenskerne ikke have behøvet at tage så mange flygtninge, men det kan vise sig at blive en økonomisk fordel for dem på sigt«.
Han er mere bekymret for de modtagende lande i Sydeuropa:
»Der kan højreekstremisme blomstre nærmest som en direkte konsekvens af, at andre lande ikke hjælper solidarisk. Vi må ikke lukke os inde her i Danmark. Det vil jeg meget gerne sig nej tak til«.
Nogle gange leger Nikolaj Nørlund i tankerne med, om den eller den politiske beslutning i nutiden vil være tænkelig om 50 år. For ham kan det gøre visioner konkrete, og det kan også klargøre, om en nutidig politisk beslutning er visionær eller ikke.
»Kan nogen forestille sig, at hash ikke er legaliseret om 50 år? Det er det selvfølgelig. På Nørrebro, hvor jeg har boet i 17 år, har hassalg og forbud mod hash skabt en machogangstermentalitet, der ligger som en ubehagelig dyne ud over hele kvarteret. Har politikere, der er imod legalisering af hash, aldrig set en gangsterfilm om forbudstiden i 20’ernes USA? Kun én part har interesse i forbud, og det er de kriminelle. Jeg kan godt lave en shortlist på ti gangsterfilm, der vil vise det helt tydeligt«.
Stadig politisk
Et andet eksempel er regeringens aftale med Dansk Folkeparti om at gøre det forholdsvis dyrere at købe en elbil:
»Tænk, at nogen har fundet på det. Har der siddet nogen og sagt: Vi må simpelthen have bremset salget af elbiler i Danmark? Vi må stoppe den grønne bølge! Det er trist at tænke på. Det samme er det danske stop for kvoteflygtninge, som Socialdemokratiet har støttet. Det er så skuffende. Jeg var lige ved at græde. Det er simpelthen udansk. Det understreger, at vi savner politikere, der viser vejen, selv om den er svær, i stedet for at halse efter en folkestemning«.
Når du siger ’det gode eksempel’, kommer jeg til at tænke på, at de fleste danske rockmusikere i din generation har undgået at synge om politik. Det gælder også dig.
»Sådan har det måske været, fordi vi havde brug for at komme på afstand af 70’ernes tunge politiske kunst. Mens jeg voksede op, havde politisk kunst et rimelig dårligt ry. Da jeg begyndte at spille i band som 17-årig, tænkte jeg ikke, at jeg gerne ville være Røde Mor. Det vil jeg så gerne nu. På min egen måde. Jeg er i øvrigt ikke sikker på, at vi ikke har været politiske før. Det har vi måske bare været på en mere abstrakt måde, end mange kunstnere var det i 70’erne«.
