Sexdukken ligger ensom i dobbeltsengen mellem en pakke røde Marlboro-cigaretter og en fyldt vasketøjskurv. Blikket bag brillerne er fjernt.
På et andet billede er 10 sexdukker samlet om bordet i en nyfortolkning af Leonardo da Vincis ikoniske maleri Den Sidste Nadver. Vin, druer og en kvindelig Jesus-lignende silikonefigur i midten.
Sexdukker i hverdagssituationer og sexdukker som berømtheder. Sexdukker, der selvsagt har en primær funktion, men som i den London-baserede journalist Grace Banks nye bog får et radikalt anderledes formål.
’Play With Me: Dolls, Women and Art’ viser nemlig en lang række billeder af værker, hvor 40 forskellige kunstnere opstiller sexdukkerne i blandt andet usexede hverdagssituationer for derigennem at sætte fokus på politik, køn og identitet. Det fortæller The Guardian.
Udforskning af kvinders liv i hjemmet
Den amerikanske kunster Stacy Leigh bidrager blandt andet med den omtalte sexdukke-udgave af Den Sidste Nadver. Hun mener ifølge The Guardian, at »dukker kan vise kvinder på en måde, der er helt ny inden for samtidskunsten«.
Et andet billede fra Grace Banks bog viser en sexdukke, der ligger på køkkengulvet foran en åben vaskemaskine.
Kunstneren bag er Martine Gutierrez, der begyndte at bruge sexdukker i sit arbejde for derigennem at sætte spørgsmålstegn ved udviklingen i synet på den kvindelige identitet.
Også amerikanske Laurie Simmons, mor til skuespiller og forfatter Lena Dunham, har bidraget med en række billeder til ’Play With Me: Dolls, Women and Art’.
Hun faldt over silikonedukkerne på en ferie i Japan og fik med det samme interesse i den »generiske skønhed, dukkerne kunne tilføre hendes værker«.
Det førte til skabelsen af ’Love Doll’-serien, hvor hun placerer sexdukkerne i positioner, der illustrerer og udforsker kvinders liv i hjemmet.
fortsæt med at læse








