Der er noget paradoksalt ved at være forældre i vores tid. På den ene side har vi næppe nogensinde før været så opslugt af at stimulere vores børn og slæbe dem til svømning og rytmik, endnu før de kan kravle. På den anden side er der noget forhutlet og skrøbeligt ved moderne unge, som om de ikke helt får det, de har brug for.
Tag nu bare Per Schultz Jørgensen, der for nylig udgav bogen ’Robuste børn’, der straks blev en bestseller. Alle vil gerne have robuste børn, alle vil gerne ruste deres børn til livet.
Og lad det være sagt med det samme: Robuste børn er ikke små, hårde kynikere, der kan klare hvad som helst: Robuste børn er dem, der kan rumme deres egen sårbarhed og håndtere livets svære følelser. Men hvordan opstår denne dobbelthed? At vores børn på én gang er for stærke og for svage? For beskyttede og for udsatte?
Mit bud er, at det har noget med skyld at gøre. Med at vi på nogle områder frustrerer dem for meget, og på andre områder for lidt.
Nye tider, nye skrupler
Mange ting skaber ellers en historisk god situation for børn i dette land. 1) Siden p-pillen og indførelsen af fri abort har langt de fleste børn i dette land været ønskebørn. Det må være bedre end at vokse op og få at vide, at man skulle have været en plet på lagnet. 2) I kølvandet på det antiautoritære oprør fik barnet for første gang i historien en stemme. Det må være bedre end at få at vide, at man skal ses, ikke høres.
Desuden er en lidt forenklet udgave af Freud for længst fejet ind over landet og fejret triumfer. Moderne forældre er sig bevidst, at især barnets første år er meget vigtige for dets senere udvikling.
Men dette sidste punkt har måske også en bagside. For mon ikke også det er en kilde til evig skyld? Gør jeg det nu godt nok? Kunne jeg have gjort det bedre? Bliver barnet traumatiseret af, at vi skændes? Sker der noget ved at bruge iPad for meget?
I tidligere tider havde man ikke den slags skrupler.
Når man hertil lægger et voksenliv, hvor både mor og far har karrierer, facebookprofiler og kimende mobiltelefoner, er det let at føle, at man som forælder kommer til kort.
Når man hertil lægger, at staten i årevis har nedprioriteret og sparet på vuggestuepersonale, børnehavepersonale, sundhedsplejersker og jordemødre. Ja, så må man bare konstatere, at vores nuværende politikere ikke har særlig travlt med at hjælpe og støtte de forældre, der står i deres livs vigtigste opgave.
Lidt dårlig samvittighed har man vel altid
Jeg kender ingen mor eller far, der ikke er gået grædende hjem fra den første vuggestuetid. Det handler selvfølgelig om separation, om at slippe barnet, men det handler også om, at der i så mange år er sparet på det, små børn lever og vokser og bliver robuste af: det man med ét ord kunne kalde omsorg. Som nybagte forældre forstår man ikke, hvorfor det skal være sådan, og senere bliver man hærdet på den forkerte måde, man bliver hård. Man skal jo også have det til at hænge sammen.
Og her kommer skylden så ind i billedet, for jeg tror, denne skyld er med til at undergrave forældreskabet. Fordi vi ikke er tydelige og dermed frustrerer barnet på den forkerte måde.
Lidt dårlig samvittighed har man vel altid, så jeg engang en mor udtale i et blad, og det har været pejlemærke for mit eget forældreskab. Jeg skal ikke have dårlig samvittighed, jeg skal ikke tænke: Men det gør alle andre jo. Jeg er kun en god mor, hvis jeg kan stå ved det, jeg gør. Hvis jeg henter sent, står jeg ved det, hvis jeg har været meget væk, står jeg ved det, hvis jeg en dag skulle bliver skilt fra børnenes far, står jeg ved det. Det er trods alt mig, der er den voksne, det er mig, der har pligt til at være tydelig.
Moderne forældreskab handler ikke om, hvorvidt andre synes, du ammer for meget eller for lidt, tager kort eller lang barsel, kører økostilen eller er ligeglad. Moderne forældreskab handler om din relation til dit barn, og om hvad du vil stå ved. Hvis du har dårlig samvittighed, er der muligvis noget, du skal have lavet om. Og husk: Dine børn kan ikke bruge dine skyldfølelser til noget.
fortsæt med at læse
