Det vakte international opsigt i august, da den russiske teater- og filminstruktør Kirill Serebrennikov blev placeret i husarrest under mistanke for at have begået underslæb for 68 millioner rubler (ca. 7,5 millioner kroner).
Nu er lederen af Det Russiske Akademiske Ungdomsteater, Sofia Apfelbaum, også blevet idømt husarrest indtil 2. december med henvisning til, at hun skulle have forsynet Serebrennikov med falske dokumenter, der hjalp ham til at snyde staten for støttemidler til hans gruppeteater Det Syvende Studie.








