Jeg bliver altid så befippet, når folk spørger mig, om jeg er et troende menneske. For troende hvordan? Tror jeg på børnebiblens skæggede hyggeonkel eller de monoteistiske religioners vrede patriark? Tror jeg på guddommelige befalinger og gejstlige doktriner, på fjerede ærkeengle, jomfrufødsler og himmelske dommedagsbasuner på den yderste dag? Ikke en tøddel.

Men betyder det så, at jeg afsværger spirituelle erfaringer som barnagtigt blændværk – at jeg forkaster tilværelsens underfulde, mystiske og mirakuløse aspekter og bilder mig ind, at alt før eller siden vil blive gennemlyst af videnskabeligt klarsyn?