En kommune kan måske dårlig have kødelige længsler.
Ikke desto mindre er en stribe af landets kommunalbestyrelser i en årrække nærmest faldet over hinanden for at virke tiltrækkende på én særligt attraktiv personage.
En ny idealborger, hvis gunst ikke kan vindes alene med fornuftens løfter om jobmuligheder og gode børnehaver.
Skal denne begærede, veluddannede arbejdskraft med dens mindst lige så æggende skattebetalinger lokkes med hjem over kommunegrænsen, kræver det prioritering af de skønne kunster. Det er byråd efter byråd nået frem til.
