Venedig i november. Solen opfører sin vandpantomime i Canal Grande, mens en ivrig asiat snubler over selfiestangen, så han er nær ved at gå i baljen. En vissen blondine med cikorieblade stikkende op af rullenettet flirter skamløst med en gondoliere, som kunne være hendes sønnesøn, og to patriarker med overskæg og bløde hatte sipper deres espresso med koppen i venstre hånd, mens de gestikulerer ekspressivt og rutineret med højre.

Venedig må være en arkitektonisk legemliggørelse af psykoanalysens tredelte personlighedsmodel, slår det mig pludselig: De huse, vi bor i, er rejst på fortidens slagger og slam – lagunevandet driver i kælderen, mens et strengt overjeg holder opsyn fra tusinde tårne og spir.