At der skulle gå næsten 70 år, før tegneren, forfatteren, filmpioneren og sceneartisten Storm P. fik en egentlig biografi, er ganske besynderligt, hans rolle som ubestridt rigshumorist taget i betragtning.
Hans død som 66-årig i 1949 udløste landesorg, hans 60-års dag var blevet fejret med børneoptog, skydebrødreselskab og kongeligt telegram: Han var ’folkeeje’ og en institution. Den slags skrives der biografier om, nu til dags allerede længe før deres død.
Men her er den altså, omsider. Og er i sig selv en slags forklaring på, at det ikke er sket før: Det har krævet en kæmpeindsats – syv år har det taget – for journalist og litteraturmagister Peter Borberg at vende hvert blad i dagbøgerne, lommekalenderne, scrapbøgerne, brevsamlingerne og hele den spredte, men omfattende litteratur om manden, der helst ville have sit privatliv for sig selv.
Den succesombølgede ’Storm P.’, nationens morsomme mand, var ifølge ham selv en slags brand, som han forsøgte at gemme sin privatperson bag – men også en spændetrøje, han tit længtes ud af. »Hvor er Glæden – aa – jeg arme splittede Sjæl – Klovn og Filosof . . . Mørke i min Sjæl – Utilfredshed og Livslede – aa hvad skal det blive til«, lyder det i dagbogen ved nytårstid 1920-21, da han havde trukket sig fra kabaretscenen og kun længtes efter et stille liv som ’fri maler’, subsistensløs eller ej.
’Kun’? Nej, den pligtopfyldende forsørger for kone(r) og familiemedlemmer lod sig også altid friste af udsigten til bedre indtjening. Derfor det mislykkede USA-fremstød med Willum and Storms kabaretoptræden, derfor drømmen om at lave tegnefilm til eksport til det udenlandske marked. Og derfor måske også den vedholdende kontingentbetaling til kulturudvekslingsorganisationen Nordische Gesellschaft, selv under besættelsen, da den var blevet rent nazistisk propagandaredskab.
Borberg gør nøje rede for Storms med årene næsten påfaldende uvilje mod at beskæftige sig med politik, mest charmerende i form af en Dagens Flue: »Hvad mener du om Verdenssituationen? – Ingenting – jeg har faaet noget i Øjet«.
Fluesværmen i Berlingske Aftenavis, ca 3.000 styk over 12 år, blev trods al rutine vel den smukkeste sammensmeltning af den absurde, barokke humor allerede i de tidligste scenemonologer som ’13 Øre – alt iberegnet’, og så den ældre tegners resignerede og stedvis reaktionære livs- og lommefilosofi.
’Fluernes herre’, som Niels Birger Wamberg senere fik udråbt ham til, vidste med Shakespeare, at »Korthed er viddets sjæl«. Men Borberg har næsten lige så svært ved at efterleve det som Polonius i ’Hamlet’.
Hør podcast: Hvilke hemmeligheder gemte Storm P. bag sit store smil?Dilemmaet mellem forsørger (sceneartist og bladtegner) eller ’seriøs kunstner’ er et tema med uendelig mange variationer gennem hele Storms liv og i hans dagbøger. Og dermed også i Borbergs fremstilling. Havde han skåret igennem gentagelserne, var der måske blevet plads i det store format til flere og bedre gengivne illustrationer såvel som til et nu stærkt savnet emne- og personregister.
Gevinsten er jo, at vi her får syn for sagn: Storms egen jubel og jamren fra det ene følelsesudsving til det næste, frem for de smagsprøver, vi kender fra især Jens Bing og Ejgil Søholms store bøger om hhv. malerierne og de tidlige tegninger.
Her gælder det livet mere end værkerne: de mange års fjerne venskab med den ’fri’ pariserbohème Jules Depaquit (som Borberg allerede skrev om i Nivaagaards Storm P.-katalog sidste år). USA-(ned)turen med Valdemar Willumsen, revysuccesen med Chr. Arhoff i duoen Storm og Stille, teknikbegejstring og bladeksperiment med vennen Alfred Nervø, gensidig respekt og polemik med PH m.m. Helt frem til de sene års spadsereture med hundene til Frederiksberg Allés antikvarboghandler eller ’FriSørensen’s barbersalon.
Og ikke mindst den elskelige og dog næsten menneskefjendske, livsvise og dog umodne mands kærlighedsliv: i en dobbelt søgen efter en partner og en mor, først ægteskabet med den 22 år ældre Lydia, der også lystrede kælenavnet ’Mads’.
Sideløbende en uforløst tilbedelse, ja, stalking af skuespillerinden og sangerinden Gerda Christophersen, helt nyt stof med denne bog. Og endelig 5 års hemmelig affære med den 9 år yngre modist Ellen, før de i 1925 kunne gifte sig, hvorpå hun i et kvart århundrede (plus en del år efter hans død) holdt styr på både regninger og tegninger på Asgaardsvej 17.
Heldigvis for os løste Storm aldrig dilemmaet mellem seriøst maleri og alvorlig morskab, og netop derfor blev han en helt original »Kunstner i Gøglet« med hans egne ord.
Biografien om Storm P. er et grundigt og gribende indblik i det sammensatte menneske, som var forudsætning for det tiljublede brand. En succes i evig splid med sig selv.
fortsæt med at læse
