Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
 Jørgen Sperling
Foto: Jørgen Sperling

Ni år efter sin debutbog, ’Kærligheden, kildevandet ... og det blå ocean’, var Troels Kløvedal i 1987 selve ansigtet på drømmen om det frie liv på alverdens have. Men selv tror han, at han kunne være blevet lige så lykkelig med et andet liv.

Troels Kløvedal, 74, er dødeligt syg og i respirator døgnet rundt: »Selv nu føler jeg mig som en meget lykkelig og privilegeret mand«

Kaptajnen, forfatteren og fænomenet Troels Kløvedal er dødeligt syg af als. Han kan hverken spise, trække vejret eller tale. Skrive kan han dog stadig, og tirsdag 5. december 2017 udkommer hans erindringer. Politikens Nils Thorsen forspildte i sin ungdom en chance for at møde kaptajnen, men tog forleden revanche ansigt til ansigt i et usædvanligt interview med mundtlige spørgsmål og iPad-svar.

Artiklen blev bragt første gang i december 2017. Troels Kløvedal gik bort et år senere. Artiklen om dødsfaldet finder du her.

Egentlig skulle himlen have åbnet sig over Danmark den dag, men kun i Aarhus kom meteorologernes forudsigelser til at holde stik. Der faldt regnen så til gengæld også. På den varmeste dag i den varmeste maj måned i 23 år. Og den sidste i Troels Kløvedals gamle liv.

Mandag 30. maj 2016 sad den aldrende sejler på et kontor på Aarhus Universitetshospital med sin yngste søn, Asbjørn, der fyldte 19 samme dag. Og fik at vide, at han led af en sygdom, han aldrig havde hørt om.

Hør Nils Thorsen læse sit interview med Troels Kløvedal højt:

I nogen tid havde kaptajnen døjet med en lungesygdom, men nu var noget andet stødt til. Noget, lægerne havde haft svært ved at diagnosticere.

»Jeg mærkede godt, at min stemme forandrede sig under optagelserne til mine film om græsk kultur, og også, at jeg ligesom blev lidt krumrygget ... men tænkte: Det er nok bare alderen«, siger Troels Kløvedal.

Eller rettere: Skriver han på den iPad, der ligger i vrimlen på det store skrivebord foran ham i hans stue på Djursland, hvor hans finger hopper rundt, mens sætningerne vokser frem bogstav for bogstav.

»Og da jeg fik diagnosen als, anede jeg ikke, hvad det var for en sygdom ... og spurgte neurologen: »Hvornår bliver jeg rask?««.

»Det bliver du ikke«, lød svaret. Den 74-årige sejler, forfatter og foredragsholder kommer til at dø af den sjældne nerve-knogle-sygdom, som rammer de motoriske nerveceller i hjerne, hjernestamme og rygmarv og forårsager tiltagende muskelsvind og i sidste ende lammelse.

»Den rammer kun 3 ud af 100.000, og der findes ikke nogen behandling, så min krop forlader mig langsomt, samtidig med at jeg i mit hoved er helt den gamle Troels«, taster han, drejer hovedet og søger mit blik gennem brillerne, som om han først, når vores blikke mødes, kan overdrage sætningen.

Beskeden lammede ham nu ikke.

»Jeg tænkte ... nå, så er det altså nu«.

»Jeg havde været bange for at dø, mens Asbjørn var en skoledreng. Men han er 20 nu og på Bali og tager dykkerkurser, og til januar begynder han på ’Skoleskibet Danmark’«.

Troels Kløvedal har nu også øvet sig på at dø. Hver morgen det meste af sit liv har han mindet sig selv om, at det hele ender med »to meter jord over kistelåget«. Og at gamle træer må falde for at give plads til de nye, som han siger.

For andre kan det være svært at forestille sig verden uden et menneske, der har viklet sig så eftertrykkeligt ind i den – med al sin praktiske kunnen og interesse for alt fra sejlads og forskelligartede kulturer over håndværk og til historie og litteratur. Men ikke for ham selv.

»Døden ser jeg som en naturlig konsekvens af livet«, siger han.

Hans mor døde, da han var 11. Og da var hans far allerede ude af hans liv.

»Så jeg lærte frygten og følelsen af ensomhed at kende meget tidligt, og på en eller anden måde har livet og døden altid gået ved siden af hinanden inden i mig«, siger han.

»Jeg har altid med forundring tænkt på, hvor mærkeligt det er, at man er her«.

En meget lykkelig mand

Troels Kløvedal kan ikke længere selv trække vejret. Han kan ikke spise, og han kan ikke tale. Men at sige, at han ligger for døden, ville være misvisende. Han ligger ikke. Han sidder, står og går. Og hans liv er – indtil andet oplyses – alt andet end forbi.

Man skal heller ikke opholde sig mange øjeblikke i hans selskab for at fornemme, at her i stuen er glasset ikke halvt fuldt. Det løber hele tiden over.

»Jeg vælger hver morgen at tænke på, hvor vidunderligt det er, at nu har jeg igen en dejlig dag. Jeg har virkelig værdsat ... livet. Hele livet. Og selv nu føler jeg mig som en meget lykkelig og privilegeret mand«.

Hvad gælder optimismen i din situation?

»Jamen, jeg får jo tusind breve fra folk, som jeg har betydet noget for. Flere hver dag. Jeg har fem dejlige børn, som elsker mig højt. Med fire forskellige kvinder, som også stadig elsker mig«, skriver han.

Jyllands-Posten
Foto: Jyllands-Posten

Mange hundreder har sejlet med Troels Kløvedal og selvfølgelig også hans fem børn, her fra 2001 med den yngste, Asbjørn, som i dag er 20 år og snart begynder på ’Skoleskibet Danmark’. En anden søn, tvværten Mikkel Beha Erichsen, vil også være kendt af tv-seere fra sine egne togter med sine sønner.

At Troels Kløvedal altid har nydt sine morgener, kan man læse i hans erindringer, ’Alle mine morgener på Jorden’, som udkommer på tirsdag 5. december.

»Hver morgen sidder jeg et par timer godt pakket ind i tæpper på terrassen og nyder min have, og at Jorden drejer langsomt med skyggen på flagstangen som et gammeldags solur«, siger han.

Jeg har altid med forundring tænkt på, hvor mærkeligt, at det er, at man er her

Bogens titel har han lånt fra en af sine yndlingsromaner, der er skrevet af Pascal Quignard. Og tilføjet sætningen: ’Mit autodidakte liv’.

I bogen beretter han om centrale perioder i sit liv med nedslag i en række af sine rejser, men fortæller også om de landfaste år på Djursland og det med samme ømhed, som han beskriver livet på havet.

Sjældent når han nu ret langt i sin egen historie, før han lader sig aflede af verden og fortaber sig. I geografien, arkitekturen og den stedlige mytologi. I et stykke håndværk, hvalernes trækruter, stjernernes bevægelser eller historiske begivenheder. Thor Heyerdahls faktiske bedrifter. Og Odysseus’ fiktive. Eller i tanken om de stenaldermennesker, han forestiller sig har sejlet langs kysten uden for hans vinduer. Før han slutter bogen med at konstatere, at:

»Først får man det hele forærende, og så mister man til sidst det hele igen«.

Hvad laver jeg her?

Det er faktisk først, da jeg hører bildøren smække og tager den halve snes skridt i det fugtige græs hen imod porten ind i den gamle stråtækte gård, at spørgsmålet for alvor slår mig: Hvad laver jeg her?

Manden er dødssyg. Jeg har aldrig mødt ham og har ingen aktier i hans liv. Ikke flere end så mange andre, der som unge har drømt om at leve som han. At improvisere sig igennem tilværelsen. Til søs og på besøg hos skiftende folkeslag.

Jeg tror ikke, jeg har den kristne dødskultur i mig

Så hvordan kan jeg tillade mig at opsøge ham i hans tilstand? Og hvilken forskel skulle det gøre, at vi sidder over for hinanden? Han har ikke engang en stemme at svare med.

En underlig tanke i øvrigt. For i det forgangne døgn har hans stemme nærmest boet i mit hoved. Jeg har ikke kunnet læse en sætning i hans bog uden at høre hans stemme slentre jovialt og drævende gennem historien. Tage sig tid i hvert et sving og skiftevis gøre sig let og tung, som det passer sig, så ordene får tekstur og fortællingen topografi. Flere gange mærkede jeg ligefrem indskydelsen til at lukke øjnene, læne mig tilbage og bare lytte.

Fugten sidder i stråtaget på den hvide gård. Den grønne port står åben. Jeg træder igennem den og ind på gårdspladsen, hvor jeg et par øjeblikke står i stilheden på det knoldede lag af sten imellem gårdens fløje. Orkanens firlængede øje, hvor Troels Kløvedal har haft adresse i over tre årtier.

Så tager jeg et par trin op og banker på døren. Else Marie, hans kone igennem 22 år, lukker op og viser mig ind.

»Jeg ved ikke, om du kan gå ind nu«, siger hun, da vi står under de lave loftsbjælker i køkkenet.

Et eller andet foregår i værelset ved siden af, fornemmer jeg. En kvinde kommer ud derfra. En sygeplejerske, forstår jeg. Hun ser på mig og siger:

»Gå bare ind nu«.

I Korfus havn

De fleste danskere har nok givet Troels Kløvedal sin egen plads i deres mentale billede af livet her til lands. Og af hvordan det måske også kunne leves. Til vands. Således også i mit.

’Nordkaperen’ har tit været det afsæt, der satte folk i gang med at tænke tilværelsen på en ny måde

En tidlig morgen som 19-årig ankom jeg med færgen til den græske ø Korfu og stavrede fra borde med sand i øjnene og min grønne rygsæk fra Daells Varehus på ryggen. Målet var en strand, hvor andre langhårede typer holdt til, og i rygsækkens ramme havde jeg skjult to gram hash. Samt nogle blomsterfrø fra brugsen, der skulle have samme virkning som lsd.

Lidt vildskab er man jo nødt til at fingere, når man som pseudoflipper, som vi kaldte det, opvokset nord for København, er skændigt klar over, at uanset hvor langt man lader håret vokse, og hvor vildt man danser, bliver man hverken christianit eller narkoman af det, men kan måske med det yderste af sin ungdommelige idealisme få fat i kanten af tidens drøm, som ’Nordkaperen’s blonde kaptajn om nogen var bærer af og galionsfigur for.

Alle i min kreds havde læst Troels Kløvedals første bog, ’Kærligheden, kildevandet ... og det blå ocean’, og betragtede den nærmest som facitliste for det liv, vi skulle til at i gang med. Alt andet end den frie flakken rundt på verdenshavene lignede et utilgiveligt knæfald for småborgerligheden. Jeg havde sågar skrevet til Kløvedal og spurgt, om ikke jeg måtte sejle med.

Og så pludselig, der i Korfus havn, så jeg som et fatamorgana: et gammelt træskib. Med dansk flag!

»Kan det være?«.

Det kunne det så ikke, viste det sig, da jeg kom nærmere. ’Shearwater’ stod der på skroget. Men da jeg nogle dage senere på knallert vendte tilbage for at hente en kammerat ved færgen, havde endnu et skib med master af træ lagt til. Klos op ad ’Shearwater’. Med tidens løsen skrevet på skroget: ’Nordkaperen’.

På afstand kunne vi se skikkelser bevæge sig på dækket og følge dem med øjnene. Også når de i en jolle sejlede til og fra kajen. Og i gaderne, når de langhårede nordboere og deres børn optrådte med gøgl, stod vi tavse i udkanten og så til. Uden at vove at nærme os.

Hvilket jeg her 37 år senere skriver i en mail til kaptajnen.

»Jeg bliver helt rørt over dit møde med ’Shearwater’ og ’Nordkaperen’ på Korfu ... det må ha været i 1980«, lyder hans svar.

»Du skulle da være kommet om bord, det er altid hyggeligt at møde andre unge danskere på rejse«.

Nu er det som bekendt aldrig for sent at blive ung. Så jeg spørger, om jeg må invitere mig selv til Djursland på besøg.

»Jeg kan godt kommunikere på min iPad, men det er korte sætninger, og det tager tid«, svarer han.

»Så send mig dine spørgsmål, inden du kommer«.

Går tiden? Eller kommer den?

Hans svar har jeg med i print, da jeg tidligt lørdag morgen skraber frost af ruden og sætter mig i bilen på Øster Farimagsgade. Natten har stadig fat i byens silhuetter, men bag dem rejser himlen sig som en blåhvid skærm, og i Botanisk Have ligger væksthuset på jorden som en gigantisk indfattet lampe med sit varme gule lys.


Det var her i gaden, at Troels som dreng sad i vinduet i sin fars dyrlægekonsultation og tegnede udsigten over Holmens Kirkegaard, hvor han også vil begraves.

»Jeg bliver gammeldags kistebegravet (at blive spist af orme passer mig fint, jeg har jo selv levet af andre dyr hele livet ... og jeg har altid elsket det naturlige)«, skriver han.

Ifølge et arabisk ordsprog går tiden ikke, skriver Troels Kløvedal i sin bog. Den kommer. En tanke, jeg leger med, til jeg mærker en knagen i kraniets hængsler, mens jeg glider med strømmen af røde baglygter ud af byen og tværs over Sjælland, hvor vindmøllerne på tavse rækker rager op i den stadig mere blå himmel og snurrer, som om det var dem, der drev dagen.

For Troels Kløvedal begyndte livet som det mellemste af fem børn i familien Beha Erichsen i en lejlighed på Østerbro. I en flok, der blandt andre talte den senere socialrådgiver og politiker Hanne Reintoft og tv-manden Bjørn Erichsen.

Da han var syv år gammel, indtraf katastrofen. Hans forældre blev skilt, og børnene blev sendt i familiepleje rundt om i landet. Troels på en bondegård på Lolland. Sin far mistede han kontakten med.

Tre år senere blev de fire yngste børn genforenet med deres mor, men da Troels var elleve år, døde hans mor, børnene blev igen sendt i pleje, og da Troels ikke trivedes, røg han på kostskole, Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk i Nordsjælland.

En smertefuld tid, hvor ensomheden slog rod i ham. Selv mener han nu, at han måske allerede da havde fået så meget kærlighed, at han følte sig velkommen i verden. Og at den følelse kombineret med den selvstændighed, han senere var nødt til at udvikle, kan have været afgørende for hans senere livsbane.

I skolen var velkomsten knap så overstrømmende. I tre år sad han og stirrede ud ad vinduet, indtil man konkluderede, at drengen var dum, smed ham ud, og han kom i lære som skibsbygger og siden skibselektriker.

Sondemadens mirakel

Til højre for færgen – i sejlretningen – rejser Mols’ Bjerge sig af horisonten i bløde grønne pukler. Derinde sidder han. På den gamle gård i landsbyen Gravlev, som han flyttede til i midten af 1980’erne, og hvor han, når mørket falder på, »stadig kan se sine navigationstjerner«, som han skriver.

Der er gravhøje i udsigten, stenøkser i mulden og afsæt for forestillinger om, hvordan ritualer, mord og fødsler har fundet sted på de samme bakker og i de samme fordybninger.

Hen over Djursland trækker den kølige luft landskabet op i skarpe linjer. Det er, som om nogen har gjort hovedrent i verden. Og solen udfylder fladerne i årstidens gyldne brændte nuancer.

Gårde og landsbyer stryger forbi. Lange bugtede strækninger med hegn. På det sidste asfalterede stykke sjosker 30 jægere med knækkede geværer i favnen og ens orange huer. Da jeg parkerer, er der jord under dækkene.

Jeg kunne også være blevet skuespiller, antikvarboghandler eller have spillet cello i et symfoniorkester

På tærsklen til hans kontor forbereder jeg mig på et chok. Så træder jeg ind i det store lokale under de brune spær. Og der sidder han. Helt nede i hjørnet bag skrivebordets vrimmel af billeder, bøger og andet af travlhedens løsøre. Med en åben grå trøje over en gul skjorte. Og ser ned i en laptop, der står som i en rydning på bordet.

Han er gammel, bevares. Og også mærket af sin sygdom. Men mere sig selv, end jeg havde turdet håbe. Kinderne er hule, og en transparent slange løber fra hans strube og om til en kasse på

bordet bag ham. Respiratoren. Men det er umiskendeligt Troels Kløvedal. Med guldring i øret og det hele. Og i virkeligheden er hans højde det første, jeg bemærker. Og næste tanke er, at han med de rundede briller og ansigtets optegnede linjer ligner en af sine egne yndlingsforfattere: Johannes V. Jensen.

Han griber min hånd, peger på en stol og signalerer, at jeg skal trække den helt hen ved siden af ham bag skrivebordet. Så giver han sig til – med en lang finger – at skrive på sin iPad.

»Du forstår godt, at jeg ikke vil fotograferes, ikke?«, skriver han.

»Jeg kan jo ikke trække vejret selv og kan ikke spise, men får sondemad. Jeg kan drømme om et rigtigt måltid, og jeg er begyndt at se madprogrammer, hvad jeg aldrig har gjort før«.

Vi griner. Kun jeg dog med stemmen.

Rummet har en ekstra lyd. En vejrtrækning, der kører i sin egen rytme. Respiratoren, der forsyner hans lunger med luft og forlænger hans liv én mundfuld ad gangen. En kort indånding. Så et par sekunders stilhed. Og dernæst den lange udånding.

Man føler sig straks velkommen. Det er, som om den ekstra afstand, som fraværet af hans stemme skaber, bare får os til at læne os endnu længere ind i hinandens selskab. Og gøre os ekstra umage med det.

»Jeg er 74 år og får en sygdom, man dør af, og som man overhovedet ikke kan behandle«, taster han, drejer hovedet og søger mit blik gennem brillerne.

Hver gang han har skrevet en sætning, læser jeg den højt. Så min diktafon fanger den. Men også bare for at give den lyd i rummet.

»Min krop er slidt op. Sådan ser jeg det. Og nerverne griber ikke fat i mine muskler mere ... det er als. Men alle dør jo af et eller andet«.

Han sidder lidt. Skriver så igen. Og fanger mit blik.

»Havde man ikke opfundet sondemaden og et operativt hul i maven, var jeg død i juli 2016 simpelt hen. Fordi min hals lukkede, og jeg ville dø af sult. Og havde man ikke opfundet respiratoren, var jeg også død for længst. Den tid, jeg har nu, skyldes udelukkende lægevidenskaben og de tekniske fremskridt«.

Danmark er det eneste land i verden, der tilbyder plejere hjemme i døgndrift, forklarer han. Alle andre steder var han havnet på et hjem.

Jeg spørger, hvordan det er at have sit sprog i fingrene i stedet for i stemmen.

»Det vænner man sig faktisk til«, skriver han. »Men jeg savner ...«, kommer det så. »... at kunne tale med mine børn og min kone, Else Marie«.

Erik Kragh
Foto: Erik Kragh

»Jeg har fem dejlige børn, som elsker mig højt«, siger Kløvedal, der i sine erindringer skriver således: »Først får man det hele forærende, og så mister man til sidst det hele igen«. Her ses han på et arkivbillede med datteren Sille Freydis.

Sidstnævnte er netop trådt ind i kontoret og rydder en plet på skrivebordet, hvor hun stiller kage og kaffe, før hun på et nik fra ham tager plads ved bordet.

»Det gør vi jo også ...«, siger hun.

»Med dig«.

En hospitalsseng svæver over plankegulvet med sin metalramme som eneste undtagelse fra husets årede patina. Bag Troels Kløvedal hænger et verdenskort i farver. Med dybblå oceaner, et rødbrunt Kina og det mørkviolette tibetanske plateau. Og rundt om i det store kontor står bøgerne tæt i indtil flere reoler.

På hylder og tagspær har genstande fra fjerne destinationer slået sig ned på hver sin plads i den gamle bondestue. Et skib i en flaske i en reolkasse. En bog – ’Det arabiske folks historie’ – i en anden.

På et af spærene står et sejlskib. På et andet to ænder. En sort udslået vifte. Endnu et sejlskib, en lang metalgris med fem lys i ryggen. To fisk i farver, en stor og en lille, der ligger og glor på hinanden. Og højt oppe på væggen et udfoldet slangeskind.

Hvis ikke man vidste bedre, skulle man næsten tro, at du havde været lidt ude at rejse i dit liv ..., siger jeg.

Han nikker en latter. Så skriver han igen. Og fanger mit blik.

»Tænk, at du tager helt herover bare for at møde mig«.

Han læner sig frem. Noget i hans ansigt er galt.

»Jeg skal lige ...«, skriver han.

Du skal lige?

»Cuffe«

Okay. Skal du have hjælp fra ...?

Jeg peger ud mod køkkenet. Han nikker. Jeg kalder på sygeplejersken, som straks kommer ind. Og mens de får fjernet den slim, som har samlet sig, står Else Marie og jeg og hvisker i køkkenet.

»Han har fået et rør, der blokerer, og noget ballonhalløj, så han ikke får luft til stemmen. Det skal renses«, siger hun, mens nogle hult rungende lyde og små serier af elektroniske bip lyder derindefra.

»Han er sej. Med det liv, han har haft, og de drømme, vi havde om, hvad vi skulle. Hans alderdom. Alle de ting, han ville lave. Altså, han er god til at være i den situation, han befinder sig i«.

Den tynde hud

Først i sin bog nummer 15 – ’Den tynde hud’ – tog Troels Kløvedal livtag med smerten i sin opvækst.

»Den lå inde i hovedet på mig siden min ungdom«, skriver han på sin iPad, da vi igen sidder ved hans skrivebord.

»Det var bare at få den ud. Jeg skrev den på under 3 uger, og alle sårkapslerne sprang op. Jeg var 49 og havde stadig en vrede over de lærere, der bankede os, så vi røg hen ad gulvet med næseblod. Og jeg tudbrølede, da jeg skrev den«.

Lige siden har han været en lykkeligere mand, forklarer han.

»Det var også derfor, at jeg i min ungdom ikke tog stoffer. Fordi jeg vidste, at den bog lå inde i mig. Og den skulle ud på den rigtige måde«.

Vi sidder lidt.

»Du spørger bare«, skriver han så.

Som ung på Krogerup Højskole oplevede Troels Kløvedal omsider et fællesskab omkring de bøger, han længe selv havde læst – Sandemose, Heinesen, Tolstoj.

En tid var han scenemester på Fiolteatret i København. Dernæst belysningsmester på filmproduktioner. Og en dag var der optagelser i et kollektiv, det senere Maos Lyst i Hellerup, hvor han snart selv flyttede ind.

I 1967 gik han og tre venner så sammen om at købe ’Nordkaperen’ og aftalte, at i tilfælde af uenighed havde den af dem, som ville sejle længst, fortrinsret.

Udadtil virker du som en glad mand med pil opad – hvor gjorde du af din barndoms smerte, før og efter du skrev bogen?

Jeg læser hans svar, mens sætningen vokser frem på iPadden.

»Jeg vil ikke sige, at jeg sejlede fra sorgen ...«, begynder han. »... men det, at jeg flyttede i kollektiv, var en meget stor oplevelse for mig«.

Troels Kløvedal
Foto: Troels Kløvedal

Han peger ud i skrivebordets underskov, hvor mit blik finder et sort-hvidt foto, hvor hele kollektivet sidder – i fuldskæg og striktrøjer – og smiler.

Opløste det følelsen af ensomhed?

Han nikker.

»Det venskab var afgørende for mig«, taster han.

Kan smerten også have medvirket til, at du vendte dig udad imod verden?

»Såret lå både som en dynamo og en ...«, begynder han, men går så i stå.

»Jeg ved ikke helt ...«, skriver han så »... hvorfor mit liv blev, som det blev«.

En travl patient

Døden har Troels Kløvedal ikke ændret syn på af at få den på nærmere hold.

»Jeg har, lige fra jeg var ung, sat spørgsmålstegn ved en religion, der har et tortureret menneske på et kors som symbol«, siger han.

»Jeg tror ikke, jeg har den kristne dødskultur i mig, men nok mere Østens naturlige måde at se døden på, og foretrækker i den forbindelse en smilende Buddha eller kinesernes Konfutse eller den japanske Zen«.

Når han alligevel vil begraves fra en kirke, skyldes det, at han hele sit liv har elsket at besøge kirker rundt om i verden og både holder af kalkmalerier og salmer.

Livet ligner sådan set også sig selv. Bortset fra at det nok går lidt stærkere alt sammen.

I sidste uge var Troels Kløvedal i København med to plejere som sekundanter. En gammel ven sejlede ham i tre timer rundt i Københavns Havn »i det fineste solskin«. Hans søn Mikkel (Beha Erichsen, tv-værten) kørte ham rundt i hans ungdoms indre by og ud på Østerbro, hvor han er født.

Søfartsmuseet i Helsingør åbnede dørene for ham på en lukkedag, og direktøren gav ham tre timers rundvisning. Vennekredsen samledes. Og familien. Og som finale overværede han sin søn Mikkels optagelse i Eventyrernes Klub, hvor hans børnebørn Theis og Emil holdt foredrag.

»Mine børn og børnebørn er på besøg konstant ... har faktisk tit travlt ...«, siger han. »Og så fik man lige skrevet en bog mere ... som er et kys til livslysten og en glæde ved livet«.

Drømme som afsæt

Nu blev der som bekendt ikke plads til os alle på ’Nordkaperen’. Og selv fik jeg kun en enkelt uge til søs. Engang en kammerat og jeg i vores unge dage på en bar i Portugal løb på en norsk skipper, der på sin jordomrejse manglede gaster på strækningen til Madeira.

I en hel uge var vi så søsyge, at vi ikke engang magtede at ryge. Navigation fik vi selvfølgelig aldrig læst. Eller sat os det mindste ind i, hvordan man vedligeholder et skib. Så bogstaveligt var det jo heller ikke ment.

For andre fortættedes drømmene til noget lidt mere håndfast.

»’Nordkaperen’ har tit været det afsæt, der satte folk i gang med at tænke tilværelsen på en ny måde, gå i gang med andre uddannelser, at blive skilt eller at blive sammen ... at rejse, at læse en anden slags litteratur ...«, siger Troels Kløvedal.

I en mail nævnte jeg for ham bogen ’Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel’ – en af vores ungdoms manualer, hvor forfatteren Robert M. Pirsig beskriver to måder at elske motorcykler på. Den romantiske, hvor man hengiver sig til drømmen om friheden på to hjul. Og den klassiske, hvor man også elsker maskinen og ønsker at begribe den med sine egne hænder.

Selv luftige drømme kan nu give et godt afsæt til handling, mener Troels Kløvedal, der som ung gik og underholdt med, hvordan han ville sejle Jorden rundt med sine venner, skrive digte og elske med de dejligste piger. Hvilket i store træk kom til at holde. Og:

Carsten Andreasen
Foto: Carsten Andreasen

»Danmarks største søfarer« kaldte direktøren for Danmarks Søfartsmuseum i Helsingør, Ulla Tofte, Troels Kløvedal, da hun forleden åbnede museet for ham og viste ham rundt.

»Som jeg skriver i bogen, er der for mig ingen modsætning imellem at læse James Joyce om formiddagen og have fingrene i maskinen eller i riggerkassen om eftermiddagen«.

Sådan har vi det så ikke alle ...

»Det er min lykke, at jeg elsker begge dele. Det har gjort mig til en fri mand. Jeg kunne heller ikke have en gård som denne uden at kunne lide håndværk. Så jeg fik også drømmen om at købe en gammel gård og sætte den i stand opfyldt«.

Han peger ud ad vinduet.

»Du skal ud at se min sydvendte bondehave«, skriver han.

Vi sidder lidt i lyden af respiratorens åndedræt. Så taster han igen og drejer sin iPad, så jeg kan læse.

»Jeg nyder at have besøg af dig«.

Det langhårede jetset

Med tiden fik vi, ungdomsoprørets efternølere, vores egne målestokke og lyttede lidt mindre henført til, hvad der udgik af belæringer fra det langhårede jetset, hvis koryfæer de fleste vil genkende på fotos i ’Alle mine morgener på Jorden’. Suzanne Brøgger, Per Kirkeby, Ib Michael, Vibeke Windeløv, Ebbe Kløvedal Reich og andre i det, der ad åre blev den kreative overklasse.


Siden er deres generation blevet beskyldt for at have været dygtigere til at tage for sig af verden end til at tage ansvar for den – eksempelvis for deres børn.

»Jeg mener, at min generation har taget sig lige så godt af sine børn som andre generationer«, svarer Troels Kløvedal, da jeg spørger til hans mening.

»Se bare mine forældres generation, hvor jeg starter på et børnehjem i Kokkedal lige efter skilsmissen«.

»Og med hensyn til mig selv er Danmark jo en søfartsnation, hvor kvinderne var vant til at klare det hele selv, når manden var til søs. Jeg har jo været så heldig, at jeg har kunnet tage både de kvinder, jeg levede med, og mine børn med til søs«.

Ungdomsoprøret var en stor inspiration for eftertiden, mener han.

»Selvfølgelig med fejl. Men hvilken generation laver ikke fejl?«.

Han rejser sig langsomt fra stolen, vender sig om og giver sig til at lede efter noget på bordet bag sig.

»En af grundene til, at jeg blev en rebel, var et opgør imod den sorte skole. Og der var mange ting af den slags«, skriver han, da han er tilbage i stolen.

»Jeg tror, at ungdomsoprøret har givet jer en bedre opvækst og ungdom, og jeg ser jo, hvordan mine egne børn og børnebørn stortrives i den verden, der er nu«, siger han.

Hvad med dit eget liv?

I en mail har jeg spurgt, hvad det egentlig går ud på – det her med at sejle Jorden rundt. Hvorfor man overhovedet gør det. Og modtaget svaret:

»At sejle sit eget skib er en form for ultimativ frihed ... at sætte kursen lige derhen, du vil ... ikke at have en arbejdsgiver, men kun himlen, vejret, De Magellanske Skyer i Sydhavet, den græske mytologi på hundredvis af øer i Det Ægæiske Hav, at vågne op til en sommermorgen for svaj i Limfjorden eller på vej til Christiansø i dårligt vejr om natten og se øen dukke op i den rosenfingrede morgenrøde«.


I en barsk anmeldelse af en af hans bøger klagede en anmelder engang over, at kaptajnen nedgjorde anmelderens liv med sin livsførelse og fik det til at fremstå fattigt. Og selv kom jeg – en uges tid før det kom på tale, at jeg skulle skrive om hans nye bog – tilfældigt til at tænke på ham.

Det var bare en af mange springende tanker, da jeg cyklede fra arbejde. Sikkert foranlediget af hans sygdom. »Hans liv ...«, tænkte jeg. »... det er jeg sgu misundelig på. Det er da noget«.

I en mail spurgte jeg derfor, hvilken trøst han kan give os gråvejrsdanskere.

»Jeg kan jo ikke trøste jer gråvejrsdanskere (kunne aldrig selv finde på at skrive det ord om mine landsmænd – jeg tror, man lever et udmærket liv i gråvejr og elsker selv det danske klima) med andet end at sige: Nyd livet, og at I er raske og frie mennesker, der kan gøre med jeres liv, hvad I vil«, lød svaret.

Og da vi igen vender spørgsmålet i hans stue, tilføjer han:

»Jeg tror, jeg ville have været lige så lykkelig ved at leve på mange andre måder. Som ung var jeg ved at blive uddannet til teaterinstruktør. Jeg kunne også være blevet skuespiller, antikvarboghandler eller have spillet cello i et symfoniorkester«.

Vi sidder lidt og ser ud i stuen. Så sætter han igen fingeren til sin iPad. Jeg læner mig ind imod ham for at læse.

»Lever du selv et godt liv?«, står der.

Omsider til søs

Else Marie viser mig rundt på besiddelserne. Forbi drivhuset, ned på græsset, hvor en serie små sorte jordbjerge – mosegrise – er skudt op. Hestenes fold. Hen at kigge ind ad vinduet i hans skrivehytte og forbi værkstedet, hvor en firhjulet græsslåmaskine står parkeret.

»For et par måneder siden slog jeg alt mit græs selv«, fortæller Troels, da vi vender tilbage til stuen og den regelmæssige lyd af det syntetiske åndedræt.

Finn Hageman
Foto: Finn Hageman

»Jeg fik en smed til at konstruere ophæng på græsslåmaskinen, så jeg kunne køre rundt med respirator og iltflaske«.

»Jeg kunne da godt have tænkt mig et otium«, siger han.

Hvad ville du gerne have foretaget dig?

»Bare gå rundt og passe min have. Lave håndværk og læse gode digte«, læser jeg hans svar.

»Og så ville du tage flyveren til London ...«, griner Else Marie.

»Og tage på British Museum. Og så videre«.

Om tiden er kommet eller gået, skal jeg ikke kunne sige. Men skal jeg nå min færge, må jeg af sted.

Tak, Troels, siger jeg og afleverer en kejtet blanding af en hånd på skulderen og en krammer.

Og ikke kun for i dag.

»Jeg sender svarene på de sidste spørgsmål nu her i eftermiddag«, skriver han.

Jeg rejser mig og går. Han bliver siddende i sit hjørne.

Nogle timer senere modtager jeg en mail.

»Vi kørte en tur ud på Mols, da du var gået, i det dejlige solskin, og så færgen ude på Kattegat ...«, står der.

»Og jeg sagde: Der sejler Nils«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden