Er du ægte glad for, at kong Vinter endnu ikke for alvor har raslet med sablen i Danmark og forårsaget masser af sne og lukkede veje? Eller er du ægte sur over, at det altid bare er gråt og regner om vinteren i vores lille land, og ægte trist over, at der aldrig er ordentlig udsigt til en kælketur? Vejret kan man altid snakke om, og kong Vinter og hans sabelraslen slipper vi ikke for at høre om på denne årstid. Men det, jeg egentlig ville henlede din opmærksomhed på, er den måde, jeg har brugt ’ægte’ på i indledningen til klummen her.

På dansk kan ’ægte’ være et navneord, som vi dog kun bruger i udtrykket ’tage nogen til ægte’, det vil sige det samme ord som i ’ægtefælle’ og ’ægteskab’. Og ’ægte’ kan være et udsagnsord, som netop betyder ’at gifte sig med nogen’. Både navneordet og udsagnsordet er dannet af tillægsordet ’ægte’, som kommer af det middelnedertyske ’echt’ i betydningen ’retmæssig’. Vi bruger tillægsordet ’ægte’, når vi skal betegne noget, som er, hvad det ser ud til at være, f.eks. ikke noget falsk eller en kopi. Som i ’ægte guld’ eller ’ægte tæpper’ i modsætning til ’uægte’. Vi kan også bruge ’ægte’ som tillægsord om noget, der er oprigtigt og uforstilt. Som i ’ægte kærlighed’, ’ægte følelser’ eller ’ægte begejstring’. ’Ægte’ er altså det sande, det uforfalskede, det oprigtige, uforstilte.