Kulturministeriet – det lander de radikale.
Mere eller mindre sådan har danskerne efterhånden lært at svare, når gættekonkurrencen om den næste socialdemokratisk ledede regering fløjtes i gang.
Men svaret havde nok været et andet for lige præcis 25 år siden. Her satte Jytte Hilden (S) sig 25. januar 1993 til rette i Assistenshuset ved Holmens Kanal som den sjette socialdemokrat på posten. Så selvfølgeligt som et ’hørt’ på en socialdemokratisk partikongres.
Sådan havde det været ved samtlige røde regeringsdannelser, siden partiet med forhenværende højskoleforstander Julius Bomholt som indpisker opfandt det første kulturministerium i 1961. Og lancerede det katalog af forslag, som skulle komme til at sætte rammerne for hans efterfølgeres virke: Lov om folkebiblioteker, Lov om statstilskud til kunstmuseer og ikke mindst Lov om Statens Kunstfond. Politiske monumenter, som får moderfølelsen til at vælde i mange socialdemokrater selv i dag.
Men meget er anderledes i dag end for 25 år siden. Spørger man folk i kunstens verden, kulturlivet og unge socialdemokrater, har Socialdemokratiet svigtet sit stolte kulturelle ophav og misset chancen for at bruge kulturen til en ny socialdemokratisk fortælling.
Ikke alene har Socialdemokratiet ved de seneste fire ministerudskiftninger ladet radikale forvalte arven, siger den nyvalgte formand for ungdomsorganisationen DSU, 24-årige Frederik Vad Nielsen.
Man har sagt, at vi bare er et parti, som skaber arbejdspladser. Og alt det bløde må nogle andre tage sig af. Det har været en kæmpestor fejl
Frederik Vad Nielsen, formand for ungdomsorganisationen DSU
»Men det virker, som om partiet de sidste 20 år helt har overladt kulturpolitikken til Det Radikale Venstre. Man har sagt, at vi bare er et parti, som skaber arbejdspladser. Og alt det bløde må nogle andre tage sig af. Det har været en kæmpestor fejl. Det har betydet, at Socialdemokratiet har mistet grebet om kulturpolitikken«, siger han.
Kritikken bakkes op af en fast deltager i de udviklingsgrupper, partiet med jævne mellemrum har inviteret kulturlivet til at deltage i. Billedhuggeren Bjørn Nørgaard er godt nok ikke medlem af partiet, men han »har længe ment, at vi behøver et stort, stærkt og visionært Socialdemokrati«, som han siger.
Ifølge den tidligere professor på Kunstakademiet drev partiet under især Helle Thorning-Schmidt fra 2005 ind i forestillingen om, at kun erhvervslivet skaber egentlig værdi i samfundet.
»Man lod Finansministeriet diktere, at enhver kulturel, kunstnerisk aktivitet er at betragte som rene udgifter, som skal reduceres«, siger han.
»Jeg kan desværre ikke se, at Socialdemokratiet i dag har en visionær, markant kulturpolitik, der ser kulturen som et fundament, hvorpå nye visioner og ideer om Danmarks udvikling ind i en fremtid skabes. Og der skal altså visioner på bordet«.
Sejret ad helvede til
Særligt i 00’erne trak det traditionelle arbejderparti sig tilbage fra den kulturpolitiske kampplads, mens daværende venstrestatsminister Anders Fogh Rasmussen kaldte til kulturkamp fra højre, vurderer professor Lasse Horne Kjældgaard fra Roskilde Universitet, som har forsket i kulturens rolle i den danske velfærdsstat.
»Mange savner i dag en koordineret indsats fra partiet, hvor de mere magtfulde politikere i partiet også træder frem med kulturpolitiske synspunkter. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt en fra Socialdemokratiets inderkreds udtale sig om kulturpolitik. Men måske er det bare mig, der har overhørt det«, siger litteraturprofessoren.
Er S forsvundet fra slagmarken, har DF imens okkuperet hele kulturpolitikken med hårde angreb på de nuværende rammer om Statens Kunstfond, Danmarks Radio og fordelingen af kulturstøtten mellem by og land, konstaterer Mikael Fock, kunstnerisk leder af Kulturværftet i Helsingør. Han har ligesom Nørgaard deltaget i socialdemokratiske udviklingsgrupper ad flere omgange.
»Skal man bruge Thomas Nielsens ord, har man jo sejret ad helvede til et langt stykke af vejen«, siger han med henvisning til LO-formandens berømte afskedsreplik fra 1982.
»Kulturpolitikken varetager store institutioner og støttesystemer, men hvad er værd at kæmpe for efter opbygningen af folkebibliotekerne og kunststøtten? Det nye paradigme famler man i dag efter, men hvis ikke socialdemokraterne formår at gentænke en større kulturpolitisk vision, vil man mere og mere blive opfattet som et systemparti præget af økonomitænkning«.
Politik til tiden
At tænke kulturen som et af økonomiens centrale formål var ellers, hvad en ung cand.polit. ved navn Jens Otto Krag fik ansvaret for som sekretær for partiets programarbejde i sommeren 1945, umiddelbart efter verdenskrigens afslutning. I principprogrammet ’Fremtidens Danmark’, som den senere statsminister skrev stort set det hele af, satte partiet fuld beskæftigelse, social tryghed og demokrati i erhvervslivet som hovedmål.
Før han blev landets første kulturminister, var den forhenværende højskoleforstander Julius Bomholt undervisningsminister og socialminister samt formand for Folketinget.
Med inspiration fra en mindre kendt del af den engelske økonom John Maynard Keynes’ teori skulle offentlige investeringer for at få hjulene i gang ikke uvæsentligt også følges op af en kulturel indsats:
»Formaalet med den økonomiske Politik er at skabe Muligheder for en Udvikling og en Uddybning af Folkets kulturelle Liv. Det er Socialdemokratiets Ønske paa alle Omraader at fremme det kulturelle Arbejde og at give det saadanne Former, at det virker til personlig Udvikling og Berigelse og til Dygtiggørelse til Løsningen af Fremtidens Opgaver«, formulerede de danske socialdemokrater nu kulturpolitikken.
Som intet mindre end den dannende kraft, der kunne få mennesker til at vokse og gøre dem klar til at svare på samfundets øvrige udfordringer i fremtiden. Det var et brud med den udbredte tænkning i den nordiske socialdemokratiske bevægelse, siger den 75-årige Jytte Hilden i dag.
»’Fremtidens Danmark’ som program forestiller sig ikke en tilbagevenden til samfundet med nød og dampkogte kartofler fra folkekøkkenet. Tværtimod lægger hele projektet op til en ny tid, og netop derfor fokuserede man på kultur og uddannelse, når arbejdskraften skulle have det bedre«.
Fra sin altan ved søerne i København kan Hilden i dag se tilbage på sin tid som både kultur- og forskningsminister under Poul Nyrup Rasmussen. Hun besluttede efter sin udtræden af Folketinget i 1998, at »der ikke er noget så tragikomisk som tidligere ministre, der udtaler sig om, hvad de havde gjort i dag«. Derfor er det ikke hos hende, håbefulde journalister kan høste kritik af den siddende ledelses dispositioner.
Til gengæld taler hun gerne om sin egen ministertid, som blev indledt med ikke så få fordømmende ord fra højkulturelle kredse. Da hun som uddannet civilingeniør på første arbejdsdag erklærede i Politiken, at kultur også var »mågestel og morgenbajere«. Og senere noget om sport og porno, vil andre huske.
Det er citatet fra det gamle partiprogram, som for alvor løber med begejstringen.
»Jeg har selv altid haft det grundsynspunkt, at kultur er velfærd. Det at kunne gå på biblioteket henne om hjørnet og mange andre ting. For når vi nu er blevet raske på sygehuset, har fået ungerne passet henne på fritteren, og når gammelmor – det er sådan en som mig – har fået sin pension, hvad skal vi så? Glo ud i luften? Nej da, kultur er derfor at finde inde midt i velfærdsboblen, men det er jo ikke det synspunkt, der hersker på Borgen lige nu«.
Bomholts første kulturministerium fra 1961 kan betragtes som »et forsøg på at give velfærdsstaten tøj på«, siger Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Københavns Universitet.
»Klæde den på med noget indhold, så velfærdsstaten ikke bare blev en materiel kompensation. Lykkedes det så? Noget af det, der lykkedes, var at udvide folkebiblioteksordningen, så alle havde gratis adgang til god litteratur. Men siden blev det i praksis et ministerium for de store kulturinstitutioner«.
Ifølge lektoren handlede det om at skabe adgang til finkulturen. Et »broderskab med den gode smag«, som han kalder det.
»Der var en forestilling om, at hvis alle fik adgang til den gode litteratur, så ville de forstå, at kiosklitteratur var noget hø. Og så ville man kunne vække folk til en forestilling om, at dansk design er mere sundt og demokratisk end klunkemøbler. Oprettelsen af DR P3 var det første opgør med den tanke. Rindal tog det næste«, siger han med henvisning til det efternavn, der hurtigt blev en isme i dansk kulturdebat.
Året efter stiftelsen af Statens Kunstfond i 1964 overrakte lagerforvalter Peter Rindal fra Kolding nemlig 62.000 underskrifter til Julius Bomholts efterfølger, Hans Sølvhøj (S). I protest mod fondens arbejdslegater, som tro mod Bomholts princip om armslængde i kulturpolitikken og credoet »nok støtte, men ikke styre« blev uddelt uden krav om modydelse.
»Vi finder, at dette er misbrug af statens penge, og kan disse mennesker ikke leve af deres kunst, er der gode muligheder for at finde beskæftigelse i de produktive erhverv«, skrev Peter Rindal.
Store dele af underskrifterne kom fra provinsens industriarbejdspladser, og nu var en betydelig del af kernebaglandet dermed lodret uenige i ledelsens højprofilerede kulturpolitik.
»Man var imod at bruge skattekroner på kunst, man hverken forstod eller brød sig om. Og rindalismen er også i dag et stort traume i dansk kulturpolitik. Jeg tror, det ligger som et instinkt hos mange politikere, at man skal passe på, når man begiver sig ind på det kulturpolitiske område«, siger litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard.
Sikkert er det, at Socialdemokratiet siden Rindal har gjort sig overordentligt umage med ikke igen at komme på kant med arbejderbaglandet. Som daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S) udtrykte det på skrift i en tilspidset ordveksling med forfatteren Klaus Rifbjerg i 1977:
»Jeg tror, vi gør klogt i at være skeptiske og på vagt over for dannelse og kvalitetsopfattelser, der som sin konsekvens har en nedrakning og en latterliggørelse af os og de mennesker, vi er repræsentanter for«, skrev hun til forfatteren, som nu mente, at faren ved at »snobbe nedad« over for vælgerne var større.
Jytte Hilden blev den sjette og indtil videre sidste socialdemokratiske kulturminister.
Kulturens enmandshær
For at forstå den socialdemokratiske kulturpolitiks gradvise indskrumpen må man dog vende sig imod større forandringer, som gælder alle Folketingets fire gamle partier, siger Lasse Horne Kjældgaard. De var alle store sociale bevægelser og kulturbevægelser med egne tilknyttede kulturprojekter, men næsten alt det er fortid i dag, siger han:
»Og den udvikling er selvfølgelig meget markant for Socialdemokratiet, fordi hele arbejderbevægelsen var så kulturpolitisk velorganiseret. Man havde fagblade og en fagpresse, man havde et forlag, man havde partitidsskrifter, som havde en stærk kulturpolitisk kant«.
I hvert eneste nummer af Frit Forum og Verdens Gang kunne man finde fyldige artikler om litteratur, kunst og kultur.
»Det lå dem meget på sinde. Men det er helt væk i dag«, siger Lasse Horne Kjældgaard.
I dag har partiet gennem en årrække forsøgt sig med at invitere kulturlivet til at medvirke til idéudviklingen. Men på Christiansborg kan kulturordfører Mogens Jensen (S) forekomme at være en enmandshær på området, lyder karakteristikken fra flere kilder. Og nu må enmandshæren så modtage den lange række af knubbede ord fra folk, der ellers vil partiet det godt. Mogens Jensen medgiver, at der da har været en lang periode nu, hvor der ikke er blevet investeret i kunst og kultur. Det gælder de borgerlige regeringer, som i disse år skærer mere end 600 millioner, men også den seneste socialdemokratiske.
»Og jeg må jo give Bjørn Nørgaard ret i, at i den politiske virkelighed i dag tænkes kunst og kultur ikke som et vigtigt velfærdsområde, sådan som uddannelse og sundhed bliver det. Historien om det kulturelle liv som fundament for den dannelse, som er helt afgørende for, at vi hænger sammen som samfund, står ikke stærkt i dag. Hverken i Socialdemokratiet eller i de øvrige partier. Det er jeg enig med Bjørn i«.
Jeg kunne da som ordfører også ønske mig, at dette område havde en større prioritet i den socialdemokratiske ledelse
Mogens Jensen (S)
Har man fra ledelsesside givet kulturen den vægt, du mener, den fortjener?
»Jeg har naturligvis stor forståelse for, at andre områder bliver opfattet som mere vigtige. Det kan gælde liv og død, når vi taler sygehuse. Det gælder almindelig værdighed, når vi taler ældrepleje. Men jeg kunne da som ordfører også ønske mig, at dette område havde en større prioritet i den socialdemokratiske ledelse, som jeg jo selv er en del af«, siger kulturordføreren, som i partiet bestrider posten som næstformand.
Igennem årene har Mogens Jensen brugt store dele af sin tid på at forsvare Statens Kunstfond, Bomholts armslængdeprincip og ikke mindst Danmarks Radio imod blå sparekrav. Det seneste år har Mogens Jensen dog udskiftet den lodrette afvisning af besparelser med anderledes åbenhed over for besparelser i statsradiofoniens administration og ledelse.
Nogen vil sige, at det bedste forsvar også her er et angreb. Hvorfor har I ikke for længst lavet jeres eget store udspil op til de medieforhandlinger, som kommer?
»Det har vi også, og vi vil fremlægge et samlet udspil. Vi kan dog ikke tilbyde den samme form for sensationelle og kontroversielle forslag som Dansk Folkeparti. De vil bryde med helt afgørende ting på velfærdsområdet og i vores kulturpolitik. Og så har jeg altså ikke noget imod, at vi bliver opfattet som defensive i en periode, for jeg vil gerne forsvare de principper«.
Og selv om kulturområdet nok burde ligge højere oppe på dagsordenen i hans eget parti, bærer kunsten og kulturinstitutionerne en del af ansvaret for tabet af gennemslagskraft i den bredere debat om samfundets udvikling, mener han.
»Hvis ikke der er et befolkningskrav, bliver det jo vanskeligt for mig at argumentere med vægt for en højere prioritering. Her har både kunst- og kulturinstitutionerne en kolossal opgave i at gøre sig anderledes vigtige i befolkningens øjne«, siger han.
Og det var måske så den meget diplomatiske udgave af en socialdemokratisk begmand retur til kritikerne i kulturbranchen. Med større eftertryk kommer modsvaret fra venstrefløjstænketanken Ceveas politiske chef, Kasper Fogh Hansen, der som pressechef for Ritt Bjerregaard i hendes overborgmestertid i København blev kendt som socialdemokratisk kuglestøber.
Det etablerede kunstliv har ganske enkelt meget lidt stof at byde ind med, mener han. Med undtagelse måske af nogle af de nyere forfattere, som disse år styrer litteraturen ind i aktuelle politiske minefelter:
»Det er rigtigt, at Morten Pape, Kasper Colling Nielsen, Sara Omar og Yahya Hassan kommer med noget. Men kunstlivet som sådan har en mere begrænset rækkevidde end tidligere. Hvis du gik 70 år tilbage, var der mange, som kendte de danske forfattere og billedkunstnere. I dag er der mange flere, som kender René Redzepi og Bjarke Ingels. Der er sket en indskrænkning af kunstens samfundsmæssige betydning«.
Mange år med statslig støtte og afhængighed af store fonde har være med til at gøre kunsten ufarlig, mener Fogh Hansen.
»At klage over, at man føler sig overset, er at sige højlydt, at man er blevet forkælet og uvigtig. Hvis du vil være vigtig, så må du være det for nogle andre mennesker. Lave noget, der gør dig vigtig. Ellers gør man bare sig selv til en særinteresse på lige fod med landmænd og alle mulige andre grupper, der står med hånden fremme«.
Hvad er der i den moderne kunstscene, som Socialdemokratiet, der er en løbende protest imod en syg kapitalisme, skal interessere sig for politisk?
Kasper Fogh Hansen, tænketanken Cevea
Betyder det, at kunstpolitik og kulturpolitik bør være mindre vigtigt?
»Ja, det gør det nok. Jeg er inderligt tilhænger af, at vi har en statsstøttet kunstscene. Jeg er selv meget glad for en kunstner som Christian Lemmerz, men han og de andre store er også bare indretningsforretninger, der sælger dekorationer til Lars Seier Christensen (stifter af Saxo Bank, red.). Bjørn Nørgaard er blevet Kongelig Hofleverandør. Jeg har ikke noget imod det, men hvad er der i den moderne kunstscene, som Socialdemokratiet, der er en løbende protest imod en syg kapitalisme, skal interessere sig for politisk?«.
At helt konkret billedkunsten således skulle være blevet mindre samfundsrelevant, afviser kunstner Bjørn Nørgaard:
»Vågner Socialdemokratiet lidt op, vil de både se et helt nyt lag og et mere etableret, internationalt anerkendt lag i samtidskunsten med Olafur Eliasson, Superflex, Jens Haaning, Jesper Just og så videre. De er alle dybt optaget af netop de store miljømæssige og demografiske problemer, vi står i. At sige, at kunsten i dag er mere uinteresseret i samfundet, er direkte forkert«.
Kulturen ud til folket
Findes der en ny vej for en socialdemokratisk kulturpolitik, som ikke blot handler om at flytte et par millioner frem og tilbage mellem kulturinstitutioner? Og hvilke kampe kalder overhovedet på kulturlivets værktøjer?
Spørger man Mikael Fock på Kulturværftet i Helsingør, bør partiet i dag vende blikket imod den kultur, som ikke lever inden for institutionernes professionelle rammer. Han har de seneste år dedikeret hele det gamle spillested Toldkammeret til det, han kalder »fællesskabernes kultur«.
»Institutionerne står der jo, men hvordan kan befolkningen komme til at bruge dem mere aktivt selv? Hvordan bygger man broer til dem, der bor i vores udsatte boligområder og aldrig kommer på institutionerne? Hvordan tager vi anderledes fat på vores integrationsproblemer? Den eneste vej er her at give folk nogle muligheder for at programmere deres kulturliv selv«.
Det kræver dog, at det politiske niveau faktisk vælger at prioritere kulturarbejdet i bunden som mere end løsrevne, midlertidige projekter.
Siden 1996 har socialdemokratisk ledede regeringer overladt kulturministerposten til de radikale. Uffe Elbæk nåede at sidde i godt et år, inden han i december 2012 valgte at trække sig efter kritik. Året efter stiftede han partiet Alternativet.
»Selvfølgelig skal vi have socialpædagoger og dit og dat, men der er altså rigtig meget kultur gemt i det svar, vi skal finde. Det handler ikke bare om at se teater på en scene, men om hvordan vi mødes og i hvilke sammenhænge, hvordan vi taler sammen, og hvad vi gør sammen. Det er Socialdemokratiets store opgave, og jeg synes på mange måder, at den ligger lige til højrebenet«.
Ifølge Mogens Jensen har kampen for på gøre op med uligheden i adgangen til kultur dog længe optaget partiet.
»Det er vores dna, og vi har faktisk et hav af ideer og forslag til, hvordan man kan gøre meget mere«, siger han.
Men skal den lykkes, må partiledelsen tage opgaven til sig, mener DSU-formand Frederik Vad Nielsen. Og sikre, at en større del af kulturinstitutionernes støtte gives efter deres evne til at række ud til de grupper, som aldrig kommer indenfor.
»Mette Frederiksen (S) må sætte sig ned med sit hold af ministre og sige: Hvordan kan vi sørge for, at kultur-, uddannelses- og socialpolitikken tænkes sammen til en samlet strategi, der handler om at nå ud til dem, som er ekskluderet«, siger han med direkte adresse til sin partiformand.
»Hvordan kan vi sørge for, at kulturen kommer ind i folkeskolen? At de børn og unge, som er marginaliseret, bliver en del af sports- og kulturfællesskaber? At vi kan bruge kulturinstitutionerne til at lære dem at læse, og at verden er større, end de umiddelbart troede?«.
Ved søerne i København er Jytte Hilden vendt tilbage til postyret efter sin tiltræden som kulturminister dengang i 1993:
»Tænker man efter, gik ophidselsen og dåneriet jo reelt på, at jeg bragte nogle helt andre temaer ind i kulturdebatten, som lå langt fra spinatfuglene«, siger hun med det lidet flatterende kælenavn for opblæste litterater – og kulturskribenter.
Men jeg ønsker altså for mine børnebørn, at der også i dag sættes nogle pejlemærker, som peger længere fremad. Det gælder om at fange fremtiden i stedet for hele tiden at ville tilbage til det, vi gjorde i går
Jytte Hilden, tidligere kulturminister (S)
»Men jeg ønsker altså for mine børnebørn, at der også i dag sættes nogle pejlemærker, som peger længere fremad. Det gælder om at fange fremtiden i stedet for hele tiden at ville tilbage til det, vi gjorde i går. Det er jo ikke opgaven at gå og reparere, som de gør på skadestuerne«.
Men så skaber man til gengæld ballade på bagsmækken?
»Ja, men til gengæld kan folk jo huske en. Hvor mange andre kulturministre kan du huske, altså sådan rigtigt?«.
Jeg husker da Brian Arthur Mikkelsen ganske udmærket ...
»Ja, men han fik jo også sat dagsorden«.
Mette Frederiksen havde ikke mulighed for at stille op til interview, inden denne artikel gik i trykken, oplyser hendes særlige rådgiver.
