0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Claus Bjørn Larsen
Foto: Claus Bjørn Larsen

Jytte HIlden blev den sjette og indtil videre sidste socialdemokratiske kulturminister.

Engang elskede de den - nu sylter socialdemokraterne kulturen: »Det har været en kæmpestor fejl«

I disse dage er det 25 år siden, Jytte Hilden trådte til som den sidste socialdemokratiske kulturminister. Siden overlod S-ledede regeringer posten til de radikale. En kæmpe fejl, mener kritikere, for kultur var en vigtig del i opbygningen af den socialdemokratiske velfærdsstat. Og kan måske blive det igen.

Kulturministeriet – det lander de radikale.

Mere eller mindre sådan har danskerne efterhånden lært at svare, når gættekonkurrencen om den næste socialdemokratisk ledede regering fløjtes i gang.

Men svaret havde nok været et andet for lige præcis 25 år siden. Her satte Jytte Hilden (S) sig 25. januar 1993 til rette i Assistenshuset ved Holmens Kanal som den sjette socialdemokrat på posten. Så selvfølgeligt som et ’hørt’ på en socialdemokratisk partikongres.

Sådan havde det været ved samtlige røde regeringsdannelser, siden partiet med forhenværende højskoleforstander Julius Bomholt som indpisker opfandt det første kulturministerium i 1961. Og lancerede det katalog af forslag, som skulle komme til at sætte rammerne for hans efterfølgeres virke: Lov om folkebiblioteker, Lov om statstilskud til kunstmuseer og ikke mindst Lov om Statens Kunstfond. Politiske monumenter, som får moderfølelsen til at vælde i mange socialdemokrater selv i dag.

Men meget er anderledes i dag end for 25 år siden. Spørger man folk i kunstens verden, kulturlivet og unge socialdemokrater, har Socialdemokratiet svigtet sit stolte kulturelle ophav og misset chancen for at bruge kulturen til en ny socialdemokratisk fortælling.

Ikke alene har Socialdemokratiet ved de seneste fire ministerudskiftninger ladet radikale forvalte arven, siger den nyvalgte formand for ungdomsorganisationen DSU, 24-årige Frederik Vad Nielsen.

Man har sagt, at vi bare er et parti, som skaber arbejdspladser. Og alt det bløde må nogle andre tage sig af. Det har været en kæmpestor fejl

»Men det virker, som om partiet de sidste 20 år helt har overladt kulturpolitikken til Det Radikale Venstre. Man har sagt, at vi bare er et parti, som skaber arbejdspladser. Og alt det bløde må nogle andre tage sig af. Det har været en kæmpestor fejl. Det har betydet, at Socialdemokratiet har mistet grebet om kulturpolitikken«, siger han.

Kritikken bakkes op af en fast deltager i de udviklingsgrupper, partiet med jævne mellemrum har inviteret kulturlivet til at deltage i. Billedhuggeren Bjørn Nørgaard er godt nok ikke medlem af partiet, men han »har længe ment, at vi behøver et stort, stærkt og visionært Socialdemokrati«, som han siger.

Ifølge den tidligere professor på Kunstakademiet drev partiet under især Helle Thorning-Schmidt fra 2005 ind i forestillingen om, at kun erhvervslivet skaber egentlig værdi i samfundet.

»Man lod Finansministeriet diktere, at enhver kulturel, kunstnerisk aktivitet er at betragte som rene udgifter, som skal reduceres«, siger han.

»Jeg kan desværre ikke se, at Socialdemokratiet i dag har en visionær, markant kulturpolitik, der ser kulturen som et fundament, hvorpå nye visioner og ideer om Danmarks udvikling ind i en fremtid skabes. Og der skal altså visioner på bordet«.

Sejret ad helvede til

Særligt i 00’erne trak det traditionelle arbejderparti sig tilbage fra den kulturpolitiske kampplads, mens daværende venstrestatsminister Anders Fogh Rasmussen kaldte til kulturkamp fra højre, vurderer professor Lasse Horne Kjældgaard fra Roskilde Universitet, som har forsket i kulturens rolle i den danske velfærdsstat.

»Mange savner i dag en koordineret indsats fra partiet, hvor de mere magtfulde politikere i partiet også træder frem med kulturpolitiske synspunkter. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt en fra Socialdemokratiets inderkreds udtale sig om kulturpolitik. Men måske er det bare mig, der har overhørt det«, siger litteraturprofessoren.

Er S forsvundet fra slagmarken, har DF imens okkuperet hele kulturpolitikken med hårde angreb på de nuværende rammer om Statens Kunstfond, Danmarks Radio og fordelingen af kulturstøtten mellem by og land, konstaterer Mikael Fock, kunstnerisk leder af Kulturværftet i Helsingør. Han har ligesom Nørgaard deltaget i socialdemokratiske udviklingsgrupper ad flere omgange.

»Skal man bruge Thomas Nielsens ord, har man jo sejret ad helvede til et langt stykke af vejen«, siger han med henvisning til LO-formandens berømte afskedsreplik fra 1982.

»Kulturpolitikken varetager store institutioner og støttesystemer, men hvad er værd at kæmpe for efter opbygningen af folkebibliotekerne og kunststøtten? Det nye paradigme famler man i dag efter, men hvis ikke socialdemokraterne formår at gentænke en større kulturpolitisk vision, vil man mere og mere blive opfattet som et systemparti præget af økonomitænkning«.

Politik til tiden

At tænke kulturen som et af økonomiens centrale formål var ellers, hvad en ung cand.polit. ved navn Jens Otto Krag fik ansvaret for som sekretær for partiets programarbejde i sommeren 1945, umiddelbart efter verdenskrigens afslutning. I principprogrammet ’Fremtidens Danmark’, som den senere statsminister skrev stort set det hele af, satte partiet fuld beskæftigelse, social tryghed og demokrati i erhvervslivet som hovedmål.

Jens Glargaard/Polfoto
Foto: Jens Glargaard/Polfoto

Før han blev landets første kulturminister, var den forhenværende højskoleforstander Julius Bomholt undervisningsminister og socialminister samt formand for Folketinget.

Med inspiration fra en mindre kendt del af den engelske økonom John Maynard Keynes’ teori skulle offentlige investeringer for at få hjulene i gang ikke uvæsentligt også følges op af en kulturel indsats: