Da jeg var 12-13 år gammel, tog jeg jævnligt hovedstadens linje 18 ud til Colosseum på Jagtvej for at se ungdomsfilm som ’Du er ikke alene’ og ’Måske ku’ vi’.
Filmene havde et par år på bagen, men den stolte gamle biograf var specialist i kavalkadevisninger, og salen var tæt af tårer og teenagedrømme, når Sebastians stemme smøg sig om plyssæderne, og unger, der lignede os selv (Prins Valiant-hår og blå denim), tog livtag med sanselighed og spirende drifter.
