Jonatan Spang har hovedpine.
Oppe på scenen sidder årsagen og venter. En smilende mand bag et hammondorgel, der ser sig rundt i tv-studiet som en, der er vant til at blende ind uden at høre til. En festmusiker, der er hyret ind som et stykke virkelighed midt i satiren, i lyngfarvet polo, tætte, sølvsprængte krøller og et lille overskæg, der mener det.
Den seneste halve times tid har han ladet alle lejlighedssanges moder, ’Bamses fødselsdag’, lyde igen og igen under prøverne i DR Byens tv-studie. Små, lystige triller, men desværre er det endnu ikke lykkedes ham at følge med den karaoke-bold, der danser hen over studiets skærme, og som om nogle timer skal guide publikum igennem en ugeaktuel lejlighedssang om lockouten, Svend Auken og de hvaltykke sosu-assistenter, Jonatan Spang har bollet med.
Og det er ikke så godt.
