Det, der fascinerer os ved en robot, er, at den er en maskine. Men den skal også ligne et menneske. Den skal minde os om, men samtidig være noget andet. Som automationen Olympia i E.T.A. Hoffmanns novelle ’Sandmanden’, der i 1906 fik psykologen Ernst Jentsch, og siden Freud, til at tale om den psykologiske tilstand das Unheimliche som en mental uro, der opstår i mødet med noget, vi ikke kan placere. Det er en uhygge, vi oplever, når hjernen står over for det, der på samme tid er genkendeligt og fremmed, levende og dødt, menneske og maskine.
Og jo mere moderne teknologi får robotter til at ligne mennesker, jo større bliver fascinationen. Men der er en grænse. For hvis de ligner os så meget, at vi ikke kan se forskel, er der ikke noget unheimlich over dem. Så skal de pludseligt til at være interessante som mennesker, for at vi gider beskæftige os med dem. I anden sæson af tv-serien ’Westworld’ overskrides den grænse. Værterne i forlystelsesparken virker ikke som robotter længere. Og som mennesker er de ikke interessante.
