Der er ved at gå Aarhus Letbane i Tivolis jubilæumsparade, men i næste uge kommer den. Siger de

På de farverige paradevogne, som forlystelseshaven i København håber kommer ud at køre på lørdag, optræder blandt andet Tivoli-Garden. Bax Lindhardt
På de farverige paradevogne, som forlystelseshaven i København håber kommer ud at køre på lørdag, optræder blandt andet Tivoli-Garden. Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Det er med let rystende hænder, vi ser frem mod næste uges store kulturbegivenhed: Tivolis meget omtalte 175 års jubilæumsparade. For der er mildt sagt ved at gå Aarhus Letbane i den. Paraden skulle allerede have været afviklet mindst tolv gange i Carstensens gamle have.

Men endnu har ingen set den, bortset fra de få pressefolk, der for 14 dage siden, oplevede tre vogne tilsat lidt konfetti, musik og dans. Ved samme pressemøde fortalte Tivoli, at tekniske problemer havde udskudt premieren en uge. En lille uge senere meddelte Tivoli, at nu var premieren rykket yderligere 10 dage frem.

Men nu skulle den altså være der: På lørdag 19. maj kører jubilæumsparaden for første gang Tivoli rundt. Og tør man tro havens pr-folk, bliver det noget ganske særligt: »Rækker af farverige paradevogne, Tivoli-ikoner som Pjerrot og Tivoli-Garden flankeret af mere end 30 udklædte performere, skriver de i en af snart rigtig mange pressemeddelelser om fænomenet.

Rune Erbs Ledet, programchef i Tivoli, hvordan kan det ske, at en af landets største underholdningsvirksomheder tager så meget fejl?

»Det er et godt spørgsmål. Det handler om sikkerhed. Det er nogle voldsomt tunge vogne. En af vognene har problemer med gearingen. Vi måtte sende den til Spanien og retur for at få det lavet«.

To udsættelser af et projekt, Tivoli har pralet med i et år, det er sæsonens største satsning. Det er ikke godt nok, vel?

»Jeg lægger mig fladt ned. Nej, det er det ikke. Men vi har aldrig prøvet at lave sådan noget før. Vi vil ikke gå ud med en 70 procents udgave af paraden. Når vi viser paraden første gang, skal det være 100 pct. i orden. Også sikkerhedsmæssigt.

Tivoli og Disney går sammen om stor 175-års jubilæumsparade

Her i Politiken har vi i dag også premiere på dette nye søndagsindslag om næste uges levende billede. Nu lover vi ikke læserne for meget, hvis vi skriver, at I er klar på lørdag?

»Vi er klar 19.maj. Og jeg lover jer, det bliver flot. I al min tid i Tivoli er den parade det mest interessante, jeg har været med til. Glæd jer«.

Henrik Vesterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her