Det var været en lektion i ydmyghed«, siger Lars von Trier om de syv lange år, han ikke har været velkommen ved filmfestivalen i Cannes – de syv år, der stoppede mandag aften, da han præsenterede sin nye film, ’The House That Jack Built’, for et fuldtalligt gallapublikum.
Dagen efter sidder von Trier her, smilende, generøs, og det er faktisk, som om der ikke er noget, han ikke vil svare på. Et sted langt inde i ham selv nyder han det, mødet med pressen, selv om han aldrig ville indrømme det, selv om han givetvis i sit inderste indre giver os skylden for sit fald fra tronen som en af kongerne af Cannes gennem mere end 20 år.
Vi sidder uden for filmselskabet Zentropas villa i bakkerne nord for Cannes, og Trier sidder i hawaiiskjorte med blågrønt mønster, en blå jakke ud over, khakishorts og sandaler. Halvt i solen, halvt i skygge. Hvad det så end skal betyde. Hans hår er skulderlangt, skægget gråhvidt, og hænderne knuger hver sit armlæn. Når han indimellem løfter hænderne, ryster de, men han ser bedre ud, virker raskere end under optagelserne i Sverige på ’The House That Jack Built’. Dengang lignede han ikke en mand, der ville kunne fuldføre et så ambitiøst projekt, filmisk, filosofisk og logistisk. Nu ser han ud, som om han fint kunne have en film mere i sig.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
