Så længe vi har haft rocken, har den også fungeret som den maskuline krises potente tilflugtssted. I dens konventioner kan man finde en spektakulær rute gennem livet – hvad enten det er blevet forudsigeligt og kedeligt, og man har brugt lidt larm, eller man søger trygheden, når alt er under for hastig forandring.
Derfor er der også ofte noget selvkommenterende over rocksangen – den forstår instinktivt, at den er løsningen på de problemer, den også rejser. Og det efterhånden retroagtige og lidt konservative, der ligger i at ty til rocken og dens mange forgreninger, når livet gør lidt eller meget ondt, ligger også som en sød og terapeutisk understrøm i to danske album, hvis bagmænd med guitaren over skulderen er taget ud i verden. Med rigeligt i bagagen, men uden at vide, hvor det ender.
