Musikken er et anarkistisk mylder. Sopraner i skyhøjt toneleje pipper om kap med en mandlig fortæller, der reciterer Dante, Pound og T.S. Eliot fra en lift 10 meter over scenegulvet. Musikerne rabler ord af sig, mens de spiller. Stumper af jazz fletter sig ind mellem italienske madrigaltoner, og midt i det hele træder en af sopranerne ud af rækken.

Hun vader ned gennem orkestret og siger, at nu kan det være nok med det her langhårede pjat. Der er altså nogen, der har fødselsdag, og »ja ja, klassisk koncert«, men nu skal der være fest! Og så giver blæserne sig til at spille om kap med jazzkattene fra Disneys ’Aristocats’.