Nadia Nadim fandt bolden i skovbunden tæt ved banerne. Et vildskud havde formentlig bragt den herind, ind mellem træerne, og her havde den ligget så længe, at den nu var gammel og flad. Men det var en rigtig fodbold.
En fodbold som den, de professionelle fodboldspillere sparkede til på de tyske tv-kanaler, hun og de andre børn på asylcentret samledes omkring. En fodbold af læder. Ikke af skumgummi som den orange bold, de ellers havde løbet rundt efter i græsset, og som var alt for let.
Hun tog den med hjem, samlede de andre børn omkring sig og forklarede dem sin plan. Hvis der var én bold, var der nok flere. De aftalte sammen at eftersøge terrænet bag fodboldbanerne. Blev ved i flere timer.
Da børnene den dag vendte tilbage til asylcentret Visse nogle kilometer uden for Aalborg, havde de sække med fodbolde med sig. De havde fundet ikke mindre end 23 bolde, som de havde slæbt med ned til klubben, der spillede på banerne, og vist frem. Klubben ville beholde de dyreste og nyeste bolde selv. De gamle bolde måtte børnene få.
På asylcentret holdt et af børnene en flad bold fast, mens et af de andre langsomt fik mast luft ind i ventilen. De brugte centrets cykelpumpe, så øvelsen var svær, men det lykkedes. Og så stod de med det, de havde drømt om. Det, hun havde drømt om. En bold, man kunne sparke hårdt til. En fodbold, man kunne drømme sig ind i fremtiden med.
»Det var ligesom juleaften, og vi var helt oppe at køre. Vi jublede«, fortæller Nadia Nadim.
Hun sidder på det hotelværelse, hun deler med en af sine holdkammerater fra det danske kvindelandshold.
»Vi var helt sådan: Kan vi beholde dem her? Det kan jo ikke passe! Men det måtte vi«.
De to senge står tæt på det lille hotelværelse, et håndklæde tørrer i vindueskarmen, og udenfor suser formiddagstrafikken på en af indfaldsvejene mod København.
»Sindssygt flot udsigt. Vejen er ... meget fascinerende«, joker Nadia Nadim og lukker vinduet.
Det er første dag på den landsholdslejr, spillerne skal være sammen på de næste 12 dage, fordi de skal spille to kampe, der forhåbentlig vil sikre Danmark billet til verdensmesterskabet i fodbold i 2019.
Hun har endnu ikke skiftet til sin røde spillertrøje. Silkeskjorten blomstrer oven for de hullede sorte jeans, fødderne er stukket i lyserøde glimmersandaler, og det mørke hår står ud fra hende som stråler, når hun pludselig knækker sammen i grin – oftest for at tage luften ud af noget, hun selv har sagt – mens hun kaster håndtegn og engelske slagord ind i sit syngende sprog, der bærer både indvandrerpigen og Nordjylland i sig:
»I was born with it!«, som hun siger, når man spørger, hvor hendes påfaldende selvtillid kommer fra.
»I was like, damn! I got this!«.
Da Nadia Nadim fik sin første fodbold i Danmark, var hun 12 år gammel og flygtet fra det krigshærgede Afghanistan, hvor hendes far var blevet henrettet.
Hun boede på asylcentret sammen med sin mor og sine fire søstre, Giti, Diana, Muskan og Mudja, og ingen vidste, om de ville få lov til at blive i Danmark.
Historien om Nadia Nadim er historien om et liv, der er usædvanligt på usædvanlig mange måder.
Det er historien om generalens datter, der voksede op i rigdom i Afghanistan og endte på flugt med intet andet end sin mor og sine søstre omkring sig.
Det er historien om en pige, der spillede fodbold hele tiden, på et tidspunkt, hvor kun få piger gjorde det, og var bedre end drengene, alle drengene.
Jeg vil gerne være sådan et menneske. Et menneske, der gør en forskel
En historie om en muslimsk pige, som klippede sig korthåret og insisterede på at gå sin egen vej i stedet for at leve op til forventningerne om at være den smukke og gode afghanske datter, der skulle afsættes til en passende ægtemand. En ung kvinde, der blev den første flygtning på det danske landshold.
Men først og fremmest er det historien om at blive en del af en kultur – og samtidig turde være den, man er.
I næste uge udkommer biografen ’Nadia Nadim – min historie’. Vi sidder sammen på hotelværelset for at finde ud af, hvad hendes historie har lært hende. Og hvad hun kan give videre.
For én ting ved Nadia Nadim:
»Jeg plejer altid at sige, at små ting kan gøre en kæmpeforskel for andre. Jeg vil gerne være sådan et menneske«, siger hun.
»Et menneske, der gør en forskel«.
Vreden
Fra sin opvækst har hun forstået noget om vrede. Nadia Nadim har arvet et viltert temperament fra en far, der nok gav retning, men som også var voldelig og utilregnelig, og hun har lært at bruge det temperament til noget godt i stedet. Hun har fået sin del gule og røde kort i sin tid som fodboldspiller. Hun har set sin del fornærmede dommere. Men hun har også scoret afsindig mange mål i sin tid som angriber.
»Vreden er en af de mest magtfulde følelser, du kan have i dig. Den kan overskygge alt andet. Så hvis du kan kanalisere den mod noget konstruktivt, er den et vanvittigt middel til at nå dine mål. Men det er noget, jeg har skullet lære med tiden. For det kan gå begge veje. Enten kan vreden være det, der får dig helt ned med nakken, eller også kan den bygge dig op som person«, siger Nadia Nadim.
»Jeg elsker, når jeg bliver sådan ... personligt vred på banen. For så glemmer jeg alt andet. Trætheden og alle de andre følelser forsvinder lige pludselig. Og så er jeg bare i den følelse. Helt rent«.
Hun smiler.
»Jeg kan huske, da vi spillede pige-DM, og jeg kunne være så vred, at jeg stortudede i halvlegen. Og så gik jeg ud og scorede hattrick i næste halvleg. Det siger jo meget om, hvad man kan bruge sin vrede til. Hvis man lærer den at kende«.
Den klassiske forventning til kvinder er ellers, at vi skal tæmme vores vrede?
»Ja, men det er noget andet, det handler om. Jeg har i stedet lært ikke at bruge vreden på andre. Jeg bruger den for mig selv«.
James Bond og Dr. Evil
Nadia Nadim voksede op i en stor lejlighed i den afghanske hovedstad, Kabul. Med fine italienske møbler og kontanter gemt i køkkenskufferne. På græsplænen foran huset satte børnene hjemmebyggede drager op og konkurrerede om at have den største og den flotteste. Men det var en afgrænset verden, Nadia Nadim og hendes søstre måtte færdes i, for opvæksten var præget af forældrenes frygt for, at børnene skulle blive kidnappet.
Nadia Nadim på Valby Stadion under træningen med landsholdet i mandags. Når hun ikke spiller for Danmark, spiller hun i den britiske klub Manchester City. En klub med mange regler, mener Nadim. Og med høje forventninger til spillerne, som skal være i klubben mange timer om dagen. De seneste fire måneder har ikke været helt så nemt, for holdet har ikke vundet de kampe, som de skulle. Men det kommer, mener hun.
Hendes far var udnævnt til general af landets kommunistiske præsident, Najibullah, han var magtfuld, og familien var velhavende. Moren var i gang med at uddanne sig til ingeniør, da hun mødte Nadias far, men efter hans ønske blev hun lærer, for det var bedst for gifte kvinder at arbejde med børn, mente han.
»Min far var en blanding af James Bond og ... Dr. Evil«, konstaterer Nadia Nadim.
Nogle dage legede han med sine døtre, brydelege på tæppet, kærligt, sjovt. Det var også ham, der viste Nadia og hendes storesøster Giti, hvordan man bruger en fodbold, hvordan man dribler. Andre dage slog han, så blå mærker bagefter blomstrede frem på pigerne. Og på deres mor.
Da en dreng fra kvarteret en dag havde stukket Nadia og Giti en øretæve, bad faren sin ældste datter om at forsvare familiens ære. Man skulle ikke lægge hånd på generalens døtre. Han viste hende, hvordan hun skulle placere en livrem om halsen på drengen, stramme til og kaste ham til jorden. Imens ville faren selv stille sig ud på terrassen, så ingen voksne blandede sig. Med en riffel.
»Så vild en historie. Crazy ...«, siger Nadia Nadim og dukker hovedet en anelse.
»Jeg tænker faktisk ikke så meget på min far. Det er så lang tid siden ... Men jeg håber da, at han ville have været stolt over, at hans børn klarer sig okay i livet«.
Hun blev født i 1988 i et Afghanistan, der var ramt af borgerkrig, mens Nadia Nadim voksede op. En krig, der rykkede tættere og tættere på, og som sendte familien ned i kælderens beskyttelsesrum, når mortergranaterne eksploderede det fjerne.
I 1992 nåede den islamiske krigerbevægelse Mujahedinerne frem til hovedstaden. Præsidenten trådte tilbage, Afghanistan forvandlede sig til en islamisk stat, og imens ændrede familien Nadims situation sig drastisk. Faren blev arresteret og fængslet i månedsvis, vendte så hjem igen, men udmagret og knækket, og kun i kort tid.
Det var den islamiske bevægelse Taleban, der løslod faren, muligvis ved et tilfælde, mens de satte andre fanger fri. Taleban havde vokset sig stor i borgerkrigens kaos af koalitioner og magtkampe, de kidnappede den tidligere præsident og trak ham efter sigende hans forslåede lig gennem byens gader for til sidst at slænge ham op på en central plads i byen.
Det blev også talebanerne, der hentede Nadia Nadims far igen en dag. Og henrettede ham.
»De efterlod hans lig til de vilde dyr«, fortæller Nadia Nadim i bogen.
Hendes mor, der før krigen kunne gå frit rundt og klæde sig, som hun ville, skulle nu gå i burka og måtte kun færdes i gaderne i følgeskab med en mand fra familien. Selv om det nu var forbudt for kvinder at arbejde, holdt hun fast og underviste børn i det skjulte for at bekæmpe analfabetisme. Men hun og hendes fem døtre måtte flytte fra sted til sted for at være i sikkerhed, og til sidst besluttede hun sig for at flygte med sine børn.
Den dejlige betjent
At det blev Danmark, Nadia Nadim havnede i, var en tilfældighed. Flugten gik fra Afghanistan til Pakistan over Milano og med kurs mod Storbritannien. Turen gennem Europa foregik i lastrummet på en lastbil, hvor de fem piger og deres mor var gemt mellem en masse kasser. Da de trætte og sultne væltede ud af lastbilen, var de ikke i Storbritannien, men i Danmark. Chaufføren hentede benzin og bad dem vente, men moren blev urolig og forlod stedet med sine døtre.
Kort tid efter havde familien fundet frem til politistationen i Randers, og her blev en jysk betjent det første møde med det Danmark, der med tiden også blev deres.
Moren talte engelsk med betjenten, han var lyttende, forstående og hjælpsom, og han købte bananer, mælk, toastbrød og colaer til Nadia Nadim og hendes søstre, der stort set ikke havde fået noget at spise i tre dage. Han hjalp dem med togbilletter, gav moren lidt penge og sendte familien mod asylcentret Sandholmlejren, hvor de søgte asyl som politisk forfulgte.
Min far var en blanding af James Bond og ... Dr. Evil
»Han var bare dejlig«, siger Nadia Nadim.
»Nogle gange tænker jeg over, hvad nu hvis det var en, der var sur og megauforstående, vi havde mødt den dag? Havde det haft en anden indflydelse på mit liv? Og det er jo det, man hele tiden skal tænke på, når der er folk, der kommer hertil. At man er med til at forme de mennesker med den måde, man møder dem på«, siger hun.
»Bananer, toast, cola eller bare et smil. Det er små ting. Men det har betydet, at jeg tænker, at jeg gerne vil være et menneske som ham. Stadigvæk«.
Man kan altid finde lys
Fra Sandholmlejren blev familien i maj 2000 flyttet til asylcentret Visse, der ligger i udkanten af Aalborg. Her skulle de vente på svar på, om de kunne få opholdstilladelse i Danmark. De fem piger og deres mor boede på to sammenhængende værelser.
»Min mor tabte sig vanvittig meget. Hun lignede noget, der var løgn. Helt tynd og med store sorte rande omkring øjnene. Hun havde jo ansvaret for os fem piger og vidste ikke, om vi ville få lov til at blive her«, siger Nadia Nadim.
»Den bekymring, det var jo ikke noget, hun fortalte os om. Men man skulle være blank for ikke at kunne se, hvordan hun havde det. Også fordi jeg kender min mor ret godt«.
For Nadia Nadim selv var oplevelsen en ganske anden.
»Jeg husker tiden i asylcentret som en af de lykkeligste i mit liv. Jeg kom fra alt det kaos, der havde været i mit liv, og jeg havde set ting, børn ikke skal se. Og landede så et sted, hvor der var fred, og hvor vi kunne være børn igen«, siger hun.
I asylcentret var der en miniklub og en maxiklub for børnene.
»Diana og jeg var i miniklubben, mens Giti var i maxiklubben. Nogle gange fik man så lov til at spille uno i maxiklubben, og det var så stort. Og cirka en gang om måneden var der en fællesaktivitet for børnene, hvor vi så en film eller sådan noget. Så det var faktisk ret hyggeligt. Og for mig var det også bare sådan: Fuck det, nu skal jeg spille fodbold«.
Nadia Nadim smiler.
»I længden er et asylcenter selvfølgelig ikke et sted, man gerne vil være. Uvisheden. Du aner ikke, hvad der kommer til at ske. Og du har ingen indflydelse på det. Du lærer alt muligt, som du måske aldrig kommer til at bruge«, siger hun.
»Men jeg tror også på, at du altid kan finde lys et sted. Og jeg tror, det er noget, jeg er god til: Uanset hvilken situation jeg er i, kan jeg altid få noget positivt ud af det«.
Taknemmelighed er et ord, der går igen, når Nadim taler om Danmark.
»Jeg kom fra et sted, hvor man ikke har ret mange rettigheder, til et sted, hvor alle døre står åbne«.
En del af noget større
Hver dag begyndte Nadia Nadim, hendes søster Diana og nogle af vennerne fra asylcentret at lægge vejen forbi boldbanerne ved skoven. Det var boldklubben GUG’s baner, og det var også her, hun fandt den flade bold, der blev til flere, da hun organiserede sine kammeraters eftersøgning efter bolde.
Med de nye sort-hvide skatte øvede asylcentrets børn sig hver dag og hver aften på de finter, de havde set fodboldspillerne lave på RTL og Eurosport i fjernsynet. Især Nadia og hendes søstre lavede stort set ikke andet. Prøvede at skrue en bold hen over taget. Prøvede at kaste sig efter bolden med samme kraft som den tyske målmand Oliver Kahn. Pressede hinanden. Straffede hinanden, hvis de ikke var gode nok. Hårdt.
En dag dristede Nadia Nadim og hendes lillesøster sig til at spørge en af trænerne fra GUG, om de måtte spille med på holdet. Og fik et ja. Den første kamp i klubben spillede Nadia Nadim i et par fodboldstøvler fra den lokale genbrugsbutik, der var for små. Og var lykkelig.
»Når du er på banen, betyder det egentlig ikke noget, hvem du er. Der er det fuldstændig ligegyldigt, om du har en baggrund, der ikke er dansk. Eller om du har en anden religion, du tror på. Eller kommer fra en anden kultur. Og det, synes jeg, er ret besnærende. Så snart du er på banen, er du en del af noget større«, siger hun.
Hun synes, det er ærgerligt, at der ikke bliver tænkt mere i at bruge sport som integration.
»Man kommer jo lynhurtigt ind i fællesskabet på den måde«, siger hun og knipser et par gange med begge hænder for at vise, hvor hurtigt det sker.
Jeg elsker, når jeg bliver sådan ... personligt vred på banen. For så glemmer jeg alt andet. Trætheden og alle de andre følelser forsvinder lige pludselig
»Se på mig. Jeg kunne knap nok noget dansk, da jeg begyndte at spille i klubben. Men det lærte jeg. Og der er jo ikke særlig meget kommunikation, der kræves, altså verbalt. Det er meget kroppen og fysikken – og tegn – man bruger. Og de få ting, man skal kunne sige, lærer man på dag to. Venstre. Højre. Ryk. Langt. Et. To. Boom ... Og så er du med«.
Nadia Nadim slår ud med hænderne. Som for at understrege, hvor simpelt det er. Ikke at det var ønsket om at blive hurtigt integreret, der trak asylcentrets 12-årige Nadia ned til banerne, understreger hun. Hun spillede, fordi det var sjovt.
»Men det har selvfølgelig været min vej til at lære sproget hurtigt og få nogle venner – og lære om kulturen også. Det var et chok for mig, at alle gik i bad sammen, foran alle, sådan helt nøgne. Men sådan nogle ting var man nødt til at blive vant til«.
Der er en indbygget logik i sport, der passer perfekt til integration, påpeger Nadia Nadim. Hun læner sig frem i stolen, som om hun skal forklare noget for en, der aldrig har forstået særlig meget om sport. Ikke en helt igennem forkert antagelse.
»På et hold prøver man altid at få det bedste ud af alle«, begynder hun og ser på mig.
»Og det prøver man på af en årsag: Man vil gerne vinde. Så alle skal være med. Alle skal løftes. Sådan er det på et hold. Og sådan kunne man se på de mennesker, der kommer til landet«, siger hun.
Nadia Nadim og hendes familie fik opholdstilladelse, da de havde boet syv måneder på asylcentret. De fejrede med at feste, spise god mad, danse. Nadia Nadim havde taget sit yndlingstøj på. En grøn fodboldtrøje fra centrets genbrugskasse.
Pigefnidder
Da Ekstra Bladet i 2003 arrangerede skolefodboldturnering, var Nadia Nadim fra 9. klasse på Skørping Skole i Nordjylland udtaget. Som den eneste pige i landet. Efter den første kamp bragte avisen en reportage.
»Sat på plads af afghansk pige. Pigespillere på drengehold er ikke noget exceptionelt syn i skolefodboldturneringen, men det hører ikke til hverdagen, at de løber med al opmærksomheden«, lød det i artiklen. Som fortsatte:
»I hvert fald ikke på samme måde som Nadia Nadim. Sammen med sine mere maskuline holdkammerater fra Skørping Skole i Nordjylland kæmpede hun sig videre til anden runde i turneringen med en sejr på 2-0 over Gug Skole fra Aalborg (...) den afghanske pige spillede en central rolle på holdet, cementerede sejren med kampens anden scoring og blev bagefter tildelt en fidusbamse for sin store præstation«.
Fidusbamsen gik til kampens bedste spiller. Gennem barndommen og ungdommen spillede Nadia Nadim altid meget med drengene.
»Jeg har altid syntes, at drengene har spillet mere med åbne kort. Respekten over for hinanden og for det, man kan, kommer naturligt, og hvis der er nogen, der ikke kan lide dig, siger de det ligeud«, siger hun.
»Det respekterer jeg sindssygt meget. ’Super, jeg kan heller ikke lide dig’, kan man så sige, high five!«.
Nadia Nadim griner og løfter hånden.
»Jeg har haft sværere med det der pigefnidder, som jeg senere fandt ud af eksisterede i mange af de klubber, jeg har spillet i«.
