Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Emma Line Sejersen (Kollage)
Foto: Emma Line Sejersen (Kollage)

Nadia Nadim har altid haft en følelse af være nødt til at gøre det lidt bedre end de andre på holdet. Måske på grund af sin hudfarve, måske fordi hun er født i et andet land. »Men jeg ser det ikke som noget negativt, for det har været med til at gøre mig til den, jeg er. Det har fået mig til at tænke: »Okay, nu skal jeg vise dem. Nu skal jeg gøre det endnu bedre næste gang««.

Nadia Nadim fortæller om sit usædvanlige liv i ny kontroversiel bog: »Det var et chok for mig, at alle gik i bad sammen, foran alle, sådan helt nøgne«

Nadia Nadims far var general i Afghanistan. Han var kærlig. Når han ikke slog. Eller stod på altanen med en ladt riffel som en del af børneopdragelsen. Hun har måttet lære at bruge sit temperament konstruktivt. I en ny selvbiografi fortæller hun historien om sit liv. Om at blive første flygtning på landsholdet og en af Danmark største stjerner. Og om at være sig selv »100 procent«. Uanset hvem der så tror, de bestemmer over hende.

Nadia Nadim fandt bolden i skovbunden tæt ved banerne. Et vildskud havde formentlig bragt den herind, ind mellem træerne, og her havde den ligget så længe, at den nu var gammel og flad. Men det var en rigtig fodbold.

En fodbold som den, de professionelle fodboldspillere sparkede til på de tyske tv-kanaler, hun og de andre børn på asylcentret samledes omkring. En fodbold af læder. Ikke af skumgummi som den orange bold, de ellers havde løbet rundt efter i græsset, og som var alt for let.

Hun tog den med hjem, samlede de andre børn omkring sig og forklarede dem sin plan. Hvis der var én bold, var der nok flere. De aftalte sammen at eftersøge terrænet bag fodboldbanerne. Blev ved i flere timer.

Da børnene den dag vendte tilbage til asylcentret Visse nogle kilometer uden for Aalborg, havde de sække med fodbolde med sig. De havde fundet ikke mindre end 23 bolde, som de havde slæbt med ned til klubben, der spillede på banerne, og vist frem. Klubben ville beholde de dyreste og nyeste bolde selv. De gamle bolde måtte børnene få.

På asylcentret holdt et af børnene en flad bold fast, mens et af de andre langsomt fik mast luft ind i ventilen. De brugte centrets cykelpumpe, så øvelsen var svær, men det lykkedes. Og så stod de med det, de havde drømt om. Det, hun havde drømt om. En bold, man kunne sparke hårdt til. En fodbold, man kunne drømme sig ind i fremtiden med.

»Det var ligesom juleaften, og vi var helt oppe at køre. Vi jublede«, fortæller Nadia Nadim.

Hun sidder på det hotelværelse, hun deler med en af sine holdkammerater fra det danske kvindelandshold.

»Vi var helt sådan: Kan vi beholde dem her? Det kan jo ikke passe! Men det måtte vi«.

De to senge står tæt på det lille hotelværelse, et håndklæde tørrer i vindueskarmen, og udenfor suser formiddagstrafikken på en af indfaldsvejene mod København.

»Sindssygt flot udsigt. Vejen er ... meget fascinerende«, joker Nadia Nadim og lukker vinduet.

Det er første dag på den landsholdslejr, spillerne skal være sammen på de næste 12 dage, fordi de skal spille to kampe, der forhåbentlig vil sikre Danmark billet til verdensmesterskabet i fodbold i 2019.

Hun har endnu ikke skiftet til sin røde spillertrøje. Silkeskjorten blomstrer oven for de hullede sorte jeans, fødderne er stukket i lyserøde glimmersandaler, og det mørke hår står ud fra hende som stråler, når hun pludselig knækker sammen i grin – oftest for at tage luften ud af noget, hun selv har sagt – mens hun kaster håndtegn og engelske slagord ind i sit syngende sprog, der bærer både indvandrerpigen og Nordjylland i sig:

»I was born with it!«, som hun siger, når man spørger, hvor hendes påfaldende selvtillid kommer fra.

»I was like, damn! I got this!«.

Da Nadia Nadim fik sin første fodbold i Danmark, var hun 12 år gammel og flygtet fra det krigshærgede Afghanistan, hvor hendes far var blevet henrettet.

Hun boede på asylcentret sammen med sin mor og sine fire søstre, Giti, Diana, Muskan og Mudja, og ingen vidste, om de ville få lov til at blive i Danmark.

Historien om Nadia Nadim er historien om et liv, der er usædvanligt på usædvanlig mange måder.

Det er historien om generalens datter, der voksede op i rigdom i Afghanistan og endte på flugt med intet andet end sin mor og sine søstre omkring sig.

Det er historien om en pige, der spillede fodbold hele tiden, på et tidspunkt, hvor kun få piger gjorde det, og var bedre end drengene, alle drengene.

Jeg vil gerne være sådan et menneske. Et menneske, der gør en forskel

En historie om en muslimsk pige, som klippede sig korthåret og insisterede på at gå sin egen vej i stedet for at leve op til forventningerne om at være den smukke og gode afghanske datter, der skulle afsættes til en passende ægtemand. En ung kvinde, der blev den første flygtning på det danske landshold.

Men først og fremmest er det historien om at blive en del af en kultur – og samtidig turde være den, man er.

I næste uge udkommer biografen ’Nadia Nadim – min historie’. Vi sidder sammen på hotelværelset for at finde ud af, hvad hendes historie har lært hende. Og hvad hun kan give videre.

For én ting ved Nadia Nadim:

»Jeg plejer altid at sige, at små ting kan gøre en kæmpeforskel for andre. Jeg vil gerne være sådan et menneske«, siger hun.

»Et menneske, der gør en forskel«.

Vreden

Fra sin opvækst har hun forstået noget om vrede. Nadia Nadim har arvet et viltert temperament fra en far, der nok gav retning, men som også var voldelig og utilregnelig, og hun har lært at bruge det temperament til noget godt i stedet. Hun har fået sin del gule og røde kort i sin tid som fodboldspiller. Hun har set sin del fornærmede dommere. Men hun har også scoret afsindig mange mål i sin tid som angriber.

»Vreden er en af de mest magtfulde følelser, du kan have i dig. Den kan overskygge alt andet. Så hvis du kan kanalisere den mod noget konstruktivt, er den et vanvittigt middel til at nå dine mål. Men det er noget, jeg har skullet lære med tiden. For det kan gå begge veje. Enten kan vreden være det, der får dig helt ned med nakken, eller også kan den bygge dig op som person«, siger Nadia Nadim.

»Jeg elsker, når jeg bliver sådan ... personligt vred på banen. For så glemmer jeg alt andet. Trætheden og alle de andre følelser forsvinder lige pludselig. Og så er jeg bare i den følelse. Helt rent«.

Hun smiler.

»Jeg kan huske, da vi spillede pige-DM, og jeg kunne være så vred, at jeg stortudede i halvlegen. Og så gik jeg ud og scorede hattrick i næste halvleg. Det siger jo meget om, hvad man kan bruge sin vrede til. Hvis man lærer den at kende«.

Den klassiske forventning til kvinder er ellers, at vi skal tæmme vores vrede?

»Ja, men det er noget andet, det handler om. Jeg har i stedet lært ikke at bruge vreden på andre. Jeg bruger den for mig selv«.

James Bond og Dr. Evil

Nadia Nadim voksede op i en stor lejlighed i den afghanske hovedstad, Kabul. Med fine italienske møbler og kontanter gemt i køkkenskufferne. På græsplænen foran huset satte børnene hjemmebyggede drager op og konkurrerede om at have den største og den flotteste. Men det var en afgrænset verden, Nadia Nadim og hendes søstre måtte færdes i, for opvæksten var præget af forældrenes frygt for, at børnene skulle blive kidnappet.

Emma Line Sejersen
Foto: Emma Line Sejersen

Nadia Nadim på Valby Stadion under træningen med landsholdet i mandags. Når hun ikke spiller for Danmark, spiller hun i den britiske klub Manchester City. En klub med mange regler, mener Nadim. Og med høje forventninger til spillerne, som skal være i klubben mange timer om dagen. De seneste fire måneder har ikke været helt så nemt, for holdet har ikke vundet de kampe, som de skulle. Men det kommer, mener hun.

Hendes far var udnævnt til general af landets kommunistiske præsident, Najibullah, han var magtfuld, og familien var velhavende. Moren var i gang med at uddanne sig til ingeniør, da hun mødte Nadias far, men efter hans ønske blev hun lærer, for det var bedst for gifte kvinder at arbejde med børn, mente han.

»Min far var en blanding af James Bond og ... Dr. Evil«, konstaterer Nadia Nadim.

Nogle dage legede han med sine døtre, brydelege på tæppet, kærligt, sjovt. Det var også ham, der viste Nadia og hendes storesøster Giti, hvordan man bruger en fodbold, hvordan man dribler. Andre dage slog han, så blå mærker bagefter blomstrede frem på pigerne. Og på deres mor.

Da en dreng fra kvarteret en dag havde stukket Nadia og Giti en øretæve, bad faren sin ældste datter om at forsvare familiens ære. Man skulle ikke lægge hånd på generalens døtre. Han viste hende, hvordan hun skulle placere en livrem om halsen på drengen, stramme til og kaste ham til jorden. Imens ville faren selv stille sig ud på terrassen, så ingen voksne blandede sig. Med en riffel.

»Så vild en historie. Crazy ...«, siger Nadia Nadim og dukker hovedet en anelse.

»Jeg tænker faktisk ikke så meget på min far. Det er så lang tid siden ... Men jeg håber da, at han ville have været stolt over, at hans børn klarer sig okay i livet«.

Hun blev født i 1988 i et Afghanistan, der var ramt af borgerkrig, mens Nadia Nadim voksede op. En krig, der rykkede tættere og tættere på, og som sendte familien ned i kælderens beskyttelsesrum, når mortergranaterne eksploderede det fjerne.

I 1992 nåede den islamiske krigerbevægelse Mujahedinerne frem til hovedstaden. Præsidenten trådte tilbage, Afghanistan forvandlede sig til en islamisk stat, og imens ændrede familien Nadims situation sig drastisk. Faren blev arresteret og fængslet i månedsvis, vendte så hjem igen, men udmagret og knækket, og kun i kort tid.

Det var den islamiske bevægelse Taleban, der løslod faren, muligvis ved et tilfælde, mens de satte andre fanger fri. Taleban havde vokset sig stor i borgerkrigens kaos af koalitioner og magtkampe, de kidnappede den tidligere præsident og trak ham efter sigende hans forslåede lig gennem byens gader for til sidst at slænge ham op på en central plads i byen.

Det blev også talebanerne, der hentede Nadia Nadims far igen en dag. Og henrettede ham.

»De efterlod hans lig til de vilde dyr«, fortæller Nadia Nadim i bogen.

Hendes mor, der før krigen kunne gå frit rundt og klæde sig, som hun ville, skulle nu gå i burka og måtte kun færdes i gaderne i følgeskab med en mand fra familien. Selv om det nu var forbudt for kvinder at arbejde, holdt hun fast og underviste børn i det skjulte for at bekæmpe analfabetisme. Men hun og hendes fem døtre måtte flytte fra sted til sted for at være i sikkerhed, og til sidst besluttede hun sig for at flygte med sine børn.

Den dejlige betjent

At det blev Danmark, Nadia Nadim havnede i, var en tilfældighed. Flugten gik fra Afghanistan til Pakistan over Milano og med kurs mod Storbritannien. Turen gennem Europa foregik i lastrummet på en lastbil, hvor de fem piger og deres mor var gemt mellem en masse kasser. Da de trætte og sultne væltede ud af lastbilen, var de ikke i Storbritannien, men i Danmark. Chaufføren hentede benzin og bad dem vente, men moren blev urolig og forlod stedet med sine døtre.

Kort tid efter havde familien fundet frem til politistationen i Randers, og her blev en jysk betjent det første møde med det Danmark, der med tiden også blev deres.

Moren talte engelsk med betjenten, han var lyttende, forstående og hjælpsom, og han købte bananer, mælk, toastbrød og colaer til Nadia Nadim og hendes søstre, der stort set ikke havde fået noget at spise i tre dage. Han hjalp dem med togbilletter, gav moren lidt penge og sendte familien mod asylcentret Sandholmlejren, hvor de søgte asyl som politisk forfulgte.

Min far var en blanding af James Bond og ... Dr. Evil

»Han var bare dejlig«, siger Nadia Nadim.

»Nogle gange tænker jeg over, hvad nu hvis det var en, der var sur og megauforstående, vi havde mødt den dag? Havde det haft en anden indflydelse på mit liv? Og det er jo det, man hele tiden skal tænke på, når der er folk, der kommer hertil. At man er med til at forme de mennesker med den måde, man møder dem på«, siger hun.

»Bananer, toast, cola eller bare et smil. Det er små ting. Men det har betydet, at jeg tænker, at jeg gerne vil være et menneske som ham. Stadigvæk«.

Man kan altid finde lys

Fra Sandholmlejren blev familien i maj 2000 flyttet til asylcentret Visse, der ligger i udkanten af Aalborg. Her skulle de vente på svar på, om de kunne få opholdstilladelse i Danmark. De fem piger og deres mor boede på to sammenhængende værelser.

»Min mor tabte sig vanvittig meget. Hun lignede noget, der var løgn. Helt tynd og med store sorte rande omkring øjnene. Hun havde jo ansvaret for os fem piger og vidste ikke, om vi ville få lov til at blive her«, siger Nadia Nadim.

»Den bekymring, det var jo ikke noget, hun fortalte os om. Men man skulle være blank for ikke at kunne se, hvordan hun havde det. Også fordi jeg kender min mor ret godt«.

For Nadia Nadim selv var oplevelsen en ganske anden.

»Jeg husker tiden i asylcentret som en af de lykkeligste i mit liv. Jeg kom fra alt det kaos, der havde været i mit liv, og jeg havde set ting, børn ikke skal se. Og landede så et sted, hvor der var fred, og hvor vi kunne være børn igen«, siger hun.

I asylcentret var der en miniklub og en maxiklub for børnene.

»Diana og jeg var i miniklubben, mens Giti var i maxiklubben. Nogle gange fik man så lov til at spille uno i maxiklubben, og det var så stort. Og cirka en gang om måneden var der en fællesaktivitet for børnene, hvor vi så en film eller sådan noget. Så det var faktisk ret hyggeligt. Og for mig var det også bare sådan: Fuck det, nu skal jeg spille fodbold«.

Nadia Nadim smiler.

Emma Line Sejersen
Foto: Emma Line Sejersen

»I længden er et asylcenter selvfølgelig ikke et sted, man gerne vil være. Uvisheden. Du aner ikke, hvad der kommer til at ske. Og du har ingen indflydelse på det. Du lærer alt muligt, som du måske aldrig kommer til at bruge«, siger hun.

»Men jeg tror også på, at du altid kan finde lys et sted. Og jeg tror, det er noget, jeg er god til: Uanset hvilken situation jeg er i, kan jeg altid få noget positivt ud af det«.

Taknemmelighed er et ord, der går igen, når Nadim taler om Danmark.

»Jeg kom fra et sted, hvor man ikke har ret mange rettigheder, til et sted, hvor alle døre står åbne«.

En del af noget større

Hver dag begyndte Nadia Nadim, hendes søster Diana og nogle af vennerne fra asylcentret at lægge vejen forbi boldbanerne ved skoven. Det var boldklubben GUG’s baner, og det var også her, hun fandt den flade bold, der blev til flere, da hun organiserede sine kammeraters eftersøgning efter bolde.

Med de nye sort-hvide skatte øvede asylcentrets børn sig hver dag og hver aften på de finter, de havde set fodboldspillerne lave på RTL og Eurosport i fjernsynet. Især Nadia og hendes søstre lavede stort set ikke andet. Prøvede at skrue en bold hen over taget. Prøvede at kaste sig efter bolden med samme kraft som den tyske målmand Oliver Kahn. Pressede hinanden. Straffede hinanden, hvis de ikke var gode nok. Hårdt.

En dag dristede Nadia Nadim og hendes lillesøster sig til at spørge en af trænerne fra GUG, om de måtte spille med på holdet. Og fik et ja. Den første kamp i klubben spillede Nadia Nadim i et par fodboldstøvler fra den lokale genbrugsbutik, der var for små. Og var lykkelig.

»Når du er på banen, betyder det egentlig ikke noget, hvem du er. Der er det fuldstændig ligegyldigt, om du har en baggrund, der ikke er dansk. Eller om du har en anden religion, du tror på. Eller kommer fra en anden kultur. Og det, synes jeg, er ret besnærende. Så snart du er på banen, er du en del af noget større«, siger hun.

Hun synes, det er ærgerligt, at der ikke bliver tænkt mere i at bruge sport som integration.

»Man kommer jo lynhurtigt ind i fællesskabet på den måde«, siger hun og knipser et par gange med begge hænder for at vise, hvor hurtigt det sker.

Jeg elsker, når jeg bliver sådan ... personligt vred på banen. For så glemmer jeg alt andet. Trætheden og alle de andre følelser forsvinder lige pludselig

»Se på mig. Jeg kunne knap nok noget dansk, da jeg begyndte at spille i klubben. Men det lærte jeg. Og der er jo ikke særlig meget kommunikation, der kræves, altså verbalt. Det er meget kroppen og fysikken – og tegn – man bruger. Og de få ting, man skal kunne sige, lærer man på dag to. Venstre. Højre. Ryk. Langt. Et. To. Boom ... Og så er du med«.

Nadia Nadim slår ud med hænderne. Som for at understrege, hvor simpelt det er. Ikke at det var ønsket om at blive hurtigt integreret, der trak asylcentrets 12-årige Nadia ned til banerne, understreger hun. Hun spillede, fordi det var sjovt.

»Men det har selvfølgelig været min vej til at lære sproget hurtigt og få nogle venner – og lære om kulturen også. Det var et chok for mig, at alle gik i bad sammen, foran alle, sådan helt nøgne. Men sådan nogle ting var man nødt til at blive vant til«.

Der er en indbygget logik i sport, der passer perfekt til integration, påpeger Nadia Nadim. Hun læner sig frem i stolen, som om hun skal forklare noget for en, der aldrig har forstået særlig meget om sport. Ikke en helt igennem forkert antagelse.

»På et hold prøver man altid at få det bedste ud af alle«, begynder hun og ser på mig.

»Og det prøver man på af en årsag: Man vil gerne vinde. Så alle skal være med. Alle skal løftes. Sådan er det på et hold. Og sådan kunne man se på de mennesker, der kommer til landet«, siger hun.

Nadia Nadim og hendes familie fik opholdstilladelse, da de havde boet syv måneder på asylcentret. De fejrede med at feste, spise god mad, danse. Nadia Nadim havde taget sit yndlingstøj på. En grøn fodboldtrøje fra centrets genbrugskasse.

Pigefnidder

Da Ekstra Bladet i 2003 arrangerede skolefodboldturnering, var Nadia Nadim fra 9. klasse på Skørping Skole i Nordjylland udtaget. Som den eneste pige i landet. Efter den første kamp bragte avisen en reportage.

»Sat på plads af afghansk pige. Pigespillere på drengehold er ikke noget exceptionelt syn i skolefodboldturneringen, men det hører ikke til hverdagen, at de løber med al opmærksomheden«, lød det i artiklen. Som fortsatte:

»I hvert fald ikke på samme måde som Nadia Nadim. Sammen med sine mere maskuline holdkammerater fra Skørping Skole i Nordjylland kæmpede hun sig videre til anden runde i turneringen med en sejr på 2-0 over Gug Skole fra Aalborg (...) den afghanske pige spillede en central rolle på holdet, cementerede sejren med kampens anden scoring og blev bagefter tildelt en fidusbamse for sin store præstation«.

Fidusbamsen gik til kampens bedste spiller. Gennem barndommen og ungdommen spillede Nadia Nadim altid meget med drengene.

»Jeg har altid syntes, at drengene har spillet mere med åbne kort. Respekten over for hinanden og for det, man kan, kommer naturligt, og hvis der er nogen, der ikke kan lide dig, siger de det ligeud«, siger hun.

»Det respekterer jeg sindssygt meget. ’Super, jeg kan heller ikke lide dig’, kan man så sige, high five!«.

Nadia Nadim griner og løfter hånden.

»Jeg har haft sværere med det der pigefnidder, som jeg senere fandt ud af eksisterede i mange af de klubber, jeg har spillet i«.

Emma Line Sejersen
Foto: Emma Line Sejersen

Nadia Nadim og søsteren Giti begyndte at spille i klubben B52 i Aalborg. Egentlig sagde deres mor først nej, for hun havde ikke råd til at betale togbilletten for pigerne, når de skulle til træning. Men da klubben lovede at sørge for transporten, kørte det.

I anden sæson scorede hun over 200 mål.

Tillid til pigerne

»Nadia skal lære, at hun ikke skal provokere dommeren, selv om hun føler sig uretfærdigt behandlet«. JP Århus, 2007

»Fremme i front kæmpede Nadia Nadim med sit sædvanlige arbejdsraseri«. Jp.dk, 2007

Som 19-årig spillede Nadia Nadim for den aarhusianske klub Skovbakken. I medierne var hun:

Fodboldtalentet Nadia Nadim.

Angrebsstærke Nadia Nadim.

Topscoreren Nadia Nadim.

Målmaskinen Nadia Nadim.

Hun var flyttet til Aarhus med sin familie, fordi moren havde større mulighed for at få arbejde i en større by. I weekenden stod Nadia Nadim og lillesøsteren Diana op kl. 3.15 for at gå med aviser. Og var hjemme igen kl. 8. Om lørdagen skulle Nadia Nadim til træning bagefter.

Familien boede i en lejlighed i det sociale boligbyggeri Rosenhøj, hvor der var mange indvandrerfamilier.

»Der var rigtig mange børn, som var sindssygt dygtige til at spille fodbold, men de var ikke en del af en klub, fordi forældrene ikke ville betale de 200 kroner i kontingent. Og det er så ærgerligt, for det vil de forældre ikke, fordi de ikke ved, hvor meget de får tilbage«, siger hun.

Mange børn faldt igennem nettet, fordi forældrene ikke havde fokus på at få dem integreret. »Rigtig mange«, siger Nadia Nadim.

Det var derfor, hun som 19-årig startede klubben Athletic South for børnene i Rosenhøj sammen med sin ven Samsor, fortæller hun.

»Vi tænkte, at hvis børnene fik øjnene op for, hvad sporten kan gøre, ville de også komme væk fra gaden og balladen og ikke kede sig så meget«.

Det var et chok for mig, at alle gik i bad sammen, foran alle, sådan helt nøgne

På under et år gik Athletic South fra at have 4-5 spillere til 217 spillere, de fleste børn fra boligkvarteret. Nadia Nadim var boss.

»Nej, jeg var præsident!«, siger hun, griner og slår hænderne sammen.

I begyndelsen var præsidenten klubbens eneste pige. Men det ændrede sig. Hurtigt kunne de træne et rent pigehold med somaliske, afghanske, irakiske og danske piger.

Efter træning i Skovbakken plejede Nadia Nadim at tage bussen hjem, gå over broen, forbi tankstationen og lagde så vejen forbi boligblokkenes sportsplads, før hun gik hjem til lejligheden. Når hun droppede tasken for at spille med, var banen stadig oftere fuld af piger.

»Det var piger, som vi trænede, men som nu spillede selv. Altså bare for sjov. Klokken 8 om aftenen. Det var faktisk nok noget af det største, jeg selv føler, jeg har opnået i mit liv. Det gjorde mig så stolt«, siger Nadia Nadim.

Hvorfor?

»Fordi jeg har jo selv mærket, hvordan det var, dengang jeg måtte skjule mig for ikke at blive set, fordi jeg spillede fodbold med drengene«, siger hun.

»Pigernes forældre begyndte at komme hen til mig og spørge, om deres datter kunne træne. Forældre, som før ville have sagt nej til, at deres døtre måtte gå til fodbold. Jeg følte, at vi havde været med til at ændre deres synsvinkel«.

Nadia Nadim beskriver sin mor som »ret liberal«. Men hun kender alt for godt forventningerne til afghanske piger.

Mens Nadia Nadim voksede op, blev hun mødt med undren fra det afghanske miljø, særligt kvinderne, der havde svært ved at acceptere en ung pige, som klippede sit hår af, så det ikke var i vejen på fodboldbanen. Som gik drenget klædt, og spillede fodbold med drengene. Ikke med henblik på at blive gift med en af dem, men for at blive bedre.

Hun har forsøgt at tackle den sociale kontrol i det afghanske miljø på forskellige måder. Den ene var at gemme sig, når hun spillede fodbold udenfor, så hun ikke blev opdaget af sin mors veninder. Den anden var at klæde sig feminint på, når det var ønsket, for at undgå spørgsmål om, hvad der dog skulle blive af hende. Hun tog sit »panser mod de mest irriterende spørgsmål på yderst«, som der står i bogen.

»Det er mere accepteret, at indvandrerdrenge gør, hvad de vil«, siger Nadia Nadim på hotelværelset.

»Og jeg har aldrig forstået konceptet, tror jeg. Hvorfor? Fordi de er drenge? Men sådan er det. Og man ser det også blandt danske børn, tror jeg. Hvis en dreng sover med mange piger, er han ... wow, player! Han er charmetrold. Hvis en pige gør det, er hun billig. Og det minder om det, jeg har set i indvandrerkredse. Der er det bare mere ekstremt«.

Hvad skal forældre til indvandrerpiger gøre anderledes, synes du?

»Selvfølgelig skal man ikke glemme sine rødder, sin kultur eller sine traditioner. Men forældrene skal lære at vise deres piger større tillid. De er bange for, at pigerne vil gøre noget, de ikke må, eller at der vil ske dem noget. Og tror, at hvis de viser pigerne tillid, vil de misbruge den. Men oftest er det jo omvendt. Jo mere strengt det hele er, jo større behov har man for at bryde ud«.

I Nadia Nadims eget liv indså hendes mor på et tidspunkt, at datteren ikke skulle den vej, morens veninder ønskede. Og som hun måske selv ønskede.

»Min mor viste mig netop tillid. Tillid til, at det, jeg gjorde, var det rigtige for mig. Mere skulle der ikke til«.

Første flygtning på landsholdet

Athletic South var en succes, men klubben eksisterede ikke så længe. Da Nadia Nadim for alvor fik travlt med sin fodboldkarriere, prøvede hun og hendes ven Samsor først at få nogle af de ældre børn til at træne de yngre. Og det fungerede okay. Men i weekenderne, når klubbens børn skulle køres til stævner, var det altid hende selv og Samsor, der måtte stille op. Og til sidst måtte klubben lukke ned.

»Vi havde drømt om, at forældrene også blev en del af det. På de hold, jeg har været på, har jeg jo set, hvordan de danske forældre altid var der. I halvlegen fik man lige lidt vandmelon eller saftevand, forældrene var der, fordi de syntes, det var hyggeligt og et fællesskab. Og det var dét, vi gerne ville skabe«.

Hvad er pointen med at være et menneske, hvis vi skal være ens?

På hotellet er unge kvinder med stærke ben og sorte Hummel-tasker tjekket ind i receptionen i små grupper i løbet af de seneste timer. Nadia Nadim skal snart mødes med kvindelandsholdet. Lægge sin egen blomstrede skjorte og repræsentere Danmark. Vi aftaler at mødes et par timer senere.

Hun har spillet 79 kampe for landsholdet og var med til at skrive sportshistorie, da hun blev udtaget første gang.

Først, fordi DBU kæmpede en hård kamp mod Fifa for at skaffe Nadia Nadim en dispensation fra en regel, der sagde, at hun – som blev dansk statsborger i 2008 – først måtte spille på landsholdet, 5 år efter hun havde skiftet statsborgerskab. En kamp, som DBU vandt. Derefter, fordi hun dermed blev den første flygtning på det danske landshold.

Dengang var der nærmest ingen danskere, der vidste, hvornår kvindelandsholdet spillede landskamp. Nu dukker der en masse mennesker op, når holdet træner.

Det store folkelige gennembrud kom sidste år under europamesterskabet. Da de danske kvinder endte med at vinde sølv, var Rådhuspladsen i København et hav af flag og jublende danskere, der hyldede de nye helte.

»Det er jo sindssygt, så mange mennesker der er«. Nadia Nadim i Ekstra Bladet, 8. august 2017

Hård i filten

Efter frokost på hotellet er Nadia Nadims mørke hår samlet i en stram hestehale. Hun er i sorte shorts og rød spillertrøje, og de lyserøde glimmersandaler, hun havde på i formiddags, er fyldt ud af fødder i tykke hvide tennissokker.

Det er, som om den unge kvinde går anderledes, efter hun er trukket i trøjen. Tungere. Kaster kroppen lidt mere fra side til side, når hun går. I det hele taget virker hun lidt mere hård i filten, også når hun taler, så man godt kunne få den tanke, at det også er noget, hun tager på. Noget af det, der gør en spiller god på banen.

»Jeg er ikke fan af møder, to be honest«, fortæller hun, da hun er dumpet ned i en sofa i receptionen.

Vi går udenfor og fotograferer. Nadia Nadim går i det høje græs, hvor solen slår hvide flimrende striber ned gennem træerne. Hun er »ret akavet« på billeder. Siger hun. Og ser stærk og smuk ud, uanset hvad fotografen beder hende om.

Bagefter mødes Nadia Nadim med en fyr fra DBU, der skal interviewe hende til et såkaldt profilinterview.

»Nadia, hvad kendetegner en god angriber«, spørger DBU-fyren.

Svaret falder med det samme.

»En god angriber er en, der kan skabe sine egne chancer, sine egne mål«.

Seje Nadim

»Jeg fik Nadim!«, råber en pige på Valby Stadion.

Emma Line Sejersen
Foto: Emma Line Sejersen

Nadia Nadim og resten af kvindelandsholdet har skrevet autografer, før de skal træne på banen. Der er offentlig adgang til træningen, og denne mandag er især en masse piger mødt op.

Piger med hestehaler og fodboldtrøjer, solbrune ben og store fortænder, nogle af dem med bøjle på. Isabella, Edith og Dicte drømmer alle sammen om selv at komme på landsholdet.

Sarina Nazary er lige blevet 11. Hun kommer fra Iran. Drømmer om at spille for Real Madrid.

»Det sejeste ved Nadim ... er, at hun næsten kommer fra det samme land som mig. Så er det sejt, at hun kan spille så godt fodbold«, siger hun.

Ude på banen varmer landsholdet op. De løber sidelæns, mens de svinger med armene. Det hedder krydsløb, forklarer 12-årige Emily Daod mig.

»Så hoften ikke går ud af led, når de sparker«.

Efter at landsholdet vandt sølv ved EM, får hun og de andre piger mere opmærksomhed, når de spiller fodbold med drengene i skolen, fortæller hun. Fordi de bliver sammenlignet med de professionelle.

»Jeg får tit at vide, at jeg kan blive lige så god som Nadia Nadim. Fordi jeg dribler tit og laver finter som hende. Så kan man lige holde sit hoved lidt højere«.

Nadia Nadim har foldet ærmerne på sin røde T-shirt op, så hendes overarme er blottet. Det er hun den eneste spiller på banen, der har gjort. Da hun var yngre, klippede hun elastikkanten af sine gamle trusser og syede pandebånd af dem, som hun kunne have på, når hun spillede. Hun lavede også svedarmbånd af gamle tennissokker.

Da Nadia Nadim var i USA, følte hun sig hjemme, fortæller hun på hotelværelset.

»De dyrker det med at være anderledes. Da jeg begyndte at spille i USA, kom jeg fra Fortuna Hjørring, hvor folk, hvis jeg løb alene på banen, sagde: »Hun tror, hun er en diva. Hun gider ikke løbe sammen med holdet«. Eller jeg fik at vide, at jeg ikke skulle drible så meget. I USA sagde de: »Det, du gør, er superfedt. Det skal du bare køre videre med. Det er det, der gør dig god««, siger hun.

Da Nadia Nadim selv var barn, var hun vild med håndboldspilleren Anja Andersen.

»Jeg glemmer aldrig dengang, hvor hun havde tapet sin fuckfinger sammen med en anden finger, fordi hun vidste, at hun ikke ville kunne styre den på banen. Jeg tænkte: Wow, så fedt! Hun er en af de få atleter i Danmark, som ikke har givet en fuck for, hvad der blev sagt om hende. Hun vidste, at det, hun gjorde, var det rigtige«.

Et andet forbillede er den svenske fodboldstjerne Zlatan.

Emma Line Sejersen
Foto: Emma Line Sejersen

»Også selv om jeg har hørt, at han nogle gange er en kæmpe bastard. Jeg kan godt lide de typer, der tør at være sig selv. 100 pct. Selv om det er ikke altid nemt ... Jeg hader at være ligesom alle andre. Hvad er så pointen«, spørger hun.

Pointen?

»Ja, hvad er pointen med at være et menneske, hvis vi skal være ens? Jeg kan godt forstå, at man kan arbejde mod et fælles mål. Men jeg mener, man skal bruge forskellighederne til at nå de mål. Jeg har altid haft brug for at gå min egen vej«.

Nadia Nadim tænker lidt. Smiler så.

»Og noget må jeg jo have gjort rigtigt«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden