Min datter bad mig for nylig om et forstørrelsesglas. Hun er kun 5 år, og jeg synes, det var så morsomt et ønske, at jeg ikke kunne vente til hendes fødselsdag. Jeg købte det i en antikshop forleden, og med det samme kunne jeg se, hvor glad hun blev. Nu kigger hun på mig gennem glasset og siger, hvor gigantiske mine øjne er, og hvor stor min næse er. Det sidste er vist uden brug af forstørrelsesglasset, ha ha.
Da jeg var lille, var jeg også helt vild med forstørrelsesglas. Dengang viste min farfar i Iran mig, hvordan man kunne opfange solens varme og energi, og jeg husker tydeligt at sidde i haven og prøve at fange solstrålerne. Pludselig forvandlede de sig til ild, og det var enormt fascinerende. Forstørrelsesglas minder mig derfor altid om solen og barndomsminderne i Iran før revolutionen, hvor alting stadig var godt. Og at alle – ligegyldigt hvor og hvem de er – altid kan fange solen.
Som barn var det nærmest magisk, hvordan alt pludselig blev så tydeligt og interessant igennem glasset.
Og desværre synes jeg, vi glemmer at tage det med os i livet. At se de detaljer, vi måske ikke lige opdager med det blotte øje. Det vil jeg gerne lære min døtre. At der er meget mere end bare overflader her i livet, og at vi ikke skal tage overskrifterne for gode varer. I stedet håber jeg, de prøver at vende det hele på hovedet og opdager alle de underlige og unikke virkeligheder, de ikke lige regnede med. Ellers gror vi fast i vores gamle vaner og tankemønstre, rører os ikke ud af stedet og bliver til sten med hastigt voksende mos på.
Det er en skam, når mange opfatter deres førstehåndsindtryk som det eneste rigtige, og det generer mig virkelig i vores samfund. At vi vinker farvel til forstørrelsesglasset og ikke prøver at forstå, hvordan det egentlig hænger sammen. At vi ikke ser, hvor mange vidunderlige nuancer der faktisk er, når man kommer helt tæt på.
Jeg tænker, at min datter og jeg skal begynde vores opdagelse i vores have i Birkerød. Der er så mange mærkelige planter og insekter, som jeg selv blev så fascineret af som barn – som pludselig at blive suget ind i et helt andet univers. Især om sommeren er det jo vanvittig dejligt. Det er enormt livsbekræftende at se græsset gro og se blomsterbede, der går fra tørre, grå gravpladser til et paradis af liv og eksplosion af farver i løbet af bare nogle få uger.
Det er virkelig vigtigt for mig, at solen skinner, og derfor prøver jeg at gemme noget af solens energi til de mørke vinterdage. Jeg er ekstremt elendig til det, og nogle gange ryger jeg ned i et hul. Men jeg prøver virkelig at have in mente, at selv om nogle dage eller livsperioder virker vinteragtige og mørke, så kommer sommeren igen. Det må være en træningssag for hjernen, tænker jeg, og for mig hjælper det at smile og grine en masse, fortælle historier og give slip på mig selv.
fortsæt med at læse
