Anden gang jeg mødes med Mia Lyhne, er en sen eftermiddag, så vi kan nå at snakke over en bid mad i Tivoli, inden hun skal over i Glassalen og spille ’Mor og far sidder i Grøften’.
Da vi bliver enige om, at det godt må være italiensk, stiller vi os i en lille sirlig kø af håbefulde gæster ind til Trattoria Mazzolis.
Der er et bord tilbage i solen ude på verandaen, og jeg kan godt se for mig, hvordan man ligesom smyger sig derind og lader, som om man da har været der hele tiden, men så mærker jeg hende. Mia Lyhne står foran mig, formummet bag solbriller, og hun er spændt som en fjeder.
Det er ikke lampefeber, i hvert fald ikke forstået som nervøsitet, inden hun skal optræde. Hun er bange for, at nogen skal genkende hende.
