0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Lucia Odoom
Kollage. Originalfoto: : Lucia Odoom

»At være sort europæer – eller afropæer om man vil – er en evig famlen efter sig selv. En evig kamp om selv at få lov at definere, hvem og hvad man er«, skriver Lucia Odoom fra Paris, hvor sorte mennesker fra hele verden samles til festival for en futuristisk, til tider diffus, drøm om en plads i verden.

Lucia Odoom til AfroPunk i Paris: »Jeg følger de andre spraglet klædte sorte mennesker og føler mig latterlig almindelig. Det er befriende«

AfroPunk-festivalen i Paris er de sortes svar på prideparaden og en manifestation af vor tids panafrikanske ånd. Her er ingen langhårede flippere som på Woodstock i 68, men sorte mennesker fra hele verden med vildt tøj og bomuldshår. Og med en futuristisk, til tider diffus, drøm om at definere deres egen plads i verden, skriver Politikens Lucia Odoom fra Paris i denne personlige reportage.

FOR ABONNENTER

»Hvor kommer du fra« spørger taxachaufføren, der ligesom jeg selv har mørkebrun hud og sort kruset hår.

Hvis man som person med anden etnisk baggrund befinder sig i en taxa i en vilkårlig europæisk by, taler man altid om, hvor man i grunden kommer fra, og det er altid et svært spørgsmål at svare på. For hvor fanden kommer vi fra? Frankrig? Congo, Hillerød, Ghana? Uanset hvad, så er vi på vej frem. Gennem Paris.

På vej fra lufthavnen ser chaufføren en sæbeopera fra Congo, hvor han selv stammer fra, fortæller han. Han kigger med det ene øje på vejen og det andet på den lille smartphone, samme telefon, hvorfra han modtager opkald med bestillinger fra taxacentralen.

I scenen, der udspiller sig på mobilskærmen, skændes nogle mennesker i en stue, det lyder i hver fald, som om de skændes. Sofaen i stuen er overdækket af plastik, den slags, der får bare lår til at klistre fast. Scenen virker dramatisk og konfronterende, men i afrikanske sæbeoperaer, ved man aldrig, om de er oppe at toppes eller bare har en stille og rolig samtale om, hvordan det gik på arbejdet, eller hvad vi skal have at spise til aftensmad.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Læs mere

Annonce