»Hvor kommer du fra« spørger taxachaufføren, der ligesom jeg selv har mørkebrun hud og sort kruset hår.
Hvis man som person med anden etnisk baggrund befinder sig i en taxa i en vilkårlig europæisk by, taler man altid om, hvor man i grunden kommer fra, og det er altid et svært spørgsmål at svare på. For hvor fanden kommer vi fra? Frankrig? Congo, Hillerød, Ghana? Uanset hvad, så er vi på vej frem. Gennem Paris.
På vej fra lufthavnen ser chaufføren en sæbeopera fra Congo, hvor han selv stammer fra, fortæller han. Han kigger med det ene øje på vejen og det andet på den lille smartphone, samme telefon, hvorfra han modtager opkald med bestillinger fra taxacentralen.
I scenen, der udspiller sig på mobilskærmen, skændes nogle mennesker i en stue, det lyder i hver fald, som om de skændes. Sofaen i stuen er overdækket af plastik, den slags, der får bare lår til at klistre fast. Scenen virker dramatisk og konfronterende, men i afrikanske sæbeoperaer, ved man aldrig, om de er oppe at toppes eller bare har en stille og rolig samtale om, hvordan det gik på arbejdet, eller hvad vi skal have at spise til aftensmad.
