Knægten Peter Andreas Sidenius er uartig. Han går på æbleskud i fremmede folks haver. Og han sniger sig hen på den lille provinsbys kælkebakke om aftenen, selv om hans strenge præstefar har givet ham ordre om at blive hjemme. Men den travle mand har elleve børn, så det kan knibe lidt med opsynet.
Peter Andreas, eller for kortheds skyld Per, har tilmed taget sig den frihed at købe en slæde på klods og invitere pigen Oline op at sidde på den. Er han mon ikke præstens søn, spørger hun. Nej, lyver han og har »aldrig så stærkt følt, at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke, beklumrede stue, hvor hans fader og søskende nu sad og sang salmer og bad bange bønner midt i vinternattens eventyrpragt ... fulde af gru for livet og dets herlighed«.
