I reolen står stadig Hartvig Frischs gamle kulturhistorie. Der har den stået i mere end 30 år. Jeg har kigget i den højst to gange, men sådan er det. Det er blevet en vane at have den lige der. Ved siden af Egon Friedells kulturhistorie. Den læser jeg heller ikke i.
Når gamle professor Frisch, der døde i 1950, skal trækkes frem i lyset, er det på grund af den ene af de to bedrifter, han som regel fremhæves for.








