Mellem to koncerter under jazzfestivalen i år havde jeg sammen med en gammel ven fra filosofistudiet slået mig ned på en fortovsrestaurant på Kongens Nytorv. En ottepersoners bar med noget, der lignede en polterabend om bord, kom cyklende forbi os.
»Skål, I rige svin«, råbte en af de cyklende bargæster muntert med løftet glas. Det grinte vi meget af. Mest fordi vi var ude af vores vante miljø her, hvor den billigste bil, der var parkeret ved fortovskanten, var en spritny Mercedes E-type, der stod bag en Lamborghini og en klassisk Jaguar. På den anden side af gaden stod en åben barbus parkeret. Den reklamerede for en natklub og var åben bagtil med stort lydanlæg og stripperstang.
Det var tre sammenstød af kulturelle og sociale miljøer, som er typisk for en storby, men det, der er fælles for fortovsrestauranten, barcyklen og stripperbussen, er, at de alle er del af et udadvendt byliv i en by, hvor sommeren har bidt sig fast ind i sjælen. København er en by, der er krænget helt ud.
Da Søren Ulrik Thomsens ’jeg’ i samlingen ’City Slang’ fra 1981 konstaterede, at han var ’Levende’, var det, når han stod med telefonrøret i hånden, og regnen drev ned ad armen, han var levende, når han mærkede vinden på stationen ved havnen.
