Sommerferien er afløst af hverdagen. I takt med at det afsvedne brune græs er blevet grønt den sidste uges tid, sidder vi mere og mere med hovedet i computeren i stedet for ude i solen. Min ferie blev holdt i Toscana i år, men det eneste italienske, der er i min hverdag nu, er den frygtelige ulykke med den sammenstyrtede bro i Genova.
Og dog. Tilbage er en masse dejlige italienske minder. F.eks. om de uovertrufne pastaretter, vi fik serveret af de venlige italienske tjenere. Min sproglige interesse blev vakt af tjenernes konstante prego. Både når de kom hen til vores bord for at tage mod bestilling, når vi havde afgivet bestilling, når de gav os retterne, og når vi sagde grazie. Jeg er ikke italienskkyndig, men jeg kan læse mig frem til, at ’prego’ egentlig betyder ’jeg beder’, altså en form af verbet ’pregare’, ’at bede’. Det kan oversættes til dansk med ’værsgo’, ’det var så lidt’, ’selv tak’, ’ingen årsag’, ’velbekomme’, ’venligst’ eller ’åh, jeg be’r’.
