0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Katrine Marie Guldager: »Kan verden overhovedet reddes? Jeg tror det ikke«

Selvgodheden og ufejlbarligheden er en farlig selvforståelse. Den bringer os ingen steder hen. Vi bliver dovne i vores syn på verden, vi glemmer at møde vores eget verdensbillede med skepsis. Vi glemmer at se det onde i os selv, skriver Katrine Marie Guldager i denne klumme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Les Kaner
Foto: Les Kaner
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I sin klumme sidste uge skrev Svend Brinkmann om det sørgelige i, at vi i Vesten ikke længere kan forestille os en fremtid uden kapitalismen. Og det er da også virkelig svært – med det 20. århundredes socialismeforsøg in mente – at drømme om planøkonomi.

Men hvad skete der egentlig med os, da Muren faldt? Var det ikke kapitalismens endelige sejr? Og skulle det ikke have gjort os glade, at det var vores system, der vandt?

I en kronik af Clement Kjersgaard for nylig beskrev han udviklingen i Vesten fra 1945 til i dag. I 1945 var historien blevet nulstillet, og med to verdenskrige i bagagen var man godt klar over, at det moderne samfund ikke var nogen garanti mod sammenbrud og ondskab.

I efterkrigstiden hed det politiske projekt, at Vesteuropa skulle genopbygges. Tvivlen var, som også Per Stig Møller engang beskrev det, en europæisk kerneværdi. Vi kunne ikke skyde skylden for de to verdenskrige på andre: Måske ville den næste krig komme fra os selv?

Det gav en mentalitet, hvor vi måtte overvinde det onde og det destruktive i os selv, og måske netop sådan blev fremskridtstroen og fremskridtshåbet stærkt.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts