I sin klumme sidste uge skrev Svend Brinkmann om det sørgelige i, at vi i Vesten ikke længere kan forestille os en fremtid uden kapitalismen. Og det er da også virkelig svært – med det 20. århundredes socialismeforsøg in mente – at drømme om planøkonomi.
Men hvad skete der egentlig med os, da Muren faldt? Var det ikke kapitalismens endelige sejr? Og skulle det ikke have gjort os glade, at det var vores system, der vandt?
I en kronik af Clement Kjersgaard for nylig beskrev han udviklingen i Vesten fra 1945 til i dag. I 1945 var historien blevet nulstillet, og med to verdenskrige i bagagen var man godt klar over, at det moderne samfund ikke var nogen garanti mod sammenbrud og ondskab.
I efterkrigstiden hed det politiske projekt, at Vesteuropa skulle genopbygges. Tvivlen var, som også Per Stig Møller engang beskrev det, en europæisk kerneværdi. Vi kunne ikke skyde skylden for de to verdenskrige på andre: Måske ville den næste krig komme fra os selv?
Det gav en mentalitet, hvor vi måtte overvinde det onde og det destruktive i os selv, og måske netop sådan blev fremskridtstroen og fremskridtshåbet stærkt.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
