De gnider og gnubber, og forunderlige ting sker i Oehlenschlägers ’Aladdin’. Ja, det er selvfølgelig den gamle kobberlampe, som er genstand for det ihærdige gnubberi, der i sig selv rummer en vis erotisk energi. Men det er jo også begæret – efter rigdom, lykke, livet selv og ikke mindst sultanens smukke datter Gulnare, der får den purunge knøs til at fremkalde ’Lampens Aand’ igen og igen. »En stor, men velskabt Kæmpe«, lyder Oehlenschlägers regibemærkning i øvrigt til denne lampeånd, som vil han sikre sig, at vi fra først til sidst mærker viriliteten springe af siderne.

Og det gør vi. Den traditionelle mandighed, om man så må sige, ligesom »den unge Rose« Gulnare strutter af en velafprøvet kvindelighed: »smækker, rød og hvid og rund«. Så kan den næsten ikke blive mere dansk, selv om Oehlenschläger ellers eksporterede sit læsedrama til 1001 nats eventyrland for at tilføre vor nationalarv lidt varmblodet pep. Nå, men om Aladdin og Gulnares bryllup – og kødelige forening – handler en hel del af dette østerlandske udstyrsstykke altså om, men først skal de to mødes: