I sommer i Salzburg havde han sat Salome til at vade barfodet rundt i et bassin med mælk, inden hun skulle bakse med det afskårne hoved af en sort hingst. Forestillingens visuelle effekter var så stærke, at instruktøren Romeo Castelluccis iscenesættelse af Strauss’ højspændte operadrama om teenageprinsessen, der forlanger Johannes Døbers hoved på et fad, blev sommerens mest omtalte oplevelse ved Salzburgfestspillene.
I Bruxelles, hvor man på La Monnaie-operaen fra tirsdag i denne uge har kunnet opleve Castelluccis bud på ’Tryllefløjten’, er der nærmest oprør. Ikke fordi anmelderne ikke kan lide forestillingen. De er bare i chok, skriver avisen De Morgen, der kalder den »en intens opdatering af Mozart.«








