13 år gammel stod jeg med min ven Jesper på Tivolis Koncertsals knagende parketgulv og ventede på at blive voksen.

Det trak ud. Samme dag havde en tandlæge med dårlig ånde fortalt mig, at jeg – som samtlige unger i min årgang, ingen slap! – skulle have bøjle med nakketræk, og den truende galvanisering af min intetanende mundhule forekom mig at være toppen af et uhyggeligt isbjerg af ydmygelser og henkastede hverdagsovergreb.