Da Matt Dillon slog panden ind på Uma Thurman med en donkraft udløste det højlydt jubel i biografsalen under Sitges Film Festival, der sluttede i søndags.
Godt nok havde jeg ikke forventet udvandringer eller buhråb, som det var tilfældet, da Lars von Triers ’The House That Jack Built’ blev vist i Cannes. Sitges Film Festival er verdens største festival for genrefilm som horror, science fiction og ekstreme voldsfilm, og her forventer man, at blodet skal sprøjte. Men jubelscener alligevel? Hun var skide irriterende, Uma Thurmans navnløse karakter, som havde overfuset seriemorderen Jack med kastrerende kævl om, hvor ynkelig han var, men igen ... jubelbrøl?
Horrorfilm og andre genrefilm har altid stået i et kommenterende forhold til deres samtid. Og hvis der var noget, der kunne kaldes en tendens på årets festival i Sitges, var det film om mænds overgreb på kvinder. Nu er mandlige seriemordere og voldspsykopater ikke nye skikkelser i horrorhistorien, men der var alligevel en overvægt af film, der på forskellige måder forsøgte at afklæde den maskuline natur i korrespondance med den aktuelle #MeToo-kampagne. Der var ganske enkelt langt færre gotiske spøgelser end virkelige monstre med misogyne tilbøjeligheder.
Så den højlydte begejstring over Uma Thurmans sammenfoldede pandeskal kunne umiddelbart virke bekymrende. Ligesom jublen under visningen af brasilianske Dennison Ramalhos ’Morto Não Fala’, da en hanrej får sin kone skudt midt i panden. Hun var som Thurmans rolle også en speedsnakkende kvinde, der blev offer, efter at have punkteret en mands maskulinitet. Men fans af genrefilm kender gyserens koder, og de ved, at det i sidste ende ofte er voldsmanden, der ender i helvede. Og når det sker, jubler de også.
Det er et publikum, der med von Triers ord har beredt sig på »at tage det gode med det onde« og anerkende det skønne i det grusomme. Så når de jubler, er det også af æstetiske årsager. Det er det originalt iscenesatte mord, der jubles over. Jeg har set mange mord denne uge, og der var mange, der mødte stilhed fra salen, fordi de ikke var ambitiøse nok som filmkunst.
’The House That Jack Built’ blev et af festivalens store trækplastre. Ja, den kunne indirekte ses som et manifest for en festival, der hylder volden som æstetisk disciplin og til enhver tid hæver kunst over moral. Von Triers film er et forsvar for den kunstneriske afklædning af menneskets natur, dets sammensatte natur spændt ud mellem brutal dræberinstinkt og kærligheden til skønhed. Han lader Jack kalde vold for en kunstart, mens han udstopper en død dreng og hylder nazisternes arkitektur. Må man godt synes, at et mord er skønt? Må man godt synes, at Hitler havde god smag i institutionelt design?
Dets ansigt er flækket af en stor skede med tredobbelt tandsæt. En vagina dentata, måske, men kinderne hænger ned langs skedens sider som to store testikler
De moralske spørgsmål giver ikke mening for von Trier. Hvis man nu synes det, så synes man det. Hvad stiller man op med det? Hvis vi som publikum umiddelbart føler en lettelse, da Matt Dillon lukker munder på Uma Thurman, hvad skal vi så stille op med den følelse? Drillepinden von Trier fremstiller snedigt Thurmans rolle så irriterende, at han ved, at vi som publikum risikerer at opleve et glimt af sadistisk fryd over mordet, inden vi når at formulere en fordømmelse.
Det er nok mest af alt polemisk provokation fra von Triers side, og det handler også en hel del om sjov og ballade for filmfans, der elsker at lade sig underholde af mørket. Men i Sitges er der også altid en kontrakt mellem horror-instruktører og genrefans, hvor man er med på at være åben for kunsten hinsides godt og ondt. Åben for en kunst, der kan blotlægge den menneskelige – og her på årets festival særligt den maskuline – natur som noget, der måske ikke kun er ond eller god.
Voldtaget af en hermafrodit
Så der foregik en dialog med #MeToo-kampagnen på årets filmfestival i Sitges. Udgangspunktet var bare ikke polariseret mellem forsvar og anklage. Det tog afsæt i et sted hinsides godt og ondt for at give den voldelige mand frit spillerum, så han måske kunne komme mere råt til syne, end den aktuelle debat tillader.
Og hvad var det så for en mand, der slog kvinder ihjel i filmene fra flere egne af verden? Det var ikke nemt at blive klog på. Og det var måske en del af pointen? I voiceoveren i von Triers film gennemgår Jack en terapeutisk samtale, men den synes at gå i cirkler uden at komme sin patient nærmere. Og i argentinske Alejandro Fadels ’Muere, monstruo, muere’ (’Dø, monster, dø’) kan en tung medicinering af den forstyrrede David ikke tæmme det indre monster, som tilsyneladende har slået en række kvinder ihjel i det lille bondesamfund i Andesbjergene.
»Jeg er faldet ned i en grøft mellem ord«, siger David under en afhøring. Han viser sig at være telepatisk styret af et virkeligt monster, men på et tematisk plan taler han om indre impulser, han ikke selv kan begribe eller finde forklaringer på hos hverken psykiatere, politichefer, medier eller kunstens ord og billeder. ’Muere, monstruo, muere’ er en smuk atmosfærisk film, hvor det langsomme fortælletempo mellem mordene giver plads til at lade frygten fortætte sig mellem politibetjentene, mens det efterhånden ser ud, som om David ikke er den eneste mand, der er modtagelig over for monstrets telepati.
David taler om »et lingvistisk angreb« fra monstret, som i virkeligheden er »en sætning, et billede«, mens efterforskeren Cruz begynder at notere geometriske mønstre i landskabet. Det er rent ud sagt svært at finde en klar tråd i mystikken, som Alejandro Fadel selv kalder en fabel om den frygt, der æder det argentinske samfund op indefra. Man har en umiddelbar fornemmelse af noget maskulint, der ikke har det for godt, men det bliver ikke klarere, da monstret dukker op i en uafrystelig scene.
Monstrets ansigt er flækket af en stor skede med tredobbelt tandsæt. En vagina dentata, måske, men kinderne hænger ned langs skedens sider som to store testikler. Vores helt, den forknytte, men graciøst dansende Cruz, har stukket sin arm ind i dens mund, der tygger suttende, så det ligner et blowjob, mens udyret voldtager ham med sin hales penishoved. Monstret er en knude af kollektiv ondskab og had, der næres af frygt, og dens aggressivitet er både feminin og maskulin. Men også så indhyllet i mystik, at dens ærinde aldrig stod klart for mig.
