Overdrivelse fremmer forståelsen, jo jo. Men der er alligevel grænser for, hvor umusikalsk, udannet og ufølsomt et angiveligt veluddannet, empatisk og høfligt menneske kan tillade sig at optræde, før man som tilskuer griber ud efter kameluldstøflen og tentativt truer tv-skærmen med den.

Og det skete, da Lars Mikkelsens provst gik direkte i struben på Lars Ranthes psykiater Daniel, da denne blev introduceret som enken Emilies ny kæreste og dermed den lille Antons papfar på længere sigt. Med samme intellektuelle elegance som børnenes store gule Bamse kastede han sig ud i en verbal duel med den uforberedte psykolæge og brød alle gældende regler for gæstevenskab og omgangsformer. Og ja, vi er klar over – det blev ligesom bevist, da provsten som Jørgen ’Gamle’ Hansen i sine velmagtsdage knockoutede en opsætsig og utidig vagabond i kirken – at Lars Mikkelsens eksistentielt udfordrede Johannes er et følelsesmenneske; han kan ikke styre sig, dæmonerne boltrer sig i hans indre som forkølelsesbakterier i en børnehave; men ikke desto mindre var den scene for meget. Den skulle understrege et og andet og vise en konflikt i stedet for at fortælle om den. Men det var altså for tykt og utroværdigt.