Da 16.000 mennesker gynger i takt, mens de skråler »na-na, na-na-na-naaa«, er det da lige før man tror, der er indtruffet et udbrud af forsinket beatlemania blandt de mange gråhårede danskere fra alle ender og kanter af landet, som en råkold novemberaften står og sidder som sild i tønde i Royal Arena.
De skråler med på ’Hey Jude’, og det er den grande finale inden eventuelle ekstranumre, og man må da lige knibe sig selv i armen en gang eller to. Den 76-årige Paul McCartney har spillet i 2 1/2 time og er tilsyneladende stadig frisk som en havørn. En ung gut, der er blevet lidt mere krøllet i ansigtet og hvid i lokkerne, og virker charmen indimellem lovlig rutineret, er der vel ikke noget at sige til det.
Hvis dette er en afskedsturné, er det et farvel, der giver genlyd. Det har på mange måder været et brag af en koncert. Bogstavelig talt. ’Live And Let Die’ bliver affyret med nogle ildsøjler og kæmpebrag, som ville have blæst Bond til Bloksbjerg, hvis han havde været så uforsigtig nok at dukke op for at høre sin gamle kendingsmelodi. Det var lige så det rungede for ørerne og på kanten til en parodi på en metaltræt rockkoncert, men det var så også det eneste tidspunkt, hvor den ufrivillige parodi lurede på manden, de kaldte Macca.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
