Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lyd og syn kommer længe før sprog i maleri-teatret, som blandt andre den spanske instruktør Carlus Padrissa dyrker. Her billede fra hans opsætning af 'Kongens Fald' på Det Kongelige Teater.
Foto: Peter Hove Olesen

Lyd og syn kommer længe før sprog i maleri-teatret, som blandt andre den spanske instruktør Carlus Padrissa dyrker. Her billede fra hans opsætning af 'Kongens Fald' på Det Kongelige Teater.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Thomas Bredsdorff: Derfor bør du give ’Kongens fald’ en chance mere - selv om de danske anmeldere næsten ikke kunne udstå den

’Kongens fald’ i Skuespilhuset og ’Kat på et varmt bliktag’ på Betty Nansen er toppræstationer i to vidt forskellige kunstarter, skriver Thomas Bredsdorff i dette essay, hvor han forklarer om den lange teaterhistoriske kamp mellem skuespilleri-teatret og maleri-teatret.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det gik den spanske udgave af ’Kongens fald’ på Det Kongelige Teater ret skidt. Den eneste rigtig begejstrede anmeldelse, jeg har registreret, i Berlingeren, var skrevet af en gymnasieelev, som ikke er vant til at gå i teatret. Man skal nok være enten uvant med teater eller vænnet til en helt anden slags for at få glæde af Carlus Padrissas besøg. Eller have et meget åbent sind.

Isoleret set kan spanierens skalten og valten med Johs. V. Jensens fine tekst virke uhyrlig. Hvad skal man dog med alt det vand og alle de knirkende sceneskift? Men Padrissa kommer ikke ud af luften. Han og hans gruppe, La Fura del Baus fra Catalonien, har rødder, der går tilbage til middelalderens omrejsende gøglertrupper. For dem er teatret en bildende kunstart. Ord er noget, der kommer til sent i processen. Lyd og syn kommer længe før sprog.

I 1980’erne havde københavnerne ved hjælp af noget, der hed Festival of Fools, lejlighed til at stifte bekendtskab med forskellige udgaver af den slags teater. Blandt de deltagende narre kunne man finde Padrissas gruppe. Siden narrefestivalerne sluttede, har det været småt med maleri-teater i København.

Vi har et enkelt teater i Danmark, som er vokset ud af de samme maleriske rødder, om end i en lidt anden retning, Odin Teatret i Holstebro. Det har sandt at sige aldrig fået entusiastisk presse i København, men kan stadig mønstre begejstret modtagelse i Sydeuropa og i Latinamerika. Senest også i Kina, der jo har en lang tradition for maleri-teater.

En god teaterforestilling i vores store teatre begynder gerne med et godt manuskript. Af Shakespeare eller Ibsen, Tennessee Williams eller Lars Norén – det er med forfatteren, det begynder. Engang var instruktøren en beskeden medarbejder, der bare holdt styr på »gang og fagter«, som Holberg sagde. I de seneste halvandet hundred år er instruktørens betydning tiltaget, men han skal stadig have et godt manuskript at tygge på. Det er med teksten, det begynder.

Og det er med skuespilleren, det ender. Ikke bare af den banale grund, at skuespillerne er dem, der skal bære forestillingen hjem hver aften, når instruktøren er over alle bjerge. Nej, fordi skuespil er skuespillerens kunst frem for nogen andens.

Den gode skuespiller suger vores blikke til sig. For nogle er den magnetisme medfødt, andre lærer den, men ingen kommer nogen vegne i skuespilleri-teatret uden at have dette særlige talent for at blive hørt og set. Det er fint, hvis der er en god kulisse, godt lys og spændende kostumer.

Men det er skuespilleren, det kommer an på. Har han eller hun sat sig ordentligt ind i den figur, der skal fremstilles, kan skuespilleren sige teksten og få os til at opfatte underteksten på samme tid, ja, så er den hjemme.

Den store russiske instruktør Stanislavskij udviklede den metode, den gode skuespiller skulle bruge for at blive bedre: at spille, som om han eller hun er ham eller hende, der skal fremstilles. Metoden blev grundlaget for Hollywoods filmkunst og er derfor bedre kendt nu som The Method. Man behøver ikke gå langt for at møde den tradition. Bare se ’Herrens veje’ hver søndag. Når Lars Mikkelsen og Co. fremstiller deres figurer så troværdigt, er det, fordi deres arbejde hviler på The Method.

Maleriet og skuespilleriet

Men så findes der altså også en tradition, hvor skuespillet vokser ud af en vision, som instruktøren har fået. Noget, han eller hun ’skuer’. Det teater er billeder og bevægelser i rum, det er syn og farve først og fremmest. Og lyde.

Det træffer sig sådan, at københavnske teatergængere i denne årets sidste måned har mulighed for at se pragteksemplarer af hver af de to teaterformer.

’Kongens fald’ på Det Kongelige Teater er et flot eksempel på det teater, hvor scenerummet er brugt som et maleri i bevægelse

Tennessee Williams’ ’Kat på et varmt bliktag’ på Betty Nansen Teatret, hjulpet på scenen af Minna Johannesson, er en stjerneforestilling i traditionen fra Ibsen og Strindberg, båret af to geniale skuespillere. Den ene, Olaf Johannessen, har for længst nået stjernestatus, den anden, Johanne Louise Schmidt, får sit gennembrud til øverste hylde her.

’Kongens fald’ på Det Kongelige Teater er et flot eksempel på det teater, hvor scenerummet er brugt som et maleri i bevægelse, mens skuespillerne må affinde sig med at være som den klat maling, forestillingens ophavsmand, Padrissa, klemmer ud af tuben på rette tid og sted. Der er en historie om en konge, der vælger forkert eller slet ikke vælger, og en frafalden student med de samme skavanker. Over den fortælling er der komponeret en dramatekst, men med al respekt for Henrik Szklany, som har skrevet manuskriptet, er det kun en ingrediens blandt flere.

Forestillingen er instruktørens. Alle de andre, dramaforfatter, skuespillere, kostumier og så videre, er hans hjælpetropper. I avisen er det ikke muligt at gengive lyd og bevægelse. Men selv på et still kan man se forskellen på de to slags teater.

Opstillingen fortæller historien. Skuespillerne er som farver på lærredet.
Foto: Miklos Szabo

Opstillingen fortæller historien. Skuespillerne er som farver på lærredet.

Det foto, der ledsagede Alexander Vesterlunds konsekvente og godt argumenterede, unægtelig meget forbeholdne, anmeldelse i Politiken, viser en scene, som er let at identificere for en læser, der husker romanen. Billedet viser tre personer adskilt af et skævt scenegulv inde på scenen. To vidjekurve i overstørrelse, som vender hver sin vej, understreger adskillelsen.

Der er to personer foroven, en mand og en kvinde. Hun holder endnu fast i ’huset’ bag sig, men er klar til at slippe og hengive sig til manden, der er ved at tage hende i sin favn. Manden nedenunder kan ikke bruge sine arme til andet end at lukke sig om ham selv, mens øjnene fortæller om smerte, udelukkelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sådan, netop sådan, var det den nat, da Otte og Susanna hengav sig til hinanden, mens den udelukkede Mikkel udstråler den smerte, der senere bliver til hævntørst. Billedet kunne hænge på væggen i et kunstgalleri, og alle ville forstå den historie, det fortæller.

Padrissas teatrale udgave af ’Kongens fald’ består af en stribe af den slags fortællende billeder. Der kommer ingen stjerner ud af at være skuespiller i den slags bevægelige tableauer; der er sikkert også stjerner, som ikke gider spilde deres tid med det. Men det er ikke spildtid for den tilskuer, der åbner øjnene.

Og ørerne. Padrissas forestilling er nemlig ledsaget af en lydmager, Adele Madau, der betyder mere for helheden end nogen enkelt skuespiller. Hendes sagte, insisterende lyde, der udgår fra strenge, der gnides, eller sand, der rystes i en flaske, lægger et lag under billederne, som både foruroliger og fortæller.

Bedre varedeklaration

Billedet, der fulgte Monna Dithmers anmeldelse af ’Kat på et varmt bliktag’, fortæller også en historie. Syv skuespillere er opstillet i en trekant, hvis skarpe spids udgør dens tyngdepunkt: Big Daddy. Man kan se, han har magt, for han behøver ikke kere sig om nogen af familiens mange medlemmer. Han vender ryggen til dem, mens han holder sin whisky i den ene hånd og gør den anden klar til at være gestus for hans snak.

Manden til venstre har ordet.
Foto: Christian Friedländer

Manden til venstre har ordet.

Der er to fremmedgørende elementer i dette familiebillede, en mand, der er næste nøgen under sin slåbrok, og en rigtig voksen koncertharpe i hænderne på et barn. Det er også de to sten i den familiære sko: den alkoholiske lillebror, som ikke behøver fedte for den Store Far, og barnet, der er sat til at gøre overdrevet indtryk på festens genstand, hendes bedstefar, mens familiens fortrængte storebror ligger på gulvet og ser beundrende op på sin datter.

Jo, også i skuespilleri-teatret betyder billedet noget. Men ikke nær det samme som i maleri-teatret. Det er en opstilling, der emmer af ord. Johanne Louise Schmidt, der får sit gennembrud, bryder ikke ligefrem igennem på dette billede, hvor hun er gemt bag harpen.

Jeg ville ønske, vi havde det med teater som med film. Vi ved, at der er lysår mellem den ene og den anden slags film, og vi orienterer os efter de forskellige genrer: action, krimi, sci-fi, thriller, komedie osv. Ingen går til Woody Allen for at se biljagter, eller til Star Wars for at nyde skuespillerens kunst.

Ingen går til Woody Allen for at se biljagter, eller til Star Wars for at nyde skuespillerens kunst

De store institutionsteatre er så dybt forankrede i taleteatrets og den store skuespillers tradition, at det virker for overrumplende og forkert, at det pludselig plasker med vand, hviner med strenge og lyser af billeder med skuespillere som marionetter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det Kongelige Teater skal have ros for, at det vovede pelsen og bød på et gennemført og konsekvent bud på Det andet Teater. Det var dansk kunsts mest verbale værk, Jensens mesterroman, der blev udsat for det mest ekstreme maleriteater. Måske var det derfor, modtagelsen blev så behersket.

Leg, at du er til Festival of Fools, og giv ’Kongens fald’ en chance til.

Thomas Bredsdorff virker som dramaturg ved Odin Teatret.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden