I et lille stykke tid kan jeg ikke finde ud af, om det, jeg er vidne til i en fyldt sal på Det Kongelige Teater, er galt eller genialt.
Vi sidder og kigger vantro på alt det, der foregår på scenen, vandet, der sjasker rundt, de forvredne menneskeheste og kongen, der langsomt stiger ned fra himlen over en dyster Mikkel Thøgersen.
Hallucinerer jeg?
Scenografien sigter i hvert fald mod stjernerne. Og er vel også ved at stikke helt af? Ja, hurtigt står det alligevel klart: Den er helt gal.
