Man kan ikke bebrejde folkene bag ’Herrens veje II’, at de lefler for deres publikum. For det gør de overhovedet ikke. Hvis serien lagde ud som en slags – i alle fald konceptuelt – sæbeopera i den akademiske middelklasse med utallige knopskydende sideplots om job, privatliv, sidespring og dæmoner, er den nu et sted henne, hvor vi kan få et helt afsnit til at gå med et hovedplot, der revolverer omkring en teologisk specialeafhandling om skyldsproblematikken og den moderne verden, og hvor nogle af de mere indforståede pointer handler om tanker tænkt af mennesker som Søren Kierkegaard og K.E. Løgstrup, vistnok. Og hvis man så gik og tænkte, at det sgu da forekommer lovligt langhåret, smækker serien da lige en intellektuel trumf på bordet ved at lade handlingen udspille sig tidsforskudt i den hellige stad Jerusalem og i vore dages Danmark. Med afdøde Augusts sommerferie/pilgrimsdagbog som bindeled, fortalt som voiceover til vidundersmukke billeder fra kristendommens arnested.
Færdiggørelsen af et større værk op til afleveringen er, hvad enten det så er en afhandling, et bogmanuskript, et stykke kunst eller noget helt fjerde, så godt som altid en gyser. Det er beskrevet adskillige steder i litteraturen – lige fra John Mogensens ’Hva’ pokker skal jeg gøre?’ til Dan Turèlls novelle ’En nat i en forfatters liv’ samt adskillige andre steder. Og selv om det umiddelbart lyder lige så fængende som en tømmerhandels inventarliste skrevet med braille, bringes det til at fungere. Selvfølgelig fordi man kommer et par klassiske smagsgivere i gryden: Christians forhold til kæresten, Amira, samt den betændte relation til faderen, Johannes, der i sammenhængen ligger inde med den teologiske indsigt, der skal til for at få specialet gjort spiseligt for censuren. Og ved så at lade afhandlingens emne afspejle personlige og familiære konflikter i universets A-kæde bygges der effektivt op til en forløsning, som i sammenhængen forekommer aldeles naturlig trods en patos, man kunne mure en domkirke op med.
