Klokken er 9, og Rasmus Kolbe er netop nået ind ad døren med rygsæk, cykelhjelm og en plysset skriggrøn jakke. Han smider hjelmen og tasken bag en reklameplakat. Tager en hue på i samme farve som jakken.

Han når to skridt ind på en grøn løber, før første billede bliver taget. En gruppe børn stiller sig rundt om ham, vel knap otte år gamle. De går ham til navlen. Den 27-årige fyr bukker sig ned mellem deres hoveder, strækker armene ud på hver side af dem, former fingrene som peace-tegn og lægger kinder, mund og øjne i et overstadigt smil.