For otte år siden gik jeg gennem døren til mit nuværende hjem for første gang. Varmen var slukket, væggene koksgrå, og alle værelser stod tomme. Da jeg åbnede et indbygget skab i entreen, hang en krøllet papirengel på et søm, som et sidste levn fra kvinden, der havde boet i lejligheden før os, mens hendes sønner voksede op. Det lille stykke julepynt fik navnet taknemmelighedsenglen, og hvert år siden har jeg sat den på træet, slået hænderne sammen i stor patos og spurgt: »Hvad er I taknemmelige for i år?«.
Den første jul gav det sig selv. Min yngste søn blev født, og siden var der altid noget at fejre, så at hænge englen på træet blev et ritual. Men i år satte jeg den på dens gren uden at sige noget, og sådan fik den lov til at dreje langsomt rundt om sin egen akse i små opmærksomhedssyge piruetter.
