Først falder sneen. Så går vi hjem til os selv. Og til allersidst bliver det sommer igen. Sådan er grundtonen i disse tre universelle historier fra Portugal, USA og Sverige. De fortæller om det gode liv på trods af mørke og kulde.
Hver lørdag samles folk i den lille landsby til marked på torvet i skyggen af det store granatæbletræ. Her dufter af timian og ristede kastanjer. Ungerne spiser linser med kaneldrys, og snakken går. Så pludselig daler en stor pakke ned i toppen af det smukke træ.
Præsten mener, at den er kommet fra Vorherre. Postmanden ser efter en afsender. Borgmesteren er lidt rødlig, så han tænker, det er en gave til folket. Nu hopper lirekassemandens abekat op efter pakken, som viser sig at indeholde billioner af små snefnug, som for første gang bringer vinteren til en varm portugisisk landsby.
Det er noget, de kan lide. Der er en, der blæser på tuba, og der er flere, som bygger på en snemand. Allerede dagen efter er hvidheden væk. Men i de mange kommende lørdage kigger folk i landsbyen altid på hinanden med øjne, der siger: Kan du huske?
Sådan en fin lille historie hedder blot ’Pakken’ og er tegnet og fortalt af Christina Lucia Wraber, som fylder siderne med markedsmylder, renhjertet farvepragt og ikke alt for mange ord. Der er livlig livsglæde over billederne. Man får lyst til både sne og linser med kaneldrys.
Ild i pejsen
Hvad er et hjem? Det fabulerer Carson Ellis over i denne store, enkle billedbog med få ord og titlen ’Hjem’.
Carson Ellis blev kendt for sin ikoniske volapyk ’Ma æ dat?’, som kom på en slags dansk for to år siden. Nu er hun ude i et fredeligere ærinde med en parade af bosteder fra land til by og fra bjerghule til månebase. Hun kommer omkring pagoder, tipier og fredelige fuglereder. Og til slut vinker hun farvel fra det lille hus på prærien, hvor hun selv bor, som også indledte bogen.
I det hele taget er Carson Ellis inspireret af den nordamerikanske byggestil med enkle materialer, en gavlfast skorsten og ild i pejsen. Der er en ligefrem ynde over dette billedtæppe af boliger i efterårshyggens farver. På sin egen prunkløse måde får hun fortalt en hel del om, hvordan man kan være til i alt fra hytte og hule til pyramide og penthouse. For som den ægte cowboy synger: »Hjem er, hvor jeg hænger min hat«.
Nostalgi af fineste aftapning
Blandt alle billedbogens mange dyr i menneskelig skikkelse står Mor Muh måske mit hjerte nærmest. Hun er så bedårende klodset, når hun danser af sted på to klove og et smil om mulen. Altid på jagt efter kløverfyldt leg og velvære. Nu kigger hun ud ad staldens vindue og savner sommerens sol.
Men man kan jo altid lade, som om det er blevet sommer. Så det gør hun. Ned til søen med den pjuskede krageven. Op i træet, som hun plejer. Ned ad rutsjebanen. Og så endelig nogle svømmetag i sneen. Menneskene sidder nok inde i grovkøkkenet og drikker kaffe. Hvis de vidste, hvad deres Mor Muh går og laver, når de ikke lige ser det!
Men det ved Jujja Wieslander, som skriver det hele ned. Sven Nordqvist kaster sit nordiske lys over billederne, han fylder dem med nostalgi af fineste aftapning og lader historiens heltinde smile så sødt, at det er svært at sige nej. Bliver hun da aldrig voksen? Egentlig ligner Mor Muh det nye medlem i Kloge Køers Læseklub henne på biblioteket.
Så selv om fortællerens mange ord hænger lidt for tæt på jorden, og tegner Nordqvist giver Mor Muh mere manicure end godt er, så strømmer der sødme og glæde (og solskin) op fra siderne. Man bliver mindet om, at livet er godt. Og køer er jo også en slags mennesker. Ikke?
fortsæt med at læse
