Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pia Konstantin Berg (f. 1985), er uddannet journalist og debuterede i 2016 med romanen 'Vi var engang'.  Hendes aktuelle roman, der tager udgangspunkt i en nytårsaften år 2000, er mildt sagt ikke nogen stor historie, men når den fungerer, får man lyst til at læse mere.
Foto: Lars Borup

Pia Konstantin Berg (f. 1985), er uddannet journalist og debuterede i 2016 med romanen 'Vi var engang'. Hendes aktuelle roman, der tager udgangspunkt i en nytårsaften år 2000, er mildt sagt ikke nogen stor historie, men når den fungerer, får man lyst til at læse mere.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et par billige grin og sørgmuntre stævnemøder

’Halvvejs rundt om søen’ er også kun halvvejs vellykket. Det er de varierende fortællerstemmer, der gør Pia Konstantin Bergs ellers ret hverdagstrivielle historie momentvis rørende.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Pia Konstantin Berg har ikke gjort det let for sig selv. I romanen ’Halvvejs rundt om søen’ har hun valgt at henlægge handlingen til begyndelsen af 00’erne og splittet fortællingen ud på 5 skiftende fortællerstemmer, som synger i kor – ofte endda i de samme scener.

Hvad tidsforskydningen angår, er jeg ikke sikker på, at den giver noget til romanen ud over billige grin og retro-kulør. Det er skægt at mindes natlige byture på »dødsruten gennem Gothersgade« og Barry Manilow på jukeboksen på Hong Kong, ligesom det på papiret kan føles stærkt at have 11. september som dramatisk bagscene, men det bliver egentlig ikke brugt til ret meget af Pia Konstantin Berg, og så er det heller ikke sjovere.

Derimod tilføjer de varierende fortællerstemmer en uventet rigdom og alsidighed til en ellers ret hverdagstriviel historie, så den bliver rørende og nuanceret. Det er det greb, der løfter romanen fra banalitet til god historiefortælling.

Man bliver trods alt rørt

Romanen tager sit udspring i en dramatisk aften: Det er nytårsaften år 2000, og Christian og Helle beslutter sig for at blive skilt.

De har haft nogle svære år – hun har været syg, han har været fraværende – og deres ægteskab er slidt ned. De er enige om at tage tingene i ro og mag og forblive gode venner, men så pludselig går tiden, og det er, som om de glemmer den drastiske beslutning og driver retningsløst rundt i et forhold, der duver ubeslutsomt frem og tilbage mellem engagement og ligegyldighed.

Indtil teenagedatteren Line begynder at mistrives i skolen, og bekymringerne vokser – samtidig med at Lines nye dansklærer, Katrine, frigiver en længe skjult seksuel energi i Christian.

Katrine har også en fortællerstemme i romanen, og selv om hun som udgangspunkt melder, at hun hellere ville »spiddes af en sværdfisk end bytte sit liv for søsterens familieidyl i provinsen«, er der alligevel noget ved den rolige familiefar, der trækker i hende.

Selv om man forstår, at flirten med chefen falder på et tørt sted og tilbyder lidt »spænding oven på kemohelvedet«, bliver det aldrig interessant som selvstændig fortælling

Det er netop forholdet mellem Christian og Katrine – og teenageren Line, der står mellem dem – der er det mest vellykkede ved romanen. Det lidt farefulde, forbudte forhold, der begynder med tilfældige møder i kiosken, udvikler sig snart til planlagt tilfældige møder på bænken ’halvvejs rundt om søen’, der fungerer som ventil for dem begge.

Han mærker en fornyet energi og livsglæde ved de uforpligtende møder med den noget yngre kvinde, mens hun øjner en udvej fra singlelivets datingmareridt, og de forenes desuden af deres omsorg for og kærlighed til Line.

Omvendt er de kapitler, der fortælles af Helle, mindre interessante; selv om man forstår, at flirten med chefen falder på et tørt sted og tilbyder lidt »spænding oven på kemohelvedet«, bliver det aldrig interessant som selvstændig fortælling.

Og sønnen Martins små indskud i historien er rene regibemærkninger – påmindelser om, at børnene er gidsler i de voksnes intriger.

Men Christians kamp for at finde balancen mellem rollerne som familiefar, ægtemand og attråværdig mand er beskrevet med så mange gode nuancer, at man lever sig følelsesmæssigt ind i hans dilemma.

Det er ikke nogen stor fortælling, og den er mildt sagt fortalt før, men når det fungerer, bliver man rørt og har lyst til at læse videre.

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden