Pia Konstantin Berg (f. 1985), er uddannet journalist og debuterede i 2016 med romanen 'Vi var engang'.  Hendes aktuelle roman, der tager udgangspunkt i en nytårsaften år 2000, er mildt sagt ikke nogen stor historie, men når den fungerer, får man lyst til at læse mere.
Foto: Lars Borup

Pia Konstantin Berg (f. 1985), er uddannet journalist og debuterede i 2016 med romanen 'Vi var engang'. Hendes aktuelle roman, der tager udgangspunkt i en nytårsaften år 2000, er mildt sagt ikke nogen stor historie, men når den fungerer, får man lyst til at læse mere.

Kultur

Et par billige grin og sørgmuntre stævnemøder

’Halvvejs rundt om søen’ er også kun halvvejs vellykket. Det er de varierende fortællerstemmer, der gør Pia Konstantin Bergs ellers ret hverdagstrivielle historie momentvis rørende.

Kultur

Pia Konstantin Berg har ikke gjort det let for sig selv. I romanen ’Halvvejs rundt om søen’ har hun valgt at henlægge handlingen til begyndelsen af 00’erne og splittet fortællingen ud på 5 skiftende fortællerstemmer, som synger i kor – ofte endda i de samme scener.

Hvad tidsforskydningen angår, er jeg ikke sikker på, at den giver noget til romanen ud over billige grin og retro-kulør. Det er skægt at mindes natlige byture på »dødsruten gennem Gothersgade« og Barry Manilow på jukeboksen på Hong Kong, ligesom det på papiret kan føles stærkt at have 11. september som dramatisk bagscene, men det bliver egentlig ikke brugt til ret meget af Pia Konstantin Berg, og så er det heller ikke sjovere.

Derimod tilføjer de varierende fortællerstemmer en uventet rigdom og alsidighed til en ellers ret hverdagstriviel historie, så den bliver rørende og nuanceret. Det er det greb, der løfter romanen fra banalitet til god historiefortælling.

Man bliver trods alt rørt

Romanen tager sit udspring i en dramatisk aften: Det er nytårsaften år 2000, og Christian og Helle beslutter sig for at blive skilt.

De har haft nogle svære år – hun har været syg, han har været fraværende – og deres ægteskab er slidt ned. De er enige om at tage tingene i ro og mag og forblive gode venner, men så pludselig går tiden, og det er, som om de glemmer den drastiske beslutning og driver retningsløst rundt i et forhold, der duver ubeslutsomt frem og tilbage mellem engagement og ligegyldighed.

Indtil teenagedatteren Line begynder at mistrives i skolen, og bekymringerne vokser – samtidig med at Lines nye dansklærer, Katrine, frigiver en længe skjult seksuel energi i Christian.

Katrine har også en fortællerstemme i romanen, og selv om hun som udgangspunkt melder, at hun hellere ville »spiddes af en sværdfisk end bytte sit liv for søsterens familieidyl i provinsen«, er der alligevel noget ved den rolige familiefar, der trækker i hende.

Selv om man forstår, at flirten med chefen falder på et tørt sted og tilbyder lidt »spænding oven på kemohelvedet«, bliver det aldrig interessant som selvstændig fortælling

Det er netop forholdet mellem Christian og Katrine – og teenageren Line, der står mellem dem – der er det mest vellykkede ved romanen. Det lidt farefulde, forbudte forhold, der begynder med tilfældige møder i kiosken, udvikler sig snart til planlagt tilfældige møder på bænken ’halvvejs rundt om søen’, der fungerer som ventil for dem begge.

Han mærker en fornyet energi og livsglæde ved de uforpligtende møder med den noget yngre kvinde, mens hun øjner en udvej fra singlelivets datingmareridt, og de forenes desuden af deres omsorg for og kærlighed til Line.

Omvendt er de kapitler, der fortælles af Helle, mindre interessante; selv om man forstår, at flirten med chefen falder på et tørt sted og tilbyder lidt »spænding oven på kemohelvedet«, bliver det aldrig interessant som selvstændig fortælling.

Og sønnen Martins små indskud i historien er rene regibemærkninger – påmindelser om, at børnene er gidsler i de voksnes intriger.

Men Christians kamp for at finde balancen mellem rollerne som familiefar, ægtemand og attråværdig mand er beskrevet med så mange gode nuancer, at man lever sig følelsesmæssigt ind i hans dilemma.

Det er ikke nogen stor fortælling, og den er mildt sagt fortalt før, men når det fungerer, bliver man rørt og har lyst til at læse videre.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce