En ny generation af britiske producere har indført en eftertænksom og meditativ lyd i moderne pop. En antitese til punkens apati og grimescenens skarpladte gadekampenergi. Frontfiguren for den rolige antipunkede lyd er den britiske producer, sanger og komponist James Blake, der med sit nye album, ’Assume Form’, både udfordrer og holder på formerne.
Det lyder i glimt, som om James Blake har slået hul på sig selv og sin stemme, ladet følelserne fosse ud gennem den kontrol, han har opretholdt gennem karrieren, siden han for ti år siden slog igennem som sin generations mest profilerede toneangiver.











