Lp’er er i de seneste år kommet voldsomt igen som musikalsk lagringsmedie. Og det er da godt af flere grunde.
Dels er det mere hyggeligt med de store runde skiver og de farvestrålende omslag, hvor det faktisk er muligt at læse, hvad der står uden brug af ekstreme forstørrelsesglas. Dels er lydkvaliteten en anden, og kender man sine plader godt, er det som at møde en gammel ven, når man konfronteres med et specifikt eksemplars særlige støj og knas, ja, måske ligefrem ridser, der fortæller en måske glemt historie om fjerne tiders fester, samtaler, fællesaflytninger eller kyssesessions.
Opblomstringen af interessen for det gamle format har også ført til, at titler genoptrykkes. Vanskeligt fremskaffelige lp’er er atter til at købe for menneskepenge i stedet for de formuer, samlernes mani havde drevet dem op i.
Det gælder blandt andet for de tre titler, som det hæderkronede label Storyville har udsendt i herligt tunge optryk. De har én ting til fælles ud over gennem længere tid at have været uopdrivelige: De indeholder musik med musikere, der på et eller andet tidspunkt gæstede Skandinavien, og for to af disses vedkommende var der tale om længerevarende ophold.
Ballader med Webster
For tenorsaxofonisten Ben Websters vedkommende blev det til fire års residens i København, fra 1969 og frem til hans død i september 1973. I den periode – og såmænd også før – optrådte han ganske flittigt med danske musikere og foretog en række indspilninger, af hvilke en dygtig halv snes er samlet på ’Plays Ballads’.
Almindeligvis er tematiserede antologiplader ingen god idé. Og aficionadoer ser i reglen også ned på den som noget for amatører, der ikke har energi til at anskaffe sig de ’rigtige’ plader. Men denne samling af syv ballader med diverse besætninger hører til undtagelserne.
For det første er det rigtig dejlige numre – med klassikere som ’Stardust’ og ’Willow Weep For Me’ som roser i en helt igennem smukt bundet buket. Og for det andet er det interessant – ud over Webster, forstås – at lytte til de forskellige pianister, der medvirker på optagelserne.
Teddy Wilson, Ole Kock Hansen og Kenny Drew giver deres besyv med i sammenhængene, og de er hver især fremragende på sin måde. ’Cry Me A River’ og ’Greensleeves’ har desuden større orkester. Og så er Websters saxofon jo nærmest medicinsk lægende at høre på. Sorgerne forsvinder for en stund, når hans umiskendelig melankolske og helt rolige spil rammer trommehinderne.
Man bliver blå og glad på en og samme gang.
Overset saxofonist
En anden saxofonist, der var dansker for en tid, er saxofonisten og fløjtespillteren Sahib Shibab, som var gift med en dansk kvinde. Han er gået lidt i glemmebogen, og det er en skam, hvilket lp’en ’Sentiments’ fortæller os. Den indeholder nemlig syv skæringer, han selv har komponeret, og som fremføres i et uhyre kompetent og veloplagt selskab: Nhøp på bas, Kenny Drew på klaver, Jimmy Hopps på trommer og Shihab selv på diverse saxer og fløjte.
Det er musik, der står med benene spredt mellem den gammeldags hårde bop og så 1970’ernes mere funkorienterede og fusionssøgende udtryk. Året er 1972, og det var en tid, hvor vandene begyndte at dele sig i et nostalgisk og et beatorienteret farvand.
Nummeret ’Ma’ Nee’ har sine rødder i et ’traditionelt’ jazzudtryk, og Shihab trykker den – på rytmegruppens aldeles solide bund – ganske fint af. Mere interessant er imidlertid de to andre skæringer på A-siden, ’The Call’ og ’Rue de la Harpe’, der afsøger et hårdere beat, kombineret med æterisk blæserarbejde. Man bør også bemærke sig Nhøp’s overlegne bas-arbejde.
Parker i Sverige
Og så var Charlie Parker faktisk engang på vore breddegrader. I 1950 optrådte han i Sverige, i Helsingborgs Folkpark og ved noget jamsession. Det blev heldigvis optaget og siden udgivet. For måske er det ikke de bedste optagelser, og måske er den legendariske saxofonist ikke i sit livs form, men grundlæggende er alt med manden hamrende interessant, og i 1950 var han ganske godt kørende, 5 år inden han kun 34 år gammel tog billetten.
Det er solide klassikere, der gives til bedste: ’Anthropology’, ’Scrapple From The Apple’ indleder A-siden, og så er der en fin version af ’All The Things You Are’. Parker demonstrerer sit mesterskab og sin rutine, men det er i jamoptagelserne, at det er mest spændende at lytte, fordi der spilles så loose, og musikerne leger sødt med hverandre.
Alle tre udgivelser er med gode noter og bestemt værd at tilføje samlingen, medmindre man allerede har dem i de eftertragtede originaler.
fortsæt med at læse
