John Scofields solokoncert i Montmartre var en mageløst slentrende tur gennem guitaristens helt personlige bog med yndlingssange. Fra Beatles til Mingus med mere.

Virtuose, tilbagelænede guitarfortællinger

John Scofield havde sit publikum i et fast og kærligt greb hele aftenen. Både når han spillede og med sine anekdoter i de nødvendige pauser, der skal til, når guitaren skal stemmes undervejs. 
   Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
John Scofield havde sit publikum i et fast og kærligt greb hele aftenen. Både når han spillede og med sine anekdoter i de nødvendige pauser, der skal til, når guitaren skal stemmes undervejs. Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Lyt til artiklen


Med sin skaldede isse, sit fuldgroede, grå skæg, markerede ansigt og ranglede fysiognomi kunne den 67-årige John Scofield snildt spille rollen som svovlprædikant i en moderne western eller for den sags skyld sherif i selvsamme genre. Han oser af autentisk Americana, også i diktionen når han taler. Men heldigvis for verdens musikelskere har han valgt rollen som mesterguitarist, og siden første halvdel af 1970’erne har han udfyldt denne position til fulde, først med folk som Chet Baker, siden med Billy Cobham og efterhånden med stort set alle, der er værd at arbejde sammen med, her under NHØP og selveste Miles Davis.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her