Mere end hver femte af os vil på et tidspunkt i livet blive ramt i vores inderste af ’den sorte hund’. Det fortæller to jakkesmarte skuespillere (Rosa Sand Michelsen og Thomas Voss), der spiller ud, som var de vakse værter for et quizshow om depression.
Men ’Menneskebyrden’ er skam ude i et seriøst ærinde: at plaffe fordomme ned om den usynlige lidelse, der har udviklet sig til en ny folkesygdom. Tæller man pårørende og behandlingspersonale med, er det angiveligt kun »de der tre unge mennesker på første række« i Mellemgulvet her på Det Kongelige, der ikke vil blive berørt af»sorgen uden ansigt«.
Set i det perspektiv er der ingen tvivl om forestillingens væsentlighed og evne til at leve op til det nye kulturpolitiske mantra om borgerrelevans. Men det er ikke det samme som publikumsappel. At gå ind i det depressive mørke kræver overvindelse, derfor skulle den valgte infotainment-form, som er et miks af dokumentar, show og teater, netop være på sin plads. Men i modsætning til den succesfulde forgænger ’Human afvikling’ (2016), som instruktøren Thomas Corneliussen også stod bag i et samarbejde mellem teater- og videnskabsfolk, har ’Menneskebyrden’ tydeligvis svært ved at finde balancen. Den bliver altså noget af et skrummel med en tung rytme i afvikling og skift mellem teatergreb, infoformidling og virkelighedens menneskeskæbner.
Svar er skud fra hoften
Ikke desto mindre er selve rygraden i forsøget på at aftabuisere og afstigmatisere den sorte hund bestemt god nok: Tre depressionsramte, Line Roager, Randi Bitsch og Daniel Majholm, indtager scenen for selv at fortælle deres historie – og dermed aflive fordomme om, at psykisk syge er nogle farlige afvigere, eller at de depressive bare kan tage sig sammen.
Ved hjælp af et interaktivt trykknapdesign skal publikum løbende svare på, hvor enige de på en skala fra 1 til 10 f.eks er i udsagnet: »Lines depression skyldes hendes grundindstilling til sig selv«.
Det har vi overhovedet ikke nogen reel chance for at vurdere, og publikumssvarene på skærmen på scenen ligger da også i det bløde midterfelt. Umuligt at sige, hvorfor den unge kvinde, der studerer til bioingeniør og er vildt fascineret af bakterier, til tider bliver slugt af en sort følelse af skyld og synd: »Jeg ved, jeg er et dårligt menneske«.
I forhold til den alvor, der er på spil hos Line og de andre to, virker det for overfladesmart med vores skud-fra-hoften-svar på den stime af spørgsmål, der kommer væltende. Det bliver kontraproduktivt og risikerer bare at bekræfte vores forudindtagede antagelser. Ren proformainteraktion, for vores svar får heller ikke nogen konsekvens i forestillingen (at de måske siden skulle kunne bruges af de tilknyttede forskere, er en anden sag).
Kunstig replikform
I det hele taget virker vidensformidlingen noget pjattet og halvhjertet: lige fra et løst vue over de gales historie med torturagtige behandlingsformer til dialog med en præst over et skakbræt og 20 spørgsmål til professoren som en slags speeddating.
Klogere på sygdommen bliver man her kun ved at lytte til de depressionsramte, der imidlertid er sat til at tale i en lidt kunstig replikform. Men stærkt og autentisk virker det, når familiefaren Daniel fortæller om at blive suget ned i depressionsskakten i forbindelse med sin nyfødte søns operation for en hjertefejl.
Det blev til fire år i helvede for Daniel, der fortsat må kæmpe med de invaliderende spor efter sygdommen. For ham slutter det aldrig; så noget kynisk føler jeg mig ved lettelsen over, at det omsider slutter efter næsten to en halv times spilletid. Men ’Menneskebyrden’ magter ikke at bære sin egen last.
