Axel Salto er nok den keramiker fra det 20. århundrede, der er bedst kendt herhjemme og i udlandet. Nu kan hans riflede, knoppede og spirende stil opleves i Hellerup.

Udstilling: Tag til Øregaard og bliv betaget af Axel Saltos vilde former

Axel Salto er kendt for sine organiske former. Her er det en vase fra 1946 med sungglasur.
Axel Salto er kendt for sine organiske former. Her er det en vase fra 1946 med sungglasur.
Lyt til artiklen

Hvis du ikke nåede at se udstillingen ’Salto – Stentøjsmesteren’, da den blev vist på Clay Keramikmuseum i Middelfart, får du nu muligheden på Øregaard Museum i Hellerup. Udstillingen åbner 7. februar og kan ses frem til 23. juni, og undervejs vil der være en række arrangementer og rundvisninger, der sætter Salto ind i en kulturhistorisk og international sammenhæng. Axel Salto er nok den keramiker fra det 20. århundrede, som er bedst kendt herhjemme og i udlandet, og hans vaser, krukker og skåle går for skyhøje summer, hver gang de kommer på auktion. Saltos værker er inspireret af naturens former og farver. Hans stil betegnes ofte som riflet, knoppet og spirende, og hans keramik spænder fra helt små ting til kolossale skåle og relieffer. Han blev uddannet maler på Kunstakademiet og var en toneangivende kraft i det modernistiske gennembrud i dansk kunst i 1910’erne – bl.a. som medstifter og redaktør af tidsskriftet Klingen. Midt i 1920’erne fik han interesse for keramik, og efter et par år valgte han stentøjet som sit primære materiale, og det kan man altså opleve på Øregaard museum frem til sankthans.

Lars Hedebo Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her