Louisianas underjordiske buegang er med Dea Trier Mørchs (1941-2001) grafiske værker omdannet til noget, som for denne anmelder kunne føles som en syret, men også varm og tryg fødekanal.

Igennem den sejler jeg fra værk til værk direkte tilbage til og ind i 1970’erne og til mit eget barndomshjem. Hvor det folkelige hit ’Vinterbørn’ stod og var blå i stigereolen, hang der sort-hvide plakater med kunstnerens sanseligt blødt kommunikerende linoleumstryk på væggene. Sådan kilder udstillingen i erindringer om havregrynsmorgener, sange bag på cyklen hos min mor omhandlende diktatoren i Chile og om, at når min far kommer hjem, så er min mor lige gået.