Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Udsnit af bogforsiden
Foto: Udsnit af bogforsiden
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse: Sproget løfter sig sjældent i tysk roman mættet med fortællinger fra en nazi-hjemsøgt barndom i efterkrigstidens Frankrig

Den respekterede tyske forfatter Christoph Hein blander i sin seneste roman den selvbiografiske fortælling med den tyske efterkrigshistorie. Det er et velgørende romanprojekt uden de store armbevægelser.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Livet er i udgangspunktet ikke nogen stor gave for Konstantin Boggosch, hovedpersonen og fortælleren i tyske Christoph Heins seneste roman, ’Lykkebarn med far’.

Som søn af en henrettet nazistisk krigsforbryder er han automatisk dømt til ydmygelse og fornedrelse i efterkrigstidens Østtyskland, hvor meget handler om at udslette den fascistiske arv.

Men midtvejs i romanen, da han befinder sig i Marseille, efter han er flygtet fra sin østtyske hjemstavn, begynder tilværelsen pludselig at åbne sig for ham.

Mage til gavmildhed

En fransk antikvar bøjer sig for den 14-årige dreng, der med al tydelighed bærer den tyske historie som et ar.

Sammen med en lille gruppe tidligere franske modstandsfolk begynder antikvaren at tage sig af ham. De giver ham arbejde, tag over hovedet, og snart begynder de også at sende ham i aftenskole, så han kan få sin studentereksamen – noget, han ellers blev nægtet i sit eget hjemland.

Det er en civilisatorisk pointe, som Hein ikke kan lade være med at gentage igen og igen i denne store tysklandskrønike: Krigens slagmark ødelagde måske båndene mellem de europæiske befolkninger, men kunsten og kulturens universelle bånd vil altid være der til at bygge de menneskelige kontakter op igen.

Sammen tager de i biografen for at se de bedste film, mange af dem tyske (’Nosferatu’, ’Doktor Caligari’ og ’Metropolis’), og så får han alle værker af Joseph Roth og Bertolt Brecht i gave.

Hans franske velyndere kalder kærligt ham »vores lille boche«, et normalt nedladende ord for tyskere. Men det er i udlandet, at den lille dreng får sin tyske opdragelse, og med den et lykkeligere liv.

For som der står et sted med henvisning til romanens titel:

»Pludselig var jeg igen et lykkebarn. Mage til gavmildhed og hjælpsomhed havde jeg aldrig oplevet i mit liv, og jeg vidste ikke, hvordan jeg havde gjort mig fortjent til det«.

Faren, en ondsindet forbandelse

Men der er noget, som fortsat nager den unge dreng. De franske modstandsfolk ved ikke, at det faktisk var drengens far, som var med til at internere og mishandle dem under krigen.

Måske lykkedes det den lille dreng at slippe fri af sin fars arv, men hans skygge forfølger ham fortsat som ondsindet forbandelse, uanset hvor han bevæger sig. Inden længe indser han, at han må flygte igen, denne gang hjem til Østtyskland, inden Muren er kommet fuldstændig på plads.

Den hjemstavn, som ydmygede ham som barn, trækker nu atter i ham. Noget af det skyldes selvfølgelig savnet af hans kærlige mor. Men det er alligevel en grunderfaring, som kendetegner det meste af den tyske litteratur: længslen efter fædrelandet.

Skulle man være i tvivl, er det dog først og fremmest Christoph Heins egen historie, han her ser ud til at vil fortælle

Skulle man være i tvivl, er det dog først og fremmest Christoph Heins egen historie, han her ser ud til at ville fortælle.

Hein blev ligesom drengen i romanen født i slutningen af krigen, ikke som søn af en nazist, men som søn af en præst; det var heller ikke var noget velanset erhverv i den totalitære østtyske stat. Alt dette advares vi om fra første side, som om det i sig selv skulle være en forbrydelse, at romanen kunne være fiktiv:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Den historie, der her bliver fortalt, er baseret på virkelige begivenheder, bogens personer er ikke frit opfundet«.

Men heldigvis er det lykkedes Hein at skabe en distance til sig egen historie, så romanen for det meste virker medrivende, flere steder godt fortalt, oftest fordi den er fuldstændig mættet med handling, og fordi Hein forstår at vægte dette modsætningsfyldte stof i de retter doser.

De steder, særligt i romanens begyndelse, hvor Hein til gengæld arbejder med en rammefortælling og forsøger sig med flere fortælletekniske krumspring, er dommen en anden: Her er Heins romankunst absolut mindre vellykket og sproget sjældent noget, som løfter sig.

Men det er nok hurtigt glemt, eller måske rettere et spørgsmål om temperament. Glem den historiske roman. ’Lykkebarn med far’ – sikke en forfærdelig titel (!) – viser en verden, hvor historien og ideologierne lægger sig som en spændetrøje om selv det mindste individ.

Det er alvorstungt, meget tysk og må sådan set regnes for et velgørende projekt. Men hvor ville det dog være dejligt, hvis bare hver anden oversat tysk roman handlede om noget andet end den grufulde tyske fortid.

Dette er også en påmindelse til de danske forlag. Der findes rent faktisk god tysk litteratur, som beskæftiger sig med samtiden. Det er vigtigt at minde læserne om, især hvis tysk litteratur skal have nogen afgørende betydning i morgen.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden