Der var lagt an til en maritim fransk aften. Desværre kom en ung, russisk søofficer ved navn Rimskij-Korsakov i klemme undervejs. Men vi begynder med det franske.
Som solist i Ernest Chaussons ’Poème de l’amour et de la mer’ var Nora Gubisch en indlevet fortolker af disse to enorme fin de siècle-sange med symfoniorkester, hvor ingen tekstmetafor er for svulstig og ingen tristesse for uudgrundelig, håbløs og dyb.
Den franske mezzosopran sang sig gennem de franske digte i Chaussons storværk fra fra 1890’erne, så det regnede med roser og liljer, mens rædslen ved tabt kærlighed og havets tidevand smeltede sammen til en enorm, på én gang dekadent og hypersanselig oplevelse.
Gubisch, som nogle vil huske for hendes indsats i Bartóks opera ’Hertug Blåskægs borg’ i en fremragende opførelse i Koncerthuset i 2017, har måske ikke en stemme, der trænger langt ud. De, der sad bag hende, har sikkert haft vanskeligt ved at høre, hvad hun sang.
Uhyggelig opera viste DR’s orkester fra dets bedste sideMen med hænder, der nærmest trak tonerne ud af luften, som var de usynlige snore, og et ansigt, der afspejlede al den dramatiske indlevelse, hun lagde i sin teksttolkning, dirigerede hun sig selv gennem Chaussons smukke sange, mens den unge franske dirigent Maxime Pascal dansede foran orkestret og sørgede for, at publikum oplevede, præcis hvor meget fransk musik kunne lyde som Debussy og Ravel, inden de to impressionister overhovedet rigtig var kommet i gang.
Sheherazade i høj sø
Efter det havde regnet med roser i Chaussons bredt malede værk om kærlighedens tragiske forfald, og himlen havde åbnet sig på klem, var det tid til en af orkesterlitteraturens virkelig store åbenbaringer.
Det kan godt være, han som ung var flådeofficer – og det kan også godt være, det var derfor, han var så god til at skildre havet i sin musik – men frem for alt var Nikolaj Rimskij-Korsakov eminent til at instrumentere. For én ting er for en komponist at finde på melodier og akkorder, men hvilke klange skal de iklædes? Der må jeg bare sige, at jeg ikke kender noget værk, der illustrerer kunsten at instrumentere bedre, end Rimskij-Korsakovs leg med ’1001 Nats Eventyr’ gør. De fire satser i hans symfoniske suite ’Sheherazade’ er en opvisning i, hvor farverigt og raffineret man kan male med den symfoniske palet.
Der er så meget skønhed i dette partitur, og orkestrets strygere og blæsere arbejdede om kap, mens Pascal på podiet slap sin særprægede måde at dirigere på løs. Med sine lange lemmer i flagrende, plastisk bevægelse kunne han være flere steder på en gang. Give en indsats til nogle af musikerne, mens han holdt tempoet kørende for andre.
Triple-anmeldelse: Rising star-dirigent overrasker mellem kendte maestroer på nye album med StravinskyResultatet var effektivt og flot, men det føltes, som om det gik meget stærkt. Træblæserne kom på hårdt arbejde med hurtige maskingeværsalver af toner, og mange steder blev musikken reduceret til ren vals. Har man hørt opførelser og indspilninger med mesterdirigenter som Mariss Jansons, ved man, at der er mere i den end det. Flere følelser og mere dybde. Det er trods alt historier fortalt af en slavinde, der hver nat må frygte for, om sultanen hugger hovedet af hende eller lader hende fortælle videre.
Søstrene Soo-Jin Hong på violin og Soo-Kyung Hong på cello lod bølgerne rejse sig omkring Sinbad Søfareren, og da der til slut var skibbrud ved klipperne, var kraftudladningerne grandiose. Det blev en aften med fokus på havet og på hele det raffinerede klangmaskineri, et symfoniorkester kan være. Det gik bare lige lovlig effektivt for sig i den afsluttende russiske udgave af ’1001 Nats Eventyr’. Måske fordi den 33-årige Maxime Pascal faktisk er frygtelig effektiv på et dirigentpodium.
fortsæt med at læse
